Hvem kan og SKAL søge om bevarelse?
Det er indfødsretslovens § 8*), som fastlægger reglen for bevarelse af dansk statsborgerskab. For at kunne søge om bevarelse af det danske statsborgerskab, skal du være født i udlandet.
Personer med dansk statsborgerskab og et eller flere fremmede statsborgerskaber
Du skal have dansk statsborgerskab og mindst et andet statsborgerskab. Om du har tre eller flere statsborgerskaber har ingen betydning. Hvis du kun er dansk statsborger, vil du ikke miste dit danske statsborgerskab, da du så ville blive statsløs. Du skal i det tilfælde derfor heller ikke søge om bevarelse.
OBS: for at du kan bevare dit danske og fremmede statsborgerskab, skal du være opmærksom på, at ikke alle lande anerkender flere statsborgerskaber. Du kan godt være født med dobbelt statsborgerskab, men nogle lande anerkender ikke, at man har flere statsborgerskaber, f.eks. når du fylder 18, og derfor kan du risikere at ved at søge om bevarelse af dansk statsborgerskab, vil du skulle opgive dit andet statsborgerskab.
Personer, der er fyldt 21 år
Du kan tidligst søge, når du er fyldt 21 år, og ansøgningen skal være hos Udlændinge- og Integrationsministeriet senest dagen før din 22. års fødselsdag. Hvis du søger for tidligt eller for sent, vil ansøgningen kun blive anset som en ansøgning om bevis for dansk statsborgerskab. Hvis du tidligere har søgt om bevis for dansk statsborgerskab, er dette ikke en garanti for, at du har bevaret dit danske statsborgerskab ved din 22. fødselsdag.
Hvordan opfylder du betingelserne for bevarelse?
Du kan bevare dit danske statsborgerskab, hvis du har samhørighed med Danmark. Lidt lettere sagt, så skal du have bevaret en tilknytning eller et tilhørsforhold til Danmark, og det er dét, der er grundlaget for, at du selvfølgelig skal have lov til at bevare dit danske statsborgerskab.
Medlemsfordele
- Adgang til alle artikler
- Juridisk rådgivning
- Rabat på danskundervisning og sommerskole
- Eksklusive arrangementer og lokale netværk
- Kun 70 kr. om måneden
I praksis er vurderingen af, om du har bevaret tilknytningen til Danmark delt op i to:
- hvis du opfylder opholdskravet eller
- ikke opfylder opholdskravet, men alligevel kan dokumentere tilknytning til Danmark.
Hvis du opfylder opholdskravet
For at kunne bevare dit danske statsborgerskab skal du have opholdt dig i Danmark i en periode, som viser, at du har et tilstrækkeligt tilhørsforhold til Danmark. Der er to muligheder for at opfylde opholdskravet.
- Hvis du har boet i Danmark i minimum 3 sammenhængende måneder og har været registreret i folkeregisteret med bopæl i Danmark, er det opfyldt. Alternativt skal du kunne dokumentere,
- at du har opholdt dig i Danmark i sammenlagt et år i alt. Du skal derfor kunne tælle samtlige ophold i Danmark – ferier, familiefester, sommerskole, højskoleophold osv., til at give 52 uger. Hvis du ikke har opholdt dig i Danmark i et fuldt år, vil kravet blive anset for opfyldt, hvis varigheden af de samlede ophold er tæt på et år og øvrige omstændigheder omkring opholdene indikerer, at opholdene er udtryk for, at du – da du fyldte 22 år – havde en aktuel og personlig tilknytning til Danmark.
Du skal dog være opmærksom på, at der vil blive lagt større vægt på ophold i Danmark tættere på den 22. fødselsdag – f.eks. vil et højskoleophold som 19-årig have større betydning end at have gået i dansk børnehave som 4-årig. Ligeledes vil der blive lagt vægt på, om opholdene må antages at være udtryk for dit eget ønske om at besøge Danmark, eller om de er et udslag af eksempelvis forældres eller arbejdsgiveres dispositioner.
Endelig kan bopæl i et andet nordisk land i sammenlagt mindst 7 år sidestilles med bopæl i Danmark i 3 måneder.
Hvis du ikke opfylder opholdskravet
Hvis opholdskravet ovenfor ikke er opfyldt, vil følgende blive inddraget i vurderingen om, hvorvidt ansøgeren kan bevare sit danske statsborgerskab:
Du kan bevise, at du har bevaret en særlig tilknytning til Danmark
Der er ikke et entydigt svar på, hvad et tilstrækkeligt tilhørsforhold til Danmark vil sige. Der vil altid fra Indfødsretskontorets side blive foretaget en samlet vurdering af dine forhold, og om du har bevaret en særlig tilknytning til Danmark. Du kan f.eks. vise, at du har en interesse for dansk sprog, kultur, samfund og historie.
Eksempler på forhold, som kan være med til at bevise, at du har bevaret en særlig tilknytning til Danmark:
- Du har familie og venner i Danmark, som du selv er i direkte kontakt med f.eks. gennem sociale medier, og som du ses med, når du er i Danmark.
- Du er medlem af en dansk forening eller organisation, f.eks. en dansk fodboldklub, en dansk sømandskirke eller Danes Worldwide.
- Du har på anden vis bevaret tilknytningen, interessen og forholdet til Danmark.
Eventuelle danskkundskaber
Heller ikke her er der bestemte krav til, hvordan dine danskkundskaber er. Når du ansøger, skal du beskrive dine sprogkundskaber så nøjagtigt som muligt. Samtidig skal to referencer også udtale sig om dine danskkundskaber. Det er fx meget normalt for danske børn født og opvokset i udlandet, at de taler godt dansk, mens stavningen halter lidt. Men bare rolig, det er ikke dét, som sætter en stopper for bevarelsen af dit danske statsborgerskab.
Hvis du har modtaget danskundervisning, vil det være en god idé at vedlægge dokumentation i ansøgningen.
*) Indfødsretslovens § 8
Det er indfødsretslovens § 8, som fastlægger bevarelsesreglen:
§ 8 Den, som er født i udlandet og aldrig har boet her i riget og ej heller har opholdt sig her under forhold, som tyder på samhørighed med Danmark, taber sin danske indfødsret ved det fyldte 22. år, medmindre den pågældende derved bliver statsløs. Udlændinge- og integrationsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan dog efter ansøgning indgivet inden dette tidspunkt tillade, at indfødsretten bevares.
Stk. 2. Taber nogen sin indfødsret efter denne bestemmelse, kan også vedkommendes barn tabe indfødsretten, hvis barnet har erhvervet indfødsretten gennem vedkommende, medmindre barnet derved bliver statsløst.
Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1 ligestilles bopæl i et nordisk land i sammenlagt mindst 7 år med bopæl her i riget.
Har du brug for yderligere hjælp?
Har du flere spørgsmål eller brug for yderligere hjælp? Så skriv til jura@danes.dk eller ring til den juridiske rådgivning på (+45) 3332 0913. Du kan kontakte rådgivningen
- Mandag: 9 – 16
- Tirsdag: 9 – 16
- Onsdag: LUKKET
- Torsdag: 9 – 16
- Fredag: 9 – 16
Hvis du ønsker sagsbehandling og specifik hjælp til din ansøgning, så gå ind her og udfyld en af vores kontaktformularer.
Se også i vores arrangementkalender, om vi snart har et webinar om emnet.