“Det valg, vi har truffet – at forlade vores hjemland – binder os sammen”

Artikel oprindeligt bragt juli 2022 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.

Tekst og foto: Marie Varming, Freelancejournalist i Los Angeles

---

I Hollywoods guldalder skrev de store filmstjerner kontrakter med filmselskaberne, og i disse kontrak­ter stod der, at de skulle stå til rådighed og dermed aldrig være mere end to timer væk fra Hollywood. Derfor havde mange af dem et hus i Palm Springs, en grøn dal i ørkenen omkranset af bjerge – nogle af dem endda med sne på, selv om tempe­raturen sniger sig over 20 grader i dalen.

Her i området ligger arkitekttegnede huse, og her er let adgang til butikker. Mange søger hertil, når det er vinter i Californien, og befolkningstallet i dalen tredobles med velhavende pensionister, der flokkes om deres andet hjem.

Her­iblandt danske Nina og Georg Pedersen, som tager imod DANES i deres villa i området. De er begge oppe i 80’erne, har været gift før, har fundet sammen og nyder nu livets sidste fase sammen i den grønne dal, hvor vejret er mildt om vinte­ren i modsætning til deres hjemegn i Seat­tle, hvor parret bor til dagligt, når den californiske sommer bliver for hed. Begge er de rejst ud fra Danmark som unge uden forfærdelig mange midler på lommen, men med to helt forskellige baggrunde.

Men ifølge Nina er der noget andet end danskhed og kærlighed, der binder dem sammen. Ja, faktisk noget, som binder alle immigranter i hele verden sammen.

”Opportunity er kodeordet,” forklarer den 85-­årige Nina Pedersen.

”For se, hvor mange immigranter, der har succes! De er villige til at arbejde hårdt for at opnå den succes. Jeg tror på, at im­migranter er anderledes. Hvorfor ellers forlade sit hjem? Det valg, vi har truffet – at forlade vores hjemland – binder os sammen. Vi har forladt alt, hvad vi kender, for at bo et andet sted. Jeg siger ikke, at nogle er bedre end andre. Jeg siger bare, at vi er anderledes,” forklarer hun.

En rigtig sømand

Hendes mands immigrationshistorie hæn­ger nøje sammen med verdenshavene.

”Jeg kommer fra Rødvig på Stevns, hvor der dengang boede 800 mennesker, og de var alle sammen fiskere.”

Georg Pedersen, som i dag er 88 år, fiskede hele sin barndom og tjente gode lommepenge på sine fisk, men han forstod også hurtigt, at eftersom han ikke klarede sig godt i skolen, ville hans fremtid være på havet.

”Jeg ville hellere sejle, så jeg kom til søs som 14­-årig, og de næste 48 år sejlede jeg på verdenshavene,” husker Georg og ser oceanerne for sit indre blik, selv om der her under parasollen i Palm Springs er adskillige timers kørsel til Stillehavet.

”Da jeg var 16 år, kom jeg helt over østpå med rederiet ØK (Østasiatisk Kompagni, red.). Der var alle de dejlige piger med langt mørkt hår, så jeg tænkte Her bliver jeg,” smiler Georg.

Han slog sig ned i New York i 1940’erne, hvor han hurtigt fik sig en kæreste, en stambar og med tiden også fast hyre på de skibe, som sejlede frem og tilbage mellem USA og Asien. Fem gange i løbet af 20 må­neder sejlede han den fire måneder lange tur, og så søgte han om at immigrere til USA via den amerikanske ambassade i Hongkong.

I sidste ende blev det USA – ikke Rød­vig – der lokkede som hjemstavn, for i USA var skiw’ene større, og en sømand som Georg kunne få en langt bedre hyre. Georg var ambitiøs. Han begyndte på navigationsskolen i New York og sparede op. Med årene avancerede han fra kammer­dreng, dæksdreng, letmatros og matros til tredjestyrmand, andenstyrmand, første­styrmand og til sidst kaptajn. Da han valgte at afslutte karrieren i 1997, havde han besøgt 173 havne fordelt på 73 lande.

Det skortede aldrig på hurtige handler med smuglersmøger, letlevende damer, rom og røverhistorier, fortæller han med et smil.

”Min sidste tur sejlede jeg mellem Seattle og Alaska, og vejret var så dårligt, at jeg to gange faldt ud af min køje. Så var det, jeg tænkte: Hvorfor er jeg hér?”

Georg blev gift med en kvinde fra New York og fik to børn.

To danskere, der fandt sammen

Nina blev født i Frederikshavn, men kom til USA som ung for at læse Business Administration på University of Califor­nia i Los Angeles – en rejse, som hendes tante betalte for, da Nina ikke havde egne midler. Hendes tante havde i 1925 forladt Læsø for blandt andet at arbejde for filmskuespillerinden Gloria Swanson i Hollywood – lidt af en færd. Det var det, der oprindeligt inspirerede Nina til at kigge mod vest.

I fem år læste Nina på universitetet, og så vendte hun hjem til Danmark. For en stund.

”Danmark havde ikke ændret sig, men det havde jeg!”

Nina drog tilbage til den amerikanske vestkyst, hvor hun fik arbejde på sit gamle universitet. Her mødte hun sin første mand, en professor af japansk afstamning, som hun var gift med i 25 år. Da Nina og Georg mødte hinanden i Den Danske Klub i Seattle i 1995, var Georg netop gået i land for at blive, og Nina var lige blevet skilt. Kort efter var de et par.

”Men denne gang er vi et rent dansk par. Det gør det lettere, at man har samme kulturelle baggrund,” forklarer Nina.

Vietnamesiske bådflygtninge

Gennem årene har Nina og Georg – først hver for sig og siden som par – iagttaget immigrantens særlige karaktertræk fra meget forskellige vinkler. Især en episode kom til at præge Georgs liv.

I 1978 kom han sejlende med et enormt container­skib, SS Gateway, fra Bangkok til Hong­ kong, hvor skibet skulle hugges op. Plud­selig så den danske overstyrmand en lille båd på havet. Den var totalt fyldt med mennesker. De var vietnamesiske båd­flygtninge – et ikke ukendt syn på havet dengang, hvor tusindvis og atter tusindvis af vietnamesere flygtede fra et ondt kommunistregime. Mellem 200.000 og 400.000 endte ifølge FN på havets bund.

Der var 51 flygtninge på båden, og de 18 af dem var børn. De havde ikke spist eller drukket i de fem dage, de havde været på havet, og de havde ingen fornøden­heder med, husker Georg, som bad kaptajnen om lov til at samle de forhutlede men håbefulde mennesker op. Det fik han nej til. Men han måtte gerne give dem mad.

”Jeg sagde til kaptajnen, at jeg ikke kun­ne efterlade dem på havet, og han gav mig ret. Jeg fik lov at tage dem med ombord alligevel på betingelse af, at de var mit an­svar. Jeg gav dem vand og mad, og de sov på den tomme plads ombord, inden vi satte dem af i Hongkong tre dage senere. Jeg så dem blive kørt væk i en bus og tænk­te, Gad vide om jeg nogensinde ser dem igen?”

”Det passede jo meget godt, at skibet på sin sidste rejse mod sin grav kom til at red­de 51 menneskeliv og på den måde gav dem en chance for et nyt liv,” siger Georg.

Georg havde i alle årene beholdt en liste med vietnamesernes navne samt de gam­le fotografier, og over de næste mange år spekulerede han ofte over, hvad der var sket med ’hans’ vietnamesere. I tråd med Ninas teori om den driftige immigrant var det ikke småting, skulle det vise sig. I 2020 blev Georgs bog My 48 years at sea udgivet, hvor han bl.a. beretter om de vietnamesiske bådflygt­ninge. Og så blev de og deres rednings­mand bragt sammen igen.

Georg og Nina finder billederne frem. På gamle sort/hvide billeder fra 1978 står Georg arm i arm med de taknemmelige flygtninge. På andre ses den båd, de blev fundet i.

”Se ham, der sidder og spiser sit livs første æble. Det havde jeg givet ham,” siger han og peger på billedet af en lille dreng med store øjne og et æble ført op til munden.

”Sidst jeg havde fødselsdag, modtog jeg en æske. Der var et æble i,” fortæller Georg, og parret ler hjerteligt af den utra­ditionelle fødselsdagsgave.

Georg kigger igen på billederne, hvoraf nogle er familiebilleder fra nyere tid, for vietnameserne har fået deres egne famili­er, som de har sendt billeder til Georg af.

”Ham der er advokat med speciale i human trafficking, hun er læge, og de er blevet farmaceuter, og han er i IT,” fortæl­ler Georg ivrigt mens han peger på bille­derne.

”Igen … de har klaret sig godt. Det er ‘the story of the tough old immigrant’. De arbejder hårdt,” tilføjer Nina, da hun ser billederne igen.

Alt vel i Palm Springs

Georg og Ninas feriehus i Palm Springs er en stor arkitekttegnet etplansvilla fra 1964 med en lille have til. For enden er der en mindre swimmingpool, som parret deler med de omkringboende naboer. Det hele er vedligeholdt, græsset er slået, og blom­sterne giver det hele kulør.

”Vores gartner, Olga, kommer fra El Salvador. Hun kom med to små børn i sin tid uden at kunne tale engelsk. Hun gik 22 dage med sine to børn for at komme hertil og arbejde, og nu går hendes to børn på amerikansk skole,” fortæller Nina beno­vet.

Det er det, der binder dem sammen – de vietnamesiske flygtninge på båden, Georg fra Rødvig, Nina fra Frederikshavn og Olga fra El Salvador; De er rejst, har grebet de chancer, der har budt sig og bor i et andet land end det, de er født i.

Nina og George kan ikke forestille sig at være i Danmark igen meget længere end en ferie, og de er der efterhånden kun sjældent.

For som Nina siger: ”Jeg flyttede hertil, fordi man har friheden til at gøre, hvad man vil. I Danmark møder man flere begrænsninger.”