Brev fra en dansk fange i et russisk fængsel

Interview: Kristian Lauritzen, Freelancejournalist

Sagen om Dennis Christensen

I 2002 vedtog det russiske parlament en lov om “bekæmpelse af ekstremistiske handlinger”, som efter sigende skulle forebygge terrorangreb og ultranationalistisk vold. I 2007 blev loven udvidet til også at omfatte ikke-voldelige grupper. I april 2017 forbød Ruslands højesteret Jehovas Vidners centrale organisation (også kaldet Det Styrende Råd) og fastslog, at trossamfundet var ekstremistisk.

Den 25. maj samme år ransagede russiske specialstyrker en bygning i byen Orjol nogle hundrede kilometer sydvest for Moskva. Her var cirka 100 medlemmer af Jehovas Vidner til stede, men politiet anholdt kun danske Dennis Christensen, som de udpegede som leder af trossamfundets lokalafdeling. Dennis Christensen blev anklaget for ekstremisme og smidt i varetægtsfængsel i Orjol.

Den 6. februar 2019 dømte den lokale domstol i Orjol Dennis Christensen for at udgøre en trussel mod ældre og mindreårige. Han blev dømt for at have overtrådt den paragraf i den russiske straffelov, der omhandler organisering af aktiviteter i en ekstremistisk religiøs organisation. Dennis Christensen blev idømt seks års fængsel. Sagen er den første af sin art i Rusland, som har givet ubetinget fængselsstraf (kilde: Udlændinge- & Integrationsministeriet).

Den 24. juni 2019 besluttede en russisk domstol, at Dennis Christensen skulle løslades før tid mod, at han betalte en bøde på cirka 38.000 kroner. Ifølge Jaroslav Sivulski, der er talsmand for den europæiske sammenslutning af Jehovas Vidner, regnede man med, at danskeren ville blive løsladt senest 10 dage efter dommen. Den russiske anklagemyndighed appellerede dog rettens afgørelse, så dommen om prøveløsladelse blev omstødt.

Dennis Christensen har siden juni 2019 afsonet sin fængselsstraf i fængselskolonien i byen Lgov tæt ved grænsen til Ukraine. Dennis Christensen har i samarbejde med sine advokater klaget over sin sag til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Jehovas Vidner i Rusland regner ikke med, at der falder en afgørelse i sagen, før danskeren bliver løsladt. 56 medlemmer af Jehovas Vidner sidder i øjeblikket i fængsel i Rusland, mens 37 medlemmer sidder i husarrest. 503 medlemmer af Jehovas Vidner har været forfulgt af det russiske retsvæsen ifølge trossamfundet.

Magasinet DANES har forsøgt at få en kommentar til sagen om Dennis Christensen hos Ruslands ambassade i Danmark, men uden held.

”Det russiske fængselssystem er skabt til at knække dig –

– og til at fjerne din værdighed. Derfor oplever mange ofte uretfærdighed fra vagterne og fra fængselsadministrationens side.

Det er nemt at gå ned med flaget eller blive optændt af had. Jeg prøver at følge Bibelens ord om at overvinde det onde med det gode, og jeg prøver at bevare roen og huske, at dette kun er midlertidigt. Jeg fortryder intet. Jeg er blevet uretfærdigt behandlet og har nu siddet i fængsel i mere end fire år – for ingenting! De mennesker, der har anbragt mig her, burde skamme sig.

Alt er i meget dårlig stand herinde. Her er ingen ventilation og i sovesalen, i opbevaringsrummet og især på toilettet og baderummet er lofterne fyldt med skimmelsvamp. Jeg har gjort både fængselsdirektøren og den person, som håndterer menneskerettigheder i fængslet, opmærksom på dette, men uden resultat.

Da jeg sagde til fængselsdirektøren, at skimmelsvampen var farlig for vores helbred, sagde han blot, at det er farligt at være i fængsel. Så forstod jeg, at de er ligeglade med os.

Det er svært at finde venner i fængslet, da mange udgiver sig for at være en anden end den, de i virkeligheden er. Fængslets “regler” om, at man ikke må vise, at man er bange, at man ikke skal stole på nogen eller bede nogen om noget, er desværre sande. Jeg har dog fundet et par stykker, som jeg stoler på og holder af. Jeg prøver at støtte og hjælpe de andre i fængselskolonien, så godt jeg kan. Vi er alle i samme båd. Bare af forskellige årsager. Mange af dem har svært ved at være her og er blevet knækket af systemet. Systemet afretter ikke nogen mennesker, og skader mere end det gavner.

I øjeblikket er der stilstand i min sag.

Det er over et halvt år siden, at domstolen afviste min seneste ansøgning om at blive prøveløsladt og få min resterende straf erstattet med en bøde. Man kan ansøge om dette hvert halve år, og jeg overvejer, om jeg skal give det et nyt forsøg. Jeg har ikke givet op og overvejer mine næste juridiske træk. Jeg tror dog, at min mulighed for at blive prøveløsladt før tid ser sort ud.

Jeg er et positivt menneske, men jeg må også være realistisk. Min retssag om prøveløsladelse varede otte timer. De første fire timer var dommeren fuldstændig imod mig og afviste alle mine ansøgninger. Men de sidste fire timer vendte han om og forandrede sin mening, idet han erfarede, at administrationen havde jagtet mig uretfærdigt og prøvet at danne et andet billede af mig. Til sidst vandt jeg retssagen og var mildest talt i chok. I tre dage var jeg meget lykkelig. Jeg troede ikke, at anklageren ville appellere denne afgørelse, da han selv tidligere havde foreslået min prøveløsladelse.

Jeg fik en disciplinær straf –

– to dage senere og blev sendt 10 dage i strafcelle. Dette blev senere erklæret ulovligt af anklageren. (Dennis Christensen blev smidt i strafcelle for angiveligt at have været forkert påklædt under afsoningen og for at have gået med t­-shirt i stedet for i en fængselsjakke. Efter at Jehovas Vidner i Rus­land havde lagt sag an om dette forhold, erklærede den offentlige an­klager det ulovligt at placere danskeren i strafcelle på den omtalte baggrund, red).

En time efter, jeg var ankommet til strafcellen, fik jeg et officielt brev, hvori der stod, at den offentlige anklager havde anket sin egen afgørelse om min prøveløsladelse. Jeg ville derfor ikke blive fri om 10 dage. Nogen i systemet har sikkert bedt den offentlige anklager om at annullere beslutningen, og derefter har de givet fængslets administration besked om at give mig en disciplinær straf og smide mig i strafcelle. Når man har været i strafcelle, er det næsten umuligt at blive prøveløsladt, da man på papiret fremstår som et “dårligt eksempel.” Jeg kan godt lægge to og to sammen og forstå, at alt dette var en nøje udtænkt plan for at forhindre mig i at blive sat fri før tid.

Jeg var i kulkælderen –

– i nogle dage derefter. Mest på grund af deres nedrige plan. Siden da har administrationen jagtet mig og smidt mig i strafcelle igen to gange. Jeg har klaget over dette hver gang og vundet mine klagesager i første instans. Igen er disse straffe blevet erklæret ulovlige, men jeg mangler at vinde sagerne i anden instans, da fængslets administration har anket de seneste afgørelser.

Alting går meget langsomt, og mine advokater er enige med mig i, at det virker til, at domstolene bevidst trækker tiden ud. Jeg stopper ikke med at kæmpe for mine rettigheder, men det er svært, når der foregår uærligt spil.

Jeg har kontakt til den danske ambassade i Moskva.

De besøgte mig straks og siden regelmæssigt, da jeg sad varetægtsfængslet i Orjol, hvor de sørgede for, at mine rettigheder blev overholdt. De har også været til stede i de forskellige retssager. Her i fængselskolonien får jeg også jævnligt besøg af ansatte fra ambassaden, og de kæmper stadig for, at mine rettigheder bliver overholdt.

Ambassaden udgør en stor støtte for mig. Mit fængselsophold har ikke ændret på mit nationale tilhørsforhold. Jeg har altid følt mig dansk, selvom jeg nu har boet i Rusland i mange år. Min indstilling til Rusland som land har heller ikke ændret sig, selvom jeg mener, at den russiske stat opfører sig forkert over for mig og over for Jehovas Vidner. Jeg holder meget af Rusland og landets natur, kultur og mangfoldighed af folkeslag, og jeg har mange russiske venner.

Jeg kommunikerer hovedsageligt med omverdenen gennem breve.

Jeg modtager mange breve fra Jehovas Vidner over hele verden, som er bekymrede for min situation, men får også breve fra folk, som ikke er en del af Jehovas Vidner, men som er bekymrede over, at man i Rusland bliver forfulgt på grund af sin tro. Jeg har et mål om at skrive tre breve om dagen. Jeg keder mig ikke, og dyrker indimellem lidt sport og gymnastik med de andre herinde.

Jeg læser bøger, som min hustru Irina sender mig. Jeg har læst flere bind af Aleksandr Solsjenitsyns “Gulag-Øhavet”, men jeg har lagt dem fra mig, da det gør ondt at læse om alle de trængsler og skæbner fra tiden under Stalin. Dengang røg Jehovas Vidner også i fangelejr på grund af deres tro. Men jeg er netop blevet færdig med “Greven af Monte Cristo” af Alexandre Dumas. Nu kalder mine venner herinde mig for Dennis Monte Christensen, når de driller mig. Jeg læser også i Bibelen, som jeg har fået fra fængslets bibliotek.

Jeg har mange gode samtaler om Gud og Bibelen –

– med flere af de andre fanger. Jeg respekterer dog også andres mening og ret til at tro på det, de vil. Da jeg sad varetægtsfængslet, var der et par andre fanger, der reagerede negativt på grund af min tro, men jeg har ikke oplevet det siden. De fleste har svært ved at forstå, at jeg har fået seks års fængsel på grund af min tro.

Da jeg ankom til fængselslejren, sagde en af de garvede fanger til mig: Dennis, sådan som du levede ude i friheden, skal du også leve her. Dette råd følger jeg. Jeg er et af Jehovas Vidner med alt, hvad det indebærer, og jeg ser ingen grund til at ændre mig. Jeg sænker ikke mine principper eller moralnormer. Gud ser den uretfærdighed, som jeg og andre udsættes for, og når tiden er inde, skal han nok gribe ind. Gud giver mig en indre ro, som hjælper mig til at fjerne fokus fra alt det negative, som jeg har været udsat for i min sag. Jeg tror ikke, at jeg har den samme uro og nervøsitet, som mange af de andre herinde. Jeg er ikke nervøs for fremtiden og ser frem til den dag, hvor Guds løfte om paradis går i opfyldelse. Fængslet er desuden et godt sted at opdyrke kristne egenskaber såsom mod, udholdenhed og selvbeherskelse.

Jeg savner min hustru –

– og vores fælles liv. Jeg savner min familie i Danmark, og jeg savner at kunne gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg savner min frihed. Jeg må få tre besøg på fire timer, hvor samtalen foregår på telefon gennem en glasplade, og tre lange besøg om året. Jeg har dog lige haft besøg af min hustru. Før kunne jeg ringe til hende hver dag, men det er ikke muligt i barakken, så vi kommunikerer mest gennem breve. Irina er en stor støtte for mig. Det er ikke let for hende, men hun holder ud og holder humøret oppe. Min fængselsstraf har dog ikke skabt en kløft mellem os. Tværtimod. Vi er kun kommet tættere på hinanden. Vi er begge indstillet på, at vi nok skal klare os igennem.

Jeg har vænnet mig til de strenge forhold –

– herinde, og jeg har det godt. Administrationen har opnået det, de ville, så jeg oplever ikke et pres fra fængselsvagterne. Jeg finder glæde i min hverdag og føler mig lykkelig til tider. Vi er 12 personer i vores lille fængselsbarak. Vi står op hver dag klokken 6. Derefter bliver sovesalen låst af. Vi går i seng igen mellem klokken 21.30 og 22. Jeg er som regel godt træt og falder i søvn med det samme. Vi har adgang til brusebad tre gange om ugen. Vores spisekøkken bliver låst op på bestemte tidspunkter. Maden er okay, selvom ikke alt er velsmagende, men man kan vænne sig til meget.

To gange om måneden kan vi købe varer i fængslets butik. Der køber vi det, vi har brug for og lidt sødt til kaffen. I vores barak deler vi alt mellem os. Vi har en lille gård, som vi har adgang til en halv time hver dag. Herfra kan vi se himlen gennem tremmer i taget. Ellers ser vi intet andet end en mur. Jeg bestræber mig på at gå i gården hver dag for at få frisk luft. Vi bruger meget tid i vores lille tv-rum, hvor vi sidder på taburetter. TV’et er tændt på bestemte tidspunkter, men vi ser sjældent nyheder, da vi ikke selv vælger, hvilke kanaler vi vil se.

Mine venner opdaterer mig lidt på nyhedsfronten, når de skriver breve til mig. Jeg er bekymret for alle de mennesker, som er ramt af coronavirus, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved helt at forstå, hvad der foregår, da jeg lever i en lukket verden herinde. Min far er over 70 år og derfor i farezonen, og jeg har bedt fængslet om at få samtaler med ham og min søster for at høre om deres situation. Men det er blevet afslået, da pandemien åbenbart ikke er en tilstrækkelig vigtig årsag til telefonsamtaler.

Jeg formoder, at mine forespørgsler er blevet afslået, fordi –

– jeg har klaget over fængslets afgørelser i min sag. Det er ikke velset, at man kæmper for sine rettigheder herinde. Fængslet er vant til, at fangerne blot holder deres mund af frygt for de mulige konsekvenser, hvis de klager. Jeg har også klaget over min sag til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Desværre får jeg først deres vurdering at vide, efter min afsoning er forbi. Jeg er overbevist om, at de vil vurdere min sag uden snyd og bedrag som i Rusland og give mig medhold.”

Artikel oprindeligt bragt juli 2021 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.