Den første danske indbygger i Kenya

Tekst: Øivind Holtermann, Redaktør – Danes Worldwide
Fotos: Lars R. Therkelsen

Peter Aarup mønstrede i 1889 et skib i Hamborg med kurs mod Kapstaden i den tids Sydafrika. Han rejste ud for at søge efter diamanter med formålet at komme hjem igen, rig på mønt såvel som eventyr, til den kvinde, hvis datter han var far til. Men sådan skulle det ikke gå. Kvinden døde, og datteren blev overladt til skæbnen i Danmark – og han til skæbnen i Afrika.

Peter Aarup fandt ingen diamanter, men til gengæld skabte den tilrejsende hurtigt en indbringende forretning med køb og salg af etnografiske kunstgenstande. I oktober 1899, lige inden boerkrigen brød ud, valgte den driftige dansker at forlade Sydafrika. Via havnebyen Maputo i Mozambique ankom han til Zanzibar, og efter et par måneders ophold her valgte han sammen med to indfødte, han havde ”fået” som hjælpere, at rejse videre til Mombasa i det sydøstligste hjørne af den tids Kenya.

Naivasha i det centrale Kenya blev det første sted, hvor Peter Aarup for alvor igen etablerede sig. Undervejs i den lange togrejse til Naivasha var han faldet i god snak med en Ronald Preston, der var ansvarlig for nedlægning af togskinner hele vejen fra Mombasa til Kisumu. Mødet mellem de to blev begyndelsen til et mangeårigt venskab.

Da de steg af toget i Naivasha, fik Peter Aarup hjælp af Ronald Preston til at fremskaffe telte og til at etablere sig tæt ved bredden til Naivashasøen, der vrimlede med flodheste. Peter Aarup, der havde gode fiskeerfaringer fra sin opvækst ved Kolding Fjord, begyndte hurtigt efter at bygge en mindre båd, så han kunne sejle ud på søen og skyde flodheste. Han samarbejdede med de indfødte, der trak de døde flodheste ind på land.

Af skindet fra flodhestene lavede Peter Aarup ridepiske. Og inden længe havde danskeren skabt et omfattende salg af ridepiske til bl.a. kunder i Sydafrika.

Ridepiskene blev startskuddet til en epoke på mere end 20 år, der gjorde Peter Aarup kendt vidt om som en usædvanlig iværksætter og pionér inden for mange og vidt forskellige områder.

Det var ved Naivashasøen, at Peter Aarup – nu i fuld gang med at bygge både for andre – blev kendt for Naivasha­båden. Men selvom det gik rigtig godt for den entreprenante dansker, søgte han også denne gang nye udfordringer. Han vendte tilbage til Mombasa, hvor han nu etablerede endnu et bådebyggeri, der bl.a. byggede to lystyachter for sultanen på Zanzibar. Klimaet i Mombasa var imidlertid ikke godt for danskerens helbred. Derfor vendte han tilbage til Naivasha, der ligger i knap 2.000 meters højde og derfor har et behageligt klima, som minder om den danske sommer. Der etablerede han værksteder, hvor farmere kunne få repareret deres landbrugsredskaber, og Peter Aarup begyndte på dette tidspunkt også at arrangere jagtture efter flodheste – bl.a. en længere tur ud på Naivashasøen for den afgåede amerikanske præsident Theodore Roosevelt og dennes følge.

Peter Aarups helt store pionérgerning blev hans udvikling af en ny type fiskenet kaldet gill­nettet. Avisen Times i London betegnede senere danskerens innovative sindelag således:

Han forandrede for altid det, der havde været gældende i tusinder af år.

Peter Aarup havde kort fortalt stor succes, men livet prægede ham også hårdt. Der var op og nedture, dramatik og tragedier, længsel og dårlig samvittighed. Peter Aarup var i perioder alvorlig syg med et voldsomt svækket syn, og han mistede efterhånden alt hvad han havde bygget op. Han boede hos venner rundt omkring, men kunne ikke klare den omsorg, han mødte. Han kæmpede for at opretholde en vis værdighed, og vise hvad han kunne. Han ville heller ikke hjem til Danmark, for blot at udstille sin elendighed. Han ville dø i Kenya, og dét gjorde han – på Karen Blixens farm. Overtegnede kan varmt anbefale forfatteren Lars R. Therkelsens genfortælling af en usædvanlig danskers virke i Afrika. Bogen Gamle Knudsen og hans datter byder ud over en fascinerende beretning om Peter Aarups livsforløb på en meget lærerig og velunderbygget rundtur i bl.a. den tids kommunikationsveje, infrastruktur og geopolitik i Afrika såvel som Danmark.

Lars R. Terkelsen

Forfatteren er uddannet økonom og født og opvokset i Aabenraa. Han har haft ledende stillinger i større danske virksomheder, men forlod i 2015 arbejdsmarkedet for at koncentrere sig om at finde den fulde historie om sin oldefar Peter Aarup, der var inspiration bag figuren ‘Gamle Knudsen’ i Karen Blixens berømte bog Den afrikanske farm.

Lars R. Therkelsen var kommet i besiddelse af en række breve fra sin oldefar – blandt dem et af Karen Blixen. Brevene satte gang i et omfattende felt- og researcharbejde i Danmark og Kenya i en række private og offentlige arkiver, der danner grundlaget for denne genfortælling af historien om Peter Aarup – der siden blev udødeliggjort i romanfiguren Gamle Knudsen i Karen Blixens Den afrikanske farm.

Tre uddrag fra bogen, Gamle Knudsen og hans datter, Lars R. Therkelsen:

Ud af Sydafrika

I begyndelsen af oktober 1899 befandt Peter sig i Johannesburg i Transvaal, hvor han fortsatte med at handle med de indfødtes etnografiske kunstgenstande. Peter havde evnen til at begå sig i et sammensurium af spændinger og konflikter mellem de indfødte, boere og englændere, hvilket krævede en hårfin balancegang, for at parterne kunne forstå og respektere hans neutralitet. Dette gjaldt specielt i relation til zuluerne, der dog var lige så interesseret i at sælge deres kunst, som Peter var i at købe.

Det politiske spil om Transvaal interesserede ikke Peter. Alle parter var i hans øjne store skurke. Boerne undertrykte de hvide fremmede, og hvis det stod til boerne skulle slaveriet genindføres. Englænderne, med Cecil Rhodes i spidsen, tænkte kun på magt, guld og diamanter, som de for enhver pris ønskede at tilrane sig. Boerne og englænderne havde endvidere det til fælles, at de behandlede de indfødte meget dårligt. Zuluerne holdt sig heller ikke tilbage med tilfældige drab på både boere og englændere.

Det var, mens Peter stadig havde sin postadresse i Kimberley, at han havde fået det længe ventede brev fra sin far om, at Anna Elisabeth, hans datter hjemme i Danmark, var kommet i pleje hos hans forældre i Agtrup, og at hun efterfølgende havde fået tilladelsen til at bære efternavnet Aarup. Til Peters store overraskelse boede de nu på fattiggården i Sdr. Bjert, hvor hans far var bestyrer.

Peter havde på det tidspunkt igen haft en god fortjeneste, og han havde som lovet sendt nogle penge til sin far. Beløbet, mente Peter, var tilstrækkelig til at dække udgifterne ved at have Anna Elisabeth i pleje, indtil hun var færdig med skolen.

Det havde virkelig været en stor lettelse for ham at vide, at hans datter ikke længere opholdt sig på et børnehjem, og at hun nu boede hos hans far og stedmor, som skulle opdrage hende. Han havde gjort det rigtige.

Brevet havde givet ham et stort mentalt og fysisk overskud. Han kunne med god samvittighed fortsætte med sine aktiviteter i Sydafrika. Han havde haft succes, havde undgået alvorlige sygdomme, og han havde hørt, at mange af de kunstgenstande han tidligere havde solgt, nu kunne ses i kunstfuldt belyste montrer flere steder i verden. Hvordan han havde handlet, og hvad han havde betalt, var stadig noget, han holdt for sig selv, ligesom han aldrig talte om voldsomme og barske oplevelser med både vilde dyr og mennesker.

Udover handelen med etnografisk kunst, havde Peter også været guide på safari- og jagtture i områderne nord for Johannesburg. Der var tale om ture for europæere. De var arrangeret af en repræsentant for et selskab, og det var denne repræsentant, Peter skulle mødes med i Johannesburg for at aftale og tilrettelægge nye safari- og jagtture, og han skulle også mødes med nogle mænd fra Amerika vedrørende salg af de indfødtes kunstgenstande.

Under sit ophold i Johannesburg kunne Peter mærke, at der var optræk til en ny stor konflikt med englænderne. Transvaal havde netop indgået en forsvarsaftale med Oranjefristaten, den anden store boerrepublik. Folk talte om store forsyninger af krigsmateriel, der blev sendt med jernbanen til Transvaal fra Maputo, som dengang hed Lourenco Marque. Den var havneby og hovedstad i den portugisiske koloni Mozambique. Der gik endvidere rygter om, at englænderne var i gang med at sende tropper til Transvaals grænser.

Peter havde under sit ophold i Johannesburg mødt flere danskere, svenskere og nordmænd, der var med i dannelsen af et skandinavisk regiment, der skulle kæmpe på boernes side. Som dansker frygtede Peter, at dette kunne medføre, at han ville blive opfattet som venligsindet eller ligefrem sympatisør med boerne, hvilket kunne få skæbnesvangre konsekvenser for ham, hvis han på et tidspunkt skulle støde ind i eller omgås englændere. På den anden side kunne det måske også blive risikabelt for ham, hvis han ikke over for boerne viste sin sympati og aktivt deltog i kampe mod englænderne.

Peter havde oplevet så meget i Sydafrika, og han var godt klar over, at en krig ville medføre en voldsom brutalitet fra begge sider, og man skånede hverken soldater eller civile. Peter var begyndt at tvivle på, om han stadig kunne balancere neutralt mellem parterne.

Boernes leder, Paul Kruger, der i 1883 var blevet valgt som præsident for Transvaal, opfordrede den 9. oktober 1899 englænderne til at trække deres tropper væk fra grænserne til Transvaal, og da englænderne ikke ville efterkomme dette, var krigen efterhånden uundgåelig.

Peter ville nu ud af Sydafrika. Han fik i en fart pakket de ejendele, han kunne tage med sig, ned i to store kufferter og en rejsekiste, og med hjælp fra nogle indfødte, fik han bagagen transporteret til jernbanestationen, hvorfra han tog med toget til Maputo.

Ligesom efter ankomsten til Kapstaden ti år tidligere kørte han afsted i et overfyldt tog, men nu ud af Sydafrika. Hans vagtsomme øjne hvilede på bagagen, som ud over beklædningsgenstande indeholdt praktiske ting som service, støvler, nogle tæpper, et gevær, personlige småting samt enkelte kunstgenstande, som han endnu ikke havde solgt. Derudover havde han en skuldertaske, som han holdt tæt ind til kroppen.

Der var tale om en togtur på 550 km, hvor Peter ved flere krydsninger havde set modgående tog med krigsmateriel til boerne. Meget betegnende for situationen, blev himlen på turen pludselig meget mørk af regntunge skyer. Det mindede Peter om en utrolig stor græshoppesværm, han havde oplevet, og som i en halv time fuldstændig havde formørket solen.

Den 12. oktober 1899 befandt Peter sig i Maputo. Samme dag gik boerne til angreb på englænderne, og det blev starten på den anden boerkrig.

Det var nu ti år siden Peter tog afsked med Anna Elisabeth og hendes mor for at rejse væk fra Danmark til Sydafrika, et fremmed land, der skulle berige ham, så han kunne komme velhavende hjem igen.

Men han havde ikke forestillet sig, at der skulle gå ti år i Sydafrika, før han besluttede at forlade landet igen. Selvom det ikke blev diamanter han fandt, blev han dog beriget med eventyrlige og dramatiske oplevelser, og han opnåede alligevel at få en rigtig god fortjeneste. Var der ikke udbrudt krig, ville han gerne være blevet i landet.

Ukendt land

Peter var den første dansker, der slog sig ned i Kenya i det tidligere Britisk Østafrika. Lige efter nytår 1900 ankom han til havnebyen, Mombasa, sammen med to indfødte, som skulle følge med ham som hjælpere til det sted, hvortil anlæggelsen af skinner på jernbanelinjen til Kisumu var nået. På dette sted ville Peter slå sig ned og skaffe sig et levebrød.

Peter var sikker på, at han ville fortryde det, hvis han i stedet for var taget til Danmark. Han følte godt nok en vis forpligtelse over for Anna Elisabeth, men den havde hans far og stedmor reelt overtaget, hvilket han var godt tilfreds med. Han var sikker på, at Anna Elisabeth også var tilfreds, og at hun ville påskønne det, når hun blev voksen. Han havde truffet det rigtige valg. For at vise sin kærlighed til Anna Elisabeth, havde Peter sammen med et brev til sin far sendt et askebæger af guld formet som en løvefod. Det var en gave til Anna Elisabeth. Den var tiltænkt hende på hendes konfirmationsdag et år eller to senere.

I brevet til sin far havde han fortalt om turen ud af Sydafrika og at han ville tage til Naivasha sammen med to indfødte, som han havde fået på Zanzibar. Den ene hed Mohamed, og den anden hed Abdullah. De havde begge indtil nu været loyale over for ham, og de havde allerede vist hvilken uvurderlig hjælp, de kunne blive for ham. Peter skrev ikke noget om, hvordan han havde fået de to indfødte.

Siden Peter forlod Zanzibar, havde Mohamed og Abdullah taget sig af bagagen, men ikke skuldertasken, som han aldrig gav fra sig. Den indeholdt vigtige dokumenter, penge, guldmønter og guldsmykker, dog lettet for et askebæger af guld.

Toget satte nu meget langsomt i gang fra jernbanestationen i Mombasa. Ud over passagervogne havde toget en række lukkede godsvogne samt flere åbne, der så ud til at være lastet med maskiner og udstyr. Passagervognene var hvidmalede med en sort eller mørk farve mellem vinduerne. For enden af togvognen var der en lille balkon, som man skulle stige op på for at komme ind.

Peter havde sørget for mad og vand til Mohamed og Abdullah, som var anbragt i vognen for tredjeklasses passagerer. Peter selv sad på første klasse. I den ende af togvognen, hvor han befandt sig, var der tre medrejsende englændere, der alle arbejdede ved jernbanen. Vognens to polstrede bænke var arrangeret sådan, at man sad med ryggen til vinduerne og med front mod dem, der sad overfor, og man kunne ikke undgå at komme i snak med hinanden. Om natten kunne man slå en polstret køje ned, som hang over bænken, således at alle fire passagerer kunne ligge ned.

Peter og den ene af passagererne, der hed Ronald Preston, var hurtigt kommet i snak med hinanden. Ronald Preston var ingeniør og havde ansvaret for nedlægning af skinner hele vejen fra Mombasa til Kisumu. Han skulle ligesom Peter helt til Naivasha, hvortil arbejdet med skinnerne var nået. De to andre englændere skulle til Nairobi.

Toget kørte længere og længere ind i landet, gennem skove, jungle, åbent land, over kløfter og floder, mens landet gradvist steg fra kystområdet op mod de frugtbare højlandsområder.

Toget var blevet et betydningsfuldt transportmiddel. Det skulle bane vej for den indvandring af englændere og andre europæere, man håbede på, ligesom det var sket i Sydafrika, der på mange måder var et forbillede for englændernes kolonisering af Østafrika.

Dødeligheden blandt arbejderne ved jernbanen var meget høj. Det var hårdt arbejde under vanskelige forhold. Løver, der overfaldt arbejderne, var ikke ualmindeligt. Arbejderne måtte også kæmpe mod alverdens kryb og dyr, lige fra skorpioner til næsehorn og elefanter, samt en ofte håbløs kamp mod sygdomme på grund af mangelfuld medicin og ligeså mangelfuld lægebehandling. Malaria og sort feber var den hyppigste dødsårsag, men det, man talte mest om, var to store hanløver, der havde dræbt over hundrede arbejdere, mens anlægget af jernbanen gik gennem Tsavoregionen. Mange var også blevet dræbt i sammenstød med indfødte, som var modstandere af jernbanen.

Toget var kørt gennem Tsavoregionen og over Tsavofloden, da det ankom til Nairobi. Efter at have tilbagelagt godt 500 km konstant stigende fra 0 meter til 1.600 meter over havets overflade, var temperaturen blevet mere behagelig med kølige nætter, der holdt malariamyg og andre smittebærende insekter væk. Nairobi var anlagt som en stor forsyningsstation, hvor man opbevarede skinner, sveller og andet materiel, der skulle bruges til anlægget af jernbanen, og hvorfra der også sendtes rent vand og mad ud til arbejderne.

Forsyningsstationen og etableringen af jernbanen skabte liv i Nairobi, og det havde medført, at den britiske, koloniale administration netop var flyttet til Nairobi fra den nærliggende by, Machakos, hvortil der ikke gik nogen jernbane. De stigende aktiviteter havde også medført, at handelsfolk af forskellige nationaliteter var begyndt at slå sig ned i Nairobi, og man kunne fornemme, at Nairobi var et sted, der hurtigt kunne udvikle sig til en større by. Jernbanens administration, der tidligere lå i Mombasa, var ligeledes flyttet til Nairobi. Der arbejdede de to englændere, som Peter og Ronald Preston havde fulgtes med i toget.

Efter et længere ophold kørte toget videre. Peter var nu alene sammen med Ronald Preston. De snakkede rigtig godt sammen, og de nød hinandens selskab. Da toget efter et stykke tid kørte over Kedongfloden på en nyanlagt bro, fik Peter historien om en massakre på arbejdere ved jernbanen. Bevæbnet med spyd havde masaier dræbt mere end 600, fordi der var nogle, der havde stjålet mælk fra masaierne og voldtaget to masaipiger. Masaierne var et stolt folk, og det var vigtigt at respektere og forstå dem, hvis man ville omgås dem på en fredelig måde. Det havde allerede nu vist sig at være en udfordring med den begyndende kolonisering.

Da de steg af toget i Naivasha, havde de aftalt at mødes igen, og Ronald Preston, der havde lovet at hjælpe Peter med etableringen i Naivasha, fik efter ankomsten fremskaffet nogle telte, som Peter med hjælp fra Mohamed og Abdullah slog op ved den nærliggende Naivasha sø, ikke langt fra den nybyggede jernbanestation.

Peter stod uden for sit telt og betragtede Naivashasøen og de smukke omgivelser i den nedgående sol. Stilheden, krydret med naturens mange lyde og lyden fra et knitrende bål, satte ham i en stemning med blandede følelser. Hvad vil fremtiden kunne bringe?

Han tænkte på det, han havde hørt på turen fra Mombasa. De mange blodige konflikter med indfødte, overfald fra vilde dyr, sygdomme og englændernes plan om at jage de indfødte ind i reservater væk fra de gode jorder, som skulle gives til de europæere, der ville slå sig ned som farmere, og som man allerede var begyndt at kalde The White Highlanders. Det var blevet køligt. Tusmørket havde for længst lagt sig. Han følte sig pludselig lille, ydmyg og sårbar, men efter en nats søvn ville det atter blive dag. Han havde hørt, at søen var fuld af flodheste.

Den store pionergerning

Rundt omkring Victoriasøen havde indfødte gennem mange generationer dyrket forskellige afgrøder og opdrættet husdyr, og mange havde suppleret det med fiskeri. Fangstredskaberne var imidlertid på et primitivt og teknologisk lavt niveau og bestod af spyd med kroge, håndholdte net i form af store kurve eller fælder af flere forskellige slags. Nogle fiskede ved at vade ud i vandet, og andre vovede sig lidt længere ud på søen i kanoer lavet af udhulede træstammer, sammenflettede siv og papyrusstilke, eller på tømmerflåder, der bestod af sammenbundne træstammer.

Søen vrimlede med fisk af mange forskellige arter, men de indfødtes fangstredskaber og fangstmetoder begrænsede fangsten, som kun kom dem til gode, der boede tættest ved søen.

Fiskeri var efterhånden blevet et område, der havde fået Peters store interesse, og som optog mere og mere af hans tid og tankevirksomhed. Med en stærk vilje og hans efterhånden kendte vikingetemperament havde han efter mange vanskeligheder fundet frem til de typer fiskenet, der egnede sig bedst til fiskeri i ferskvandssøer.

Først havde han forsøgt sig med garn fra Danmark, men de duede ikke til ferskvand i troperne, og garnet var ikke stærkt nok. Så blev garnet ændret og forstærket, men fiskene ville stadig ikke gå i nettet, hvilket ifølge Peter skyldtes, at garnets kulør ikke var den rigtige. Med fortsat udholdenhed forsøgte han sig med primitive redskaber, forskellige farver, og til sidst lykkedes det ham også at finde den rette facon og maskestørrelse. Fiskenettene blev anvendt i Victoriasøen, verdens næststørste ferskvandssø, og da de blev introduceret, blev det betragtet som den største fundamentale, teknologiske forandring af fiskeriet.

Fiskenettene, der gik under betegnelsen gill net, gav fiskeriet en opblomstring og fik siden enorm betydning for fiskeindustrien.

Peter havde solgt sine foretagender i Naivasha og slået sig ned i Kisumu, der ligger inderst inde i Kavirondo bugten i den nordøstlige del af Victoriasøen. De fleste af hans både var blevet transporteret til Kisumu og fungerede nu som fiskerbåde. Udviklingen af fiskenettene skete, da Peter boede i Naivasha, og det var der, han begyndte at anvende de nye net.

Han havde hurtigt fundet ud af, at fiskebestanden i Naivashasøen ikke var så stor, som han havde troet. Mulighederne for fiskeri var meget større i Victoriasøen, hvor specielt de karpelignende fisk, ngege og mbiru, var meget eftertragtede, men svære at fange.

Peter var stolt over at være dansker. Derfor var det et stort nederlag for ham, da danske producenter afslog at producere de net, han havde udviklet, fordi nettet var specielt og ordren ikke særlig stor. Tvunget af omstændighederne bestilte Peter fiskenettene i Irland hos en producent, som tilsyneladende kunne se det langsigtede perspektiv i disse net, ikke kun for den pågældende producent, men for hele netmarkedet i Irland.

Efterfølgende udviklede det sig til mange tusinde £ i leverancer af gill net, som nu også blev brugt af mange andre fiskere ved Victoriasøen. Den opblomstrende fiskeindustri var domineret af indere, som ejede fiskerbåde, og ligesom Peters både var de bemandet af indfødte, der tilhørte Luofolket eller Kavirondofolket, som de også blev kaldt. Flere hundrede år tidligere var de indvandret fra nord og havde slået sig ned omkring Victoriasøen.

Fiskene blev landet i små byer rundt om søen, hvor de blev renset af kavirondokvinder. Derefter blev fiskene enten tørret eller hurtigt solgt som friske fisk, og i mange tilfælde indgik de i en barterhandel, hvor man solgte fisk ved at bytte dem med andre fødevarer, og det var helt almindeligt.

Kendu Bay, der ligger omkring 70 kilometer syd for Kisumu, var et af de steder Peter landede fisk, og efterhånden blev der landet så mange, at man kunne forsyne indfødte, der boede længere væk fra søen med tørrede fisk.

Peter udvidede sine fiskeaktiviteter med også at levere friske fisk til Nairobi. Det blev muligt, da han begyndte at lande fisk i Nanga, en lille fiskerby knap fem kilometer syd for Kisumu. Når fiskene var landet og renset, blev de pakket i sække, som indfødte bragte ind til Kisumu, hvor fiskene blev lagt i store kasser med is.

Fra Kisumu blev kasserne med fisk transporteret med toget til Nairobi. Det afgik dagligt kl. 14.25, og næste morgen kunne fiskene købes på markedet i Nairobi. Efterspørgslen på fisk steg, og fiskeindustrien voksede og beskæftigede mange mennesker på søen og især i land. Kvinderne fik udover lønnen også indvoldene, som en ekstra belønning. Før fiskene blev pakket ned i kasserne, blev gællerne skåret ud. De blev af inderne betragtet som en delikatesse.

Selvom fiskeriet gik godt for ham, var det ikke nok for Peter, der med sin stadige søgen efter nye gøremål havde udvidet sine aktiviteter til også at omfatte skibsfart på Victoriasøen, hvor trafikken var steget kraftigt. En af hans store både var blevet forsynet med en kraftig motor, og han uddannede indfødte til bådførere, som han kaldte kaptajner. Blandt dem var den loyale Kazimoto, som han havde haft i lang tid, og som var meget respekteret af de øvrige indfødte. En dansker, Peter tidligere havde mødt, var blevet ansat som bestyrer og tog sig af administrative opgaver.

De fleste af hans transporter foregik langs med kysten på den østlige side mellem den britiske og tyske del af Victoriasøen. På en af disse ture, hvor han skulle transportere en tysk familie fra Kisumu til Mwanza i den sydlige del af Victoriasøen, fandt han på hjemturen nye fiskegrunde ved tyskernes kyst.

Peter var på toppen af sin karriere som pionér og igangsætter. Han var værdsat, og han havde udrettet noget, der skulle få stor betydning for mange mennesker i mange år. Det påvirkede ham, at han ikke havde nogen at dele sin succes med, og han var ærgerlig over, at der nok ikke var nogen i Danmark, der vidste, at de havde en landsmand i Afrika, de kunne være stolte over.

Den 28. juni 1914 blev den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, myrdet i Sarajevo, hvilket blev startskuddet til 1. verdenskrig. Det blev også startskuddet til en meget lang nedtur for Peter med internering, ulykker, sygdom, savn og bitterhed, men han fik dog den anerkendelse han higede efter, men den kom fra en helt anden side end den, han havde håbet på, og han havde nok ikke forestillet sig den omtale og opmærksomhed, hans indsats for fiskeriet fik efter hans død.

Nogle år efter den store forandring af fiskeriet i Victoriasøen nedsatte regeringen i Kenya en komité, der under ledelse af den engelske naturalist Marchal Graham skulle undersøge værdien af fiskeriet på Victoriasøen. Efter undersøgelsen blev der lavet en rapport, hvoraf en del blev offentliggjort i avisen Times i London:

”There can be little doubt that in 1908 or thereabouts the Scandi­navian fisherman named Aarup found an ancient fishery that had been flourishing for the last two or three thousand years. Aarup changed that. We may picture him watching these native fisherman, then thinking he could go on better, and making his first net out of cobler ́s twine to try in the lake. Encouraged no doubt by its partial success he went on to experiment with different sizes of mesh and thicknesses and colors of twine until he arrived at the 5-­inch flax gill­net now in use. He arranged for a supply of these from Ireland with results which were almost fabulously successful. His nets were full of prime fish of the lake – The “ngege” called the “carp” for want of a nearer English name, though it is not a carp at all and belongs to an entirely different family of fish. Many others joined in the gather­ing of the harvest; the news spread, and now everywhere natives are to be found using this net.

Aarup initiated an industry of which it is impossible to estimate the monetary value – and of which the fresh fish trade to Nairobi is at present an inconsiderable fraction. Were the lake to be abandoned tomorrow Aarup ́s methods would be found in use a hundred years hence – all­round the lake shore.

He has changed forever the conditions that had ruled for thou­sands of years.”

Karen Blixens brev til Peter Aarups datter, Anna Elisabeth Therkelsen (Lars R. Therkelsens farmor)

I slutningen af 1923 møder han, 60 år gammel, Karen Blixen i Nairobi. På dette tidspunkt er Peter Aarup fattig, nedslidt og næsten blind, og Karen Blixen inviterer sin landsmand til at bo i en af farmens hytter. Peter Aarup opholder sig de sidste måneder af sit liv på farmen.

En dag finder Karen Blixen sin landsmand liggende død på en sti på farmen. Hun ønskede, at han skulle begraves under et stort træ på farmen, men det lokale politi hentede liget, som blev bragt til Nairobi og begravet der.

Efter Peter Aarups død i april 1924 beder Karen Blixen i et brev til sin mor, Ingeborg Dinesen, om at denne skriver til hans datter mhp. at orientere om faren Peter Aarups død. Det gør Ingeborg Dinesen, der videreformidler Karen Blixens adresse i Kenya. Datteren får nyheden overbragt og skriver til Karen Blixen i Kenya, at farens bortgang berørte hende meget. Det er på denne baggrund, at Karen Blixen skriver brevet nedenfor til Anna Elisabeth Therkelsen.

Brevet gengivet nedenfor slutter lidt abrupt på side 3. Fra efterkommere vides det, at side 4 inklusiv den berømte forfatters afskedshilsen, desværre er bortkommet.

Karen Blixen og Peter Aarup havde kun boet samme sted i knap fire måneder. Så det, hun ved om ham, er baseret på hans egne fortællinger.

Fra en række brevkorrespondancer vides det, at Karen Blixen i begyndelsen var frastødt af Peter Aarup pga. landsmandens drikfældighed og kantede personlighed. Men forfatterens førsteindtryk ændrede sig efterhånden, som hun fik sans for landsmandens virkelyst og måde at leve sit liv på – langt fra enhver form for borgerlighed. Da hun 13 år senere udgav Den afrikanske farm genopstod Peter Aarup som romanfiguren Gamle Knudsen.

Artikel oprindeligt bragt juli 2021 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.