At sige ja til at sejle verden rundt

Tekst: Marie Varming
Foto: Privat og PR

En aften sad Stine, hendes mand, Robert og deres to børn i bilen. Hun kan i dag ikke huske, om de var på vej til eller fra Jylland, men det var efterår og regnvejr, og unger­ne skændtes på bagsædet.

”Pludselig sagde Robert: Skal vi ikke sejle jorden rundt?”

Selv om det var noget, Robert havde drømt om længe, havde tanken ikke strejfet hans kone. Men som Stine siger i dag:

”Lige dér var det ikke svært at sige ja til.”

Parrets venner var begejstrede for ideen. Deres familier knap så meget.

”De var bange og bekymrede. De følte sig valgt fra, og de forstod ikke, hvad vi ville derude. De bekymrede sig for vores pensionsopsparing, vores job, vores liv og levned. Så der var et år op til afrejsen, hvor vi ikke talte ret meget med mine forældre…” mindes Stine med ærgrelse i stemmen.

”De fik også ret i meget af det – men vi lever da endnu,” smiler hun. Parrets børn var 9 og 10 år ved afrejsen.

Afsted med fremmede mænd

I sommeren 2017 var familien Skriver/Firkic efter et par års grun­dig planlægning klar til at sejle ud i verden i de to års orlov, som redaktøren Stine og ingeniøren Robert kunne få fra deres respek­tive arbejdspladser. Men pludselig fik Robert under forberedel­serne med båden en splint i øjet og måtte opereres adskillige gange. Uheldet betød, at turen blev udsat nogle kritiske måneder, fordi vejrforhold på store store sejlture er alfa og omega. Da turen ikke kunne udsættes længere, måtte Stine tage af sted alene.

”Når man sejler så langt, handler det om timing, og hvornår vejret er til, at man kan krydse Biscayen (den store bugt ved Vest­frankrig og Nordspanien – hvor seks danske sejlere i øvrigt over­levede efter at være kæntret med deres sejlbåd 80 sømil fra land i sommeren 2021, red.). Det kan man ikke altid udsætte 14 dage.” ”Så ja – faktisk tog jeg af sted 8. august sammen med to frem­mede mænd, jeg havde fundet på internettet to dage forinden.”

Stine Skriver griner.

Først 14 dage senere ankom Robert og børnene til Frankrig, hvor turen så kunne fortsætte for familien i samlet flok. Der var ingen konkret rute. De vidste blot, at de gerne ville krydse Atlanterhavet. Gennem de næste måneder gik ruten først ned langs Europa, forbi de Canariske Øer, omkring Kap Verde til Caribien, gennem Panama­kanalen og til øgruppen Galapagos i Stillehavet ud for Ecuador og videre stik vest til Fransk Polyne­sien, som ligger cirka halvvejs mellem Sydamerika og Australien. Undervejs underviste Robert og Stine deres to børn, men de var også to om at sejle, for når man er på en tur som deres, er der ikke ressourcer til, at kun én sejler, mens den anden drikker kølig hvidvin i stævnen.

”Jeg har tidligere prøvet det med at sejle på den måde, at kvinden passer børn, og manden sejler. Det kan man ikke, når man skal jorden rundt. Så er man nødt til at være lige om det,” husker Stine. Med fælles hjælp kom de da også ud over verdenshavene, som de havde drømt om.

”Vi havde jo ikke en færdig plan, men da vi kom til Fransk Polynesien, var det bare ekstremt fedt, uspoleret, gavmildt og ægte. Eftersom der kun er omkring 100 både om året, der krydser Stillehavet, er der stort set ingen andre sejlere derude, men til gengæld er der tusindvis af øer. Der sejlede vi rundt længe. Vi fik ægte venner, knyttede bånd og ja – det var magisk.”

Kun på Cook Islands gik børnene kortvarigt i lokal skole, lige­ som de også på et tidspunkt fik privat franskundervisning.”

De voksne fandt deres sociale netværk blandt de lokale og blandt de andre sejlere, som de særligt i Fransk Polynesien sejle­de rundt med i mange måneder i Stillehavets sejlerkollektiver. Det var også det selvsamme Stillehav, som stod for fritidsaktivi­teter og agerede spisekammer hele vejen videre til Australien. Børnene snorklede, badede og samlede strandskaller, og menuen stod næsten hver dag på friskfanget fisk eller blæksprutte.

“Det var den mest forfærdelige lyd”

Stines forældre fik dog ret i deres bange anelser adskillige gange. Stine blev fyret fra sit arbejde hos DR undervejs, men selv om det var et skår i glæden, er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. Det betød nemlig, at familien kunne blive væk endnu længere, fordi Robert kunne forlænge sin orlov, og opsparingen kunne strækkes lidt mere.

Men der var også regulær fare på færde indimellem.

”En aften, da vi var mutters alene på Stillehavet, var vi alle fire – i modsætning til hvad vi plejer – under dæk. Da Robert på et tidspunkt stak hovedet op, så han, at et gigantisk kinesisk fiskefartøj var blot omkring 50 meter fra os. Altså vi taler om et fartøj på størrelse med slagteriet Danish Crown i Horsens,” understreger Stine.

Rundt om på verdenshavene sejler gigantiske flydende fiske­fabrikker rundt – men dette fartøj havde slukket sin radiokom­munikation. Så Robert kunne ikke etablere lynhurtig kontakt med skibet samtidig med, at alt blev gjort for at styre udenom. Manøvren lykkedes heldigvis.

Ligeledes gik det godt, da de ved en senere lejlighed sejlede på et koralhoved inde i en atol (undersøisk vulkansk koralrev, som ikke nødvendigvis er markeret på søkort, red.) i Fransk Polynesien.

”Der troede jeg, vi skulle miste båden. Det var den mest for­færdelige lyd, jeg nogensinde har hørt! Ungerne lå og sov, men de kom skrigende op. Jeg troede, vi sank.”

Mest af alt var det nye horisonter, nye venskaber, store oplevel­ser og friske input, som familien mødte ude i verden. Med tiden stod det dog klart, at familien skulle hjem igen til deres frem­lejede hus på Amager. Det havde de gjort af praktiske årsager, men også for mentalt at have et hjem at skulle tilbage til en dag.

”Det var godt for børnene at vide, hvor hjem var. Men måske kunne vi også have solgt huset og være blevet derude for evigt,” filosoferer Stine.

Flere ting gjorde, at de vendte hjem til Amager.

”Vi løb tør for penge, men det handlede også om, at vi savnede vores relationer. Vi havde brug for at blive rodfæstet igen. Vi hav­de mødt så mange mennesker i de knap tre år, vi rejste, men vi havde også sagt farvel så mange gange. Det var hele tiden det med at erstatte venner med nye venner, og jeg ønskede ikke, at det skulle være mine børns liv.”

Fra verdensborger til isolation

Men det var derhjemme, familien mødte turens største ud­fordring. De ankom nemlig til København dagen efter, at stats­minister Mette Frederiksen på et historisk pressemøde lukkede hele Danmark ned den 11. marts 2020.

”Der var nok 50 mennesker, der havde sagt, de ville møde os i lufthavnen, når vi landede. Jeg tror, der stod fire. Det var fra even­tyr til isolation for os, som havde glædet os så meget til at se folk igen.”

Men det var ikke kun isolationen, der gjorde hjemkomsten svær.

”Det var også oplevelsen af at føle sig forandret som menneske. Vi havde set verden – og pludselig stod vi så i Danmark igen. Jeg kan huske, at jeg mødte en mor fra min datters klasse få dage efter, vi var landet. Hun sagde velkommen hjem, og så begyndte hun at give mig et referat af seneste forældremøde på skolen. Der var simpelthen intet i verden, der kunne interessere mig mindre,” mindes Stine i dag.

”Heldigvis var vores venner søde til at lytte til vores oplevelser og se alle vores billeder, men nyhedsværdien forsvinder alligevel så hurtigt.” Stine kommer i tanker om et eksempel:

”Vi mødte en mand på rejsen, som fortalte, at han engang havde været ude at rejse i fem år i træk. Da han kom tilbage på sin stampub, kiggede alle op og spurgte: Nå, har du været på en anden pub?”

Hun smiler og ryster på hovedet.

”Det forsvinder med et fingerknips, og vi havde overset, hvor hårdt det var at komme hjem. Især for ungerne.”

I dag er Stine og Robert glade for, at de beholdt huset på Amager, så familien havde et fast holdepunkt at vende hjem til.

”Men ungerne spørger stadig: Lover I, at vi skal afsted igen? Og ja, det gør vi. De skal bare lige have et par år mere med en dansk opvækst med efterskole og gymnasium, så vi skal lige være hjem­me, inden vi skal af sted igen.”

Artikel oprindeligt bragt juli 2022 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.