Dansk hjerne, irsk hjerte

TEKST: THERESA NGUYEN, FREELANCEJOURNALIST
FOTO: RASMUS URSIN KNUDSEN

“Jeg har altid været forelsket i København. Men København har ikke altid været forelsket i mig,” siger Billy O’Shea muntert fra sin lænestol, der er placeret to skridt fra hans vante arbejdsplads – spisebordet.

En bærbar computerskærm står åben, som om den altid melder klar, hvad enten Billy O’Shea arbejder med en oversættelse eller skriver videre på en af sine historier. Familiehjemmet er tæt fyldt med møbler og ting, der vidner om en tryg base bygget op over tid. Helt nøjagtig har Billy O’Shea sammen med sin hustru, Charlotte O’Shea, og parrets tre børn boet i Østerbro-lejligheden siden 1998.

Men et tag over hovedet har ikke altid været en selvfølge for den 65-årige Billy O’Shea, der en kold januardag for snart 42 år siden ankom til København.

Jeg har boet i smukke byer – plukket vindruer i Frankrig og været havnearbejder i Amsterdam – men København passer til mig på en helt særlig måde.

“Her vil jeg gerne blive”

”Man kommer ud for lidt af hvert selvfølgelig. Især i de første år hvor jeg bevægede mig ud i det der Wild West-miljø med værtshuse og musikere. Da jeg var hjemløs… dét var ikke nemt. Jeg prøvede at komme ud på Christiania. Jeg tænkte: ’Hippie-byen har sikkert plads – et sted, hvor jeg kan overnatte’. Men nej…” erindrer han og ler med en dyb, rolig latter.

”Jeg kan huske, at jeg gik rundt – det var helt H.C. Andersen-agtigt at gå ude i sneen og fryse og kigge ind ad folks vinduer. Dét var hårdt, og jeg vidste jo ikke, hvor lang tid det ville vare. Men nu var jeg så heldig, at jeg var ung og stærk og kunne spille et instrument. Men jeg kan ikke helt forklare, hvorfor jeg elsker København. Det gør jeg bare. Jeg har boet i smukke byer – plukket vindruer i Frankrig og været havnearbejder i Amsterdam – men København passer til mig på en helt særlig måde. Lige fra første færd tænkte jeg: ’Det her er et sted, hvor jeg passer ind – her vil jeg gerne blive, hvis jeg kan’.”

Selvom Billy O’Shea efterhånden har levet det meste af sit liv i Danmark og betegner sin hjerne som ”københavnsk”, er hans hjerte og det dybeste af ham stadig irsk. Det afholder ham dog ikke fra at bedømme sine tidligere landsmænd på kontant vis.

Danskere er gode til mange ting – de ved det bare ikke.

”Irerne er rigtig gode til to ting – musik og litteratur. Og det er ikke kun eliten! Det gælder alle irere helt ned til ganske almindelige bønder og arbejderklassen, som går rigtig meget op i musik, digte og talestykker. De er ikke særlig dygtige til ret mange andre ting. Danskerne er langt bedre til at organisere sig og at være punktlige. Danskere er gode til mange ting – de ved det bare ikke. I Irland er det et kaos nogle gange, og bureaukratiet er til at tude over,” siger han og mindes, hvor chokeret han til gengæld var over de manglende badeværelser i 80’ernes københavner-lejligheder – for det havde de trods alt haft længe i Irland.

Det ærligste folkefærd

Billy O’Sheas kærlighed til København er i høj grad en inspirationskilde til hans litteratur. Som fuldtidsmusiker i næsten 20 år har han besøgt mange steder i det ganske land. Karrieren begyndte, da han lige var ankommet og ikke vidste, om det var lovligt at spille på gaden. Så gik han ned i Lades Kælder, hvor der sad en masse irske gæster og spillede på sin guitar. Det blev modtaget med så stor begejstring, at han blev bedt om at komme igen. Som ugerne gik, dannede der sig en kø foran baren, og senere blev der bygget en scene. Nogle husker måske Lades Kælder lige ved Strøget i København for sin livemusik. Et koncept, der siden spredte sig til andre byer i hele landet.

Generelt er Danmark blevet kedeligt og er gledet tilbage på nogenlunde samme niveau som Polen og Ungarn, hvad angår den sociale lovgivning.

”Det er vist til dels min skyld, at man nu ikke kan komme på en bar uden at blive forstyrret af en tosse med en guitar,” siger Billy O’Shea med et glimt i øjet.

De mange optrædener rundt omkring har givet Billy O’Shea et stærkt indtryk af, at der er en stor kulturel kløft mellem København og provinsen, og at mentaliteten hos mange danskere angående indvandrere – særligt de muslimske af slagsen – har forandret sig hastigt i løbet af de sidste to årtier.

”Generelt er Danmark blevet kedeligt og er gledet tilbage på nogenlunde samme niveau som Polen og Ungarn, hvad angår den sociale lovgivning. Det er så meget omvendt af dét Danmark, der var, da jeg kom hertil. Dengang var Danmark virkelig avanceret og foran alle de andre europæiske lande i forhold til lovgivning om for eksempel prævention og skilsmisse – i modsætning til Irland. Racisme var så udansk og ukendt. København var engang en by, som sorte jazzmusikere flokkedes til. Det er derfor, at jazz er blevet så stort her.”

Billy O’Shea giver ikke meget for de politikere, som siger, at en bestemt religion eller visse religiøse grupper udgør en særlig samfundstrussel. Han mener derimod, at marginaliserede mennesker altid vil være mere kriminelle.

Danskerne er det ærligste folkefærd, der findes.

”I Irland har de kæmpe problemer med bander, vold, mord og røverier – også på gaden. Det sker dagligt i Dublin og i Limerick. Hver dag er der overskrifter. De har også mange muslimske indvandrere, men de har ikke noget som helst problem med dem. Du hører aldrig nogensinde om en muslimsk bande i Irland – de findes ikke! Alle deres bander er irere – etniske irere. Irland har mere end rigeligt problemer med kriminalitet, men ikke med indvandrere, så spørgsmålet er: hvad er forskellen.”

På ét punkt har danskerne dog ikke ændret sig igennem fire årtier, vurderer Billy O’Shea:

”Danskerne er det ærligste folkefærd, der findes. I alle mine 20 år som selvstændig oversætter, har jeg altid fået mine betalinger til tiden. Jeg har tre gange mistet min pung, og tre gange har jeg fået den tilbage.”

Jeg tog min guitar og min jakke på og var på vej ud ad døren en dag, og så stod min datter ude i gangen og sagde: ’Far går hjem nu’. Der gik det op for mig, at hun ikke vidste, at jeg boede der, fordi jeg altid var på vej ud ad døren.

Guldmedaljen

Omkring årtusindeskiftet lagde Billy O’Shea musikerlivet endegyldigt på hylden efter en oplevelse med sin ældste datter, Catriona, der på det tidspunkt var omkring fire år.

”Jeg tog min guitar og min jakke på og var på vej ud ad døren en dag, og så stod min datter ude i gangen og sagde: ’Far går hjem nu’. Der gik det op for mig, at hun ikke vidste, at jeg boede der, fordi jeg altid var på vej ud ad døren. Hver aften, når hun var på vej i seng, tog jeg jo ud for at spille på værtshuse rundt omkring i byen. Og dér tænkte jeg: ’Nu stopper det, nu finder jeg på noget andet at lave’.”

Året 2000 bærer desuden på en meget betydningsfuld begivenhed for Billy O’Shea. Da modtog han nemlig en guldmedalje fra Københavns Universitet for sin afhandling om oversættelsesteori. Prisuddelingsceremonien indebar et håndtryk med Dronningen, og det var særdeles prestigefyldt for blandt andre hans svigerfamilie, siger Billy O’Shea, som først derfra blev accepteret i familien.

”Prisen betyder rigtig meget for mig. Den er faktisk det, jeg er mest stolt af gennem hele mit liv,” siger han i en afdæmpet tone, mens han holder guldmedaljen i sine hænder.

”Det er sjovt, at jeg skulle opleve både den største ære i Danmark og den største vanære i forbindelse med et håndtryk,” tilføjer han så klukkende.

Derfor sagde jeg, da det blev min tur: ’Borgmester, jeg vil meget gerne give dig hånd, men jeg gør det ikke under tvang.’

Med ’vanære’ refererer Billy O’Shea til en statsborgerskabsceremoni på Københavns Rådhus, som han deltog i tidligere i år efter at have bestået sin indfødsretsprøve. Her nægtede han at give hånd til den daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard i protest mod den såkaldte håndtrykslov, der kræver, at man giver hånd til borgmesteren ved ceremonien, før man kan blive dansk statsborger. Hændelsen blev dækket af bl.a. Danmarks Radio.

”Jeg er ikke religiøs, jeg bryder mig ikke om social kontrol, og jeg har ikke noget som helst imod håndtryk, men jeg synes bare, at det skal være frivilligt. Derfor sagde jeg, da det blev min tur: ’Borgmester, jeg vil meget gerne give dig hånd, men jeg gør det ikke under tvang. Tvangshilsen er efter min mening udansk, udemokratisk og på kant med grundloven’.”

Med de ord gik Billy O’Shea tilbage til sin plads, mens borgmesteren råbte ud i salen: ”Han har ikke givet hånd!”. Dermed fik protest-ireren altså ikke tildelt et dansk statsborgerskab – konsekvensen af en beslutning han på ingen måde fortryder.

To mønsterbrydere

Behovet for at demonstrere mod diskrimination og undertrykkelse har altid eksisteret i Billy O’Shea. Det skinner igennem i hans fortællinger om en ungdom i det fattige Irland, hvor han som den eneste på universitetet, Trinity College Dublin, ikke tilhørte overklassen. Derfor mødte han på en måde en åndsfælle i sin hustru, da de to fandt sammen i 1984.

”Vi havde dét til fælles, at vi begge to var fra rimelig fattige kår. Charlotte er født i Brøndbyøster på syvende etage i et af de der højhuse som barn af en ugift, enlig mor. Så hun har ikke haft det alt for nemt. Oveni det er hun ordblind, så det har været noget af en kamp for hende at læse til biokemiker. Og nu er hun ph.d. og har en postdoc-stilling på universitetet.”

De to sociale mønsterbrydere er lykkeligt gift den dag i dag. Sammen turnerer de og deres søn, Christopher, rundt til bogmesser og lignende for at promovere Billy O’Sheas bøger, der alle drager inspiration fra forfatterens elskede København. Christopher står i øvrigt bag udviklingen af en virtuel reality-oplevelse i bøgernes univers.

I begyndelsen af november 2022 udkommer Billy O’Sheas fjerde bog for første gang på dansk. Receptionen bliver afholdt i BogForum – den største årlige bogmesse og begivenhed for litteraturverdenen i Danmark. Alligevel er det guldmedaljen, som den irske københavner vender tilbage til, når han skal fortælle om sin største bedrift.

”Fordi det var sådan en kamp. Fra at være hjemløs og så ende med at få guldmedaljen fra universitetet. Det var virkelig et eventyr på sin vis – og det var ikke nemt på noget tidspunkt. Det var en rigtig kamp hele vejen op. For os begge to. Det var lidt os mod verden,” siger han og griner længe.

Bøger af Billy O’Shea
The Other Mermaid (dansk udgave: Den Anden Havfrue) og triologien Kingdom Of ClockworkI, It’s Only A Clockwork Moon samt A Clockwork CarolI.

Yderligere informationer kan findes på www.blackswan.dk.