Drømmen om at gøre en forskel

Stine Henriksen, 26 år, forfulgte en drøm om at gøre en forskel for andre. Drømmen ledte hende til Tanzania, hvor hun arbejdede på et børnehjem for tidligere gadebørn. Det blev til et ophold med store kontraster og en meningsfyldt hverdag.

Hvad fik dig til Tanzania?

Jeg har faktisk gået med en drøm, siden jeg var 13 år, om at komme til Tanzania – for at gøre en forskel. Jeg var klar over, at Tanzania er et land, der er langt fra, hvad vi har i Danmark. I Tanzania er der ingen velfærd, og samtidig er det et land med rigtig mange gadebørn. Nogle gadebørn er heldige at komme på børnehjem, mens andre kæmper for at overleve på gaden.

Da jeg startede på pædagoguddannelsen, fik jeg muligheden for at komme afsted i praktik i seks måneder, og først her følte jeg mig klar til at rejse til Tanzania.

Hvordan så din dagligdag ud?

Jeg boede i et lokalt hus, hvor familien havde taget fire gadebørn til sig og betalte for deres skolegang. Derudover var jeg i praktik på et børnehjem for tidligere gadebørn. På børnehjemmet boede der 130 drenge og piger i alderen 3-18 år. Når jeg ikke var på børnehjemmet, tog jeg ofte ned i byen for at møde børn, der boede på gaden. Alene i byen Mwanza, som jeg boede i, var der i 2019 talt 2000 gadebørn, og tallet er desværre stigende. I min fritid oplevede jeg en masse af Tanzania – bl.a. på safariture. Og så fik jeg lokale venner, som viste mig landet.

Følte du, at din hjælp gjorde en forskel?

At give noget af mig selv og min tid til andre mennesker, var virkelig meningsfyldt for mig. Det at kunne give et kram til en der aldrig får et kram, giver bare noget mange gange tilbage. Når jeg gik på gaden, kom der ofte et barn hen og tog mig i hånden, og så gik vi hånd i hånd længe uden at snakke, for vi talte ikke samme sprog. På børnehjemmet havde børnene ikke lært at lave mad, så vi lavede mad sammen. Dét, tror jeg, har gjort en forskel for dem, når de engang skal stå på egne ben

Hvad var det største kulturchok for dig?

Det at være hvid er lig med status i Tanzania. Jeg fik ca. 200 frierier fra mænd i løbet af de seks måneder, jeg var der. Engang var jeg til en fodboldkamp, og da jeg kom ind på stadions tilskuerpladser, imens fodboldkampen allerede var i gang, rejste 2000 mennesker sig op og hujede og klappede. Jeg kiggede over på kampen, da der måtte være scoret mål, men de spillede videre uden et nyt mål. Jeg gik videre, og da de mange mennesker begyndte at ville give mig high-five og krammere, imens de fortsat hujede og klappede, gik det op for mig, at de gjorde det, fordi jeg kom som hvid for at se en fodboldkamp.

Hvad er det bedste, du tager med dig fra din tid i Tanzania?

Det bedste er helt klart de minder, som jeg vil have for resten af mit liv. Minder, fra da jeg gjorde noget, der gav mening for mig selv, og som havde kæmpe betydning for andre. Mange af de livshistorier, som gadebørnene fortalte mig, har også rørt noget inde i mig, som gør, at jeg er blevet en stærkere person, og som også gør, at jeg bliver en enormt stærk pædagog. Fx kan jeg bruge oplevelserne i min pædagogiske praksis, når jeg står over for nogle, som har det svært. Ikke fordi jeg vil snakke om børnene i Tanzania, men fordi jeg har fået en robusthed til at kunne hjælpe andre – også hjemme i Danmark.

Hvad er dit bedste råd til andre, der drømmer om at rejse ud?

Just do it! Jeg tror, at de fleste, som drømmer om at rejse afsted for at hjælpe andre, kommer til at opleve, hvor meget mening det giver at række ud til mennesker, der har brug for det. Jeg tog et valg om at rejse afsted alene, og det, tror jeg, har gjort, at jeg bedre kunne integrere mig med lokale mennesker i Tanzania; fordi jeg ikke havde en at støtte mig op af og tale dansk med. Men jeg tror, at man vil få rigtig meget ud af det, hvis man rejser med andre også. Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan gøre en forskel for nogle.