Dansk familie på Svalbard: Foretrækker Arktis frem for Disney

Karina og Martin har boet i arktiske Grønland og Svalbard i over 20 år. Parret har fire børn og driver en virksomhed med 11 ansatte og 275 slædehunde. Den arktiske livsstil er en gave, som forældrene har valgt at give videre til deres børn. Men tag ikke fejl – familiens hverdag tæt på Nordpolen er i usædvanlig grad international.

Familie på Svalbard

Tekst: Theresa Nguyen
Fotos: www.greendog.no

Sæljagt, rensdyrjagt eller en tur med slædehundene. Det er de typiske udflugtsmuligheder for den danske familie på Svalbard. Storbysattraktioner er der ikke nødvendigvis noget galt i, men de er et bevidst fravalg, som Karina Bernlow og hendes mand, Martin Munck, traf for efterhånden mange år siden, da parret mødte hinanden i Østgrønland i år 2000.

”Den bygd, vi boede i, Scoresbysund (It­toqqortoormiit, red.), er den mest isolere­de bygd i den vestlige verden og et af de sidste fangstsamfund, der er tilbage. Men for os er det vigtigt, at ungerne ved, hvor tingene kommer fra. Det er en gave at kun­ne give sine børn – måske endda mere i dag end for 20 år siden,” fortæller Karina.

Saga og Styrk leger i Adventdalen.

Familien flyttede fra Grønland til Sval­bard i 2011, da de to ældste, Storm og Freja på nu henholdsvis 12 og 13 år, så småt skulle forberedes på at starte i skole.

Sidenhen er Styrk på 3 og Saga på 4 kom­met til.

”Vi har to sæt pseudotvillinger. Jeg plejer at sige, at have fire børn med så stor spredning med den samme mand nær­mest er et mirakel – det er jo lidt sjældent i dag,” siger Karina og griner i telefonen.

Væk fra Disneyland

Hun er hjemme på familiens gård i Bolter­dalen, ti kilometer fra Svalbards admini­strationscenter Longyearbyen. Hun dri­ver sammen med sin mand virksomheden Green Dog Svalbard med 275 slædehunde og 11 ansatte guider samt frivillige og lever primært af oplevelsesturisme og slædehundekørsel. Familien modtager omkring 10.000 gæster fra alle verdenshjørner på et normalt år.

”I vintersæsonen fra december til maj kører hundene på sne, og resten af året kører vi på vogne og udbyder vandreture,” fortæller Karina og uddyber, at livet på en hundekennel indebærer en hel del uforudsigelighed:

”Der er ikke to dage, der er ens. Vores dage er meget vejrafhængige. Vi kan op­leve at blive sneet inde med familien, ind­til nogen kommer og rydder. Jeg står typisk op klokken 6.30, og så kan dagen byde på alt, lige fra vi tager på jagt til, at en hund skal på dyrelægebesøg, eller vi får royalt besøg af dronningen af Norge til, at Jens Stoltenberg (tidligere norsk stats­minister og NATO’s generalsekretær siden 2014, red.) kigger forbi.”

Karina på sæljagt, mens hun var i 8. måned med datteren Saga.

Den travle hverdag på Green Dog Sval­bard er drømmetilværelsen for 43-­årige Karina og 49-­årige Martin. At de skulle blive boende i Arktis var ikke en beslut­ning, de behøvede at drøfte i detaljer, da de fandt sammen. Det lå ligesom i luften og føltes som det eneste rigtige, i og med ingen af dem havde lyst til at vende tilbage til et almindeligt samfund længere sydpå.

”Verden er blevet så fjern. Mange lever i en Disney­verden, hvor de sociale medier har gjort deres til, at ægteskaber ikke hol­der, og verden er blevet mere overfladisk – man swiper jo bare videre. Det er som om, vi alle har så travlt, at vi glemmer de vigtige værdier,” siger Karina og under­streger, at det godt kan lyde fordømmen­de, men at det i grove træk er hendes oplevelse af samfundsudviklingen i Dan­mark såvel som rundt omkring på kloden.

Selv lærte hun sin mand at kende igen­nem brevudvekslinger, da hun boede i en østgrønlandsk bygd, og han var ved Sirius­-patruljen, som holder til i Nordøst­grønland. I dag har hun stadig ”halvanden meter breve liggende fra Martin og er enormt glad for”, at de i sin tid lærte hinanden at kende på en mere gammel­dags facon.

Svalbard

Svalbard er en norsk øgruppe i Barentshavet på 62.700 km2 (heraf 36.500 km2 gletsjere). Longyearbyen, der er Svalbards admini­strationscenter med eget lokalstyre, ligger i fugleflugt cirka 1.300 kilometer fra Nord­polen. De største øer er Spitsbergen, Nordaustlandet, Edgeøya og Barentsøya. Ordet Svalbard kommer af islandsk ’den kolde kyst’.

Der har været kulminedrift siden 1899, og der er desuden fundet mineraler som bl.a. jern, bly, kobber, zink og asbest, men ingen af sidstnævnte har endnu vist sig økonomisk rentable at bryde. Øerne er et vigtigt knudepunkt i isbjørnenes vandring fra Grønlands østkyst til Franz Josefs Land, hvorfor bevæbning er påkrævet uden for bysamfundene. Flere af de tidligere minesamfund er blevet omskabt til internationale forskningscentre.

Den erhvervsmæssige aktivitet kom for alvor i gang, efter at Henry Hudson i 1607 var blevet opmærksom på hval­- og sælfangstmulighederne i Det Nordlige Ishav. Om sommeren flokkedes britiske, nederlandske, tyske, franske, danske og norske fangere på øerne, og i begyn­delsen af 1700-­tallet kom tillige overvintrende pelsjægere fra Rusland.

Området var muligvis kendt i Island allerede i 1100-­tallet. Det blev med sikkerhed opdaget i 1596 af hollænderen W. Barents, som kaldte det Spitsbergen. Svalbard blev snart centrum for hval­fangst iværksat af fangere fra mange nationer. Christian 4. forsøgte forgæves at hævde sin suverænitet, men øgruppen vedblev at være ingenmandsland. Hvalfangsten mistede efterhånden sin betydning og blev efter 1700 afløst af sælfangst.

Få masser af fordele som medlem

Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker

Medlemsfordele

  • Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
  • Rabat på bl.a. online danskundervisning, sommerskole og sagsbehandling
  • Eksklusive arrangementer og webinarer
  • Lokalt netværk med andre danskere i dit område
  • Kun 70,- pr. mdr. for hele familien

Kulminedriften fra ca. 1900 gjorde atter suverænitetsspørgsmålet aktuelt. Med Svalbardtraktaten af 1920 blev navnet Svalbard officielt fastslået, og Nor­ge fik tilkendt suveræniteten med virkning fra 1925. Stedet fik stor opmærksomhed i perioden 1896 til 1928 på grund af en række mere eller mindre vellykkede forsøg på at nå Nordpolen ad luftvejen (Andrée, Wellman, Amundsen og Nobile).

Området skulle dog være demilitari­seret, og signatarmagterne blev sikret ret til erhvervsvirksomhed på øerne. Efterhånden blev de udenlandske erhvervsinteresser dog købt ud bortset fra de sovjetiske (nu russiske).

Under 2. Verdenskrig blev flere af Sval­bards bosætninger stærkt beskadiget af tyske flådeangreb. Ved krigens afslutning forlangte Sovjetunionen ret til militær til­stedeværelse på øerne, men det blev afvist af Norge. Svalbards demilitariserede og neutrale status blev officielt ikke berørt af Norges tilslutning til NATO i 1949.

Kilde: Michael Bregnsbos og Rasmus Ole Rasmussens afsnit om Svalbard i Den Store Danske på lex.dk

Få indbyggere – mange nationaliteter

I Longyearbyen bor der omkring 2.400 indbyggere. De fleste er borgere fra stater, der har underskrevet Svalbardtraktaten, også kendt som Paristraktaten fra 1920, og som derved har fri adgang til bosættelse. Den eneste betingelse er, at man skal være selvforsørgende. I dag har over 40 lande underskrevet traktaten, og ifølge Karina er der omkring 50 nationaliteter repræsen­teret i byen.

”Her er meget internationalt, og jeg værdsætter virkelig mangfoldigheden. I børnehaven, hvor vores to yngste går, er der mindst 15 forskellige nationaliteter. Når vi holder forældremøde i børnehaven er der mad fra alle landene. Vi er mange forskellige nationaliteter, men vi er alle sammen svalbardianere. Det er et billede af veludført integration,” fortæller hun.

Familien Bernlow­-Muncks private ven­ner kommer både fra Thailand, Filippiner­ne og Australien. Men blandt de ansatte guider er mangfoldigheden endnu større, hvilket kan afspejles i børnenes udsyn og personligheder.

”Som forældre oplever vi, at vores børn vokser op og er ekstremt åbne og tole­rante. Og når man lever i et trygt samfund, hvor alle hjælper hinanden, får man også nogle harmoniske børn.”

Bagsiden af ”et trygt øsamfund” er dog, at verden udenfor godt kan virke lidt barsk, siger Karina.

”Umiddelbart lever vi ikke på den måde i et isoleret øsamfund på grund af vores velstand, der gør, at vi har det hele. Jeg har for eksempel 12 kilometer ind til en sushi­bar og biografen. Men når man er vant til det trygge samfund, så kan man godt op­leve verden som lidt hård, når man møder den udenfor det her kardemommebysam­fund. Og det prøver vi så at opveje ved at rejse rundt i Europa med børnene. Fordi det er vigtigt ikke kun at kende det sted, man kommer fra, men også at komme ud og se verden andre steder.”

Ungerne skal lære Danmark at kende

Familierejserne går ikke overraskende tre­-fire gange om året til Danmark, hvor de typisk har base hos Karinas mor i Nordjylland. Derfra tager de nogle ture til Sjælland, nærmere bestemt København og Rødovre, hvor Martin er vokset op.

Den internationale mangfoldighed har Karina nærmest fået med hjemmefra, i og med hun har en hollandsk svoger og to svigerinder fra henholdsvis Letland og Rumænien. Derudover mødte hendes forældre også hinanden i Grønland, og hendes far endte sidenhen med at blive boende. Det er netop grunden til, at Karina som 15­-årig rejste derop og i første omgang bosatte sig i et år, inden hun vend­te hjem til Viborg for at begynde i gym­nasiet.

”I min familie går mit grønlandske gen jo helt tilbage til 60’erne. Min mor rejste også ud og stiftede familie i Grønland, så hun synes, det er ret fedt, at ét af hendes børn har holdt forbindelsen til Arktis – til kulden,” fortæller Karina, der ser mange fordele i at have så international en stor­ familie.

”Det er utroligt berigende og spænden­de. Man bliver et enormt åbent og tolerant menneske af at lære fra og om andre kul­turer.”

De mangfoldige omgivelser vækker til gengæld også Karinas danske identitet, er det gået op for hende.

”Jeg er blevet mere dansk af at bo i ud­landet. I Grønland lærte jeg grønlandsk, og i Norge forsøger jeg at tale norsk. Men alligevel er jeg utroligt bevidst om, at ungerne skal lære dansk og lære Danmark at kende.”

Arktisk familieliv

Børnene selv opfatter sig også som dan­skere, selvom de endnu aldrig har boet i Danmark og delt en hverdag med deres danske familie. Gennem årene har Bernlow­-Munck­ familien i stedet fundet reserver og har derfor både en grønlandsk familie og en svalbarsk familie i tillæg til den danske.

”Det er nok en ting, som mange ud­landsdanskere kan genkende: man finder nogle mennesker, man knytter sig til. For eksempel er Jason, en australier, som har boet på Svalbard i mange år, blevet børnenes onkel. Forleden dag ringede en af børnene hjem og sagde, ’jeg kommer altså senere hjem fra skole i dag, jeg skal lige ud og spise sushi med Jason’ – og det er jo bare dejligt.”

Sønnen Storm på vej på tur.

Fremtidsudsigterne for familien er ind­ til videre ikke skrevet i sten, men børnene er forberedte på, at deres videreuddannel­se en dag skal foregå enten i Fast­lands-­Norge eller i Danmark. For Karina og Martin hedder endestationen højst sandsynligt Danmark med adgang til en hytte et sted i Arktis.

”På et tidspunkt – måske når vi bliver ældre – vender vi tilbage til Danmark. Fordi på Svalbard er det vigtigt, at du kan klare dig selv. Norge er ikke interesseret i at have pensionister heroppe.”

Selvom der ingen ældre mennesker er at møde på Svalbard, var og er flere af Karinas bedste venner i Grønland senior­borgere.

”Jeg har mange venner, som er ældre end jeg selv. I Grønland var min bedste ven en 70 år gammel mand, da jeg selv var 25. Det er bare Arktis, der binder os sammen. Og med de arktiske egne er det: enten kan du leve der, eller også kan du ikke,” konstaterer moren til fire og forklarer kortfattet, hvad det er, der i alle årene har tryllebundet hende til det arktiske liv.

”Det går lige i hjertet på dig: lyset, natu­ren, at bo så isoleret, at man kommer hinanden ved på en helt anden måde.”

Artikel oprindeligt bragt december 2021 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.