Man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Efter tre år i Mellemøsten troede Ebbe Lind Kristensen, at hans og familiens udlandseventyr var overstået. Men sådan skulle det ikke gå. Efter et par hjemme i Horsens drog familien til Indien og bor i dag i Norge.
Uden at fornærme nordmændene kan man vel godt tillade sig at konstatere, at Oslo ikke er helt så eksotisk som Chennai i Indien. Ikke desto mindre er Ebbe Lind Kristensen af den opfattelse, at der bestemt ikke er noget galt med hverken Norge eller Oslo, når man er et nysgerrigt menneske, der sammen med sin familie gerne vil opleve mangfoldigheden og kontrasterne i verden. Det har han som ansat i COWI gjort gennem de seneste 14 år.
»Det har primært været lysten til at komme ud i verden sammen med familien, der har været drivkraften, men samtidig har jeg været så heldig at arbejde i en virksomhed, hvor det har været muligt at få drømmen opfyldt. Oprindelig er jeg uddannet civilingeniør, men har også haft en række forskellige jobs som både projektleder og kvalitetschef i COWI,« fortæller Ebbe Lind Kristensen, der i dag har titel af divisionsdirektør for virksomhedens norske bygningsdivision.
Oplevede det arabiske forår
Han blev uddannet i Aalborg, og i sommeren 2002 flyttede han og konen Caroline til København, hvor datteren Thea blev født i 2003. I sommeren 2004 flyttede parret tilbage til Aalborg, hvor sønnen Rune blev født i 2005. I løbet af efteråret 2008 blev beslutningen om at prøve udlandet taget, gerne inden børne skulle starte i skolen, og efter at have været ansat i COWI i et års tid kom muligheden så.
»Turen gik til Oman, hvor vi boede i Muscat et års tid. Vi kunne være blevet, men så blev jeg tilbudt en spændende stilling, som var delt 50/50 mellem Qatar og Bahrain, hvor jeg skulle pendle frem og tilbage. Den sagde jeg ja tak til, og så skulle vi finde ud af, hvor vi skulle bo. Vi havde besluttet os for at slå os ned i Manama, der er hovedstaden i Bahrain, men så brød det arabiske forår løs, og landet blev sat i undtagelsestilstand, så vi valgte Qatar i stedet,« uddyber Ebbe Lind Kristensen.
Vendte hjem for en kort periode
I 2013 var det tid at vende hjem til Danmark – og så alligevel ikke helt. Mens familien boede i Mellemøsten var den yngste datter Sara kommet til. Hun var nu blevet et par år, og sammen med Caroline var Ebbe Lind Kristensen overbevist om, at nu skulle der satses på den gode, danske og traditionelle kernefamilie. Efter at have passet børnene, mens familien boede i Mellemøsten, skulle Caroline nu også på arbejdsmarkedet igen, og et parcelhus i Horsens skulle være den faste base.
Blå bog
Navn: Ebbe Lind Kristensen.
Alder/by: 46 år og fra Odder.
Uddannelse: Civilingeniør.
Job/titel: Divisionsdirektør for COWI’s norske bygningsdivision.
»Men sådan gik det ikke, eller rettere det gik kun i et par år. Så gav jeg udtryk for, at hvis der bød sig et job i udlandet, var jeg frisk igen. Vi var ikke helt færdige med at opleve verden, og så rejste vi til Chennai i Indien, hvor vi var i fire år, inden jeg blev tilbudt et job i Oslo. Faktisk løb min kontrakt i Indien frem til sommeren 2020, men igen blev jeg tilbudt en spændende stilling. Denne gang var destinationen Norge, og kalenderen viste januar 2019,« fortsætter Ebbe Lind Kristensen.
Få masser af fordele som medlem
Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker
Medlemsfordele
- Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
- Rabat på bl.a. online danskundervisning, sommerskole og sagsbehandling
- Eksklusive arrangementer og webinarer
- Lokalt netværk med andre danskere i dit område
- Kun 70,- pr. mdr. for hele familien
Landede frysende i Gardermoen
Det var midt i skoleåret, så Caroline og børnene blev yderligere et halvt år i Chennai, inden de fulgte efter. Ebbe Lind Kristensen husker i øvrigt stadig turen fra et klima med næsten 40 graders varme til mere end 10 graders kulde, da han landede i Gardermoen kun iklædt tynd, indisk bomuld. En lun vinterfrakke havde ikke været til at opdrive inden afrejse, men et eller andet sted var det rart at komme til kendte himmelstrøg og opleve årstidernes skiften.
Som blond pige i Chennai var det lidt af en udfordring at få lov til at gå i fred. Folk var utrolig venlige og nysgerrige og skulle både mærke på hendes hud og hår.
»Da vi flyttede til Indien, lejede vi huset i Horsens ud, men valgte at sælge det, da vi kom til Oslo. Thea er færdig med gymnasiet og er startet på idrætshøjskole i Danmark. Hun rejser til efteråret til Canada og tager en sæson som snowboard instruktør, mens Rune afslutter gymnasiet i disse dage. Han planlægger interrail rundt i Europa til sommer og dernæst et år i Australien. Vores yngste datter Sara har endnu nogle år tilbage på skolebænken, så hende ved vi hvor vi har, og så længe er jeg ret sikker på, vi bliver her,« forklarer Ebbe Lind Kristensen.
Roen er faldet på for en tid
Hans nuværende stilling er ikke fastsat på åremål, og familien er glad for at bo i Oslo, hvor Caroline har fået job som ergoterapeut i kommunen. Så selv om Horsens ikke blev ramme om kernefamilien, er roen faldet på i det norske, i hvert fald indtil den yngste datter er færdig med sin grunduddannelse. Her bliver hun heller ikke stoppet på gaden hvert andet øjeblik, fordi nogen spørger, om de må tage en selfie med hende.
»Som blond pige i Chennai var det lidt af en udfordring at få lov til at gå i fred. Folk var utrolig venlige og nysgerrige og skulle både mærke på hendes hud og hår. Det møder hun trods alt ikke under en spadseretur på Karl Johan. Men de mange oplevelser, vi har haft som familie, ville vi bestemt ikke være foruden. Vi har altid haft lysten til oplevelser samt eventyr,« slutter Ebbe Lind Kristensen.