Lone – en siciliansk canadisk dansker

Året er 1960. Stedet hedder Nimb inde i Tivoli i hjertet af København, og på scenen står en italiensk sanger ved navn Rudi Marino og optræder med sit orkester. På danse­gulvet bevæger en 18 ­årig Lone Due Pe­tersen sig lystigt til tonerne af italiensk musik sammen med sin dansepartner.

Italien er mit land mere end Danmark.

De er dygtige og i god form, for begge danser på eliteplan. Men takterne netop denne dag skulle vise sig at få en helt særlig be­ tydning for den unge danserinde.

”Jeg gik til standarddans og gik på det danske landshold. Hver søndag var vi til turnering i Tivoli. En dag inviterede min partner mig ind til Bruno Martino på Nimb – en matiné (formiddags-­ eller eftermiddagskoncert, red.) – men så var det Rudi Marino, der spillede i stedet for, og ja, sådan mødte vi altså hinanden. Vi blev gift året efter og flyttede til Rom, lige inden jeg nåede at fylde 20 år,” erin­drer Lone Due Petersen.

I slutningen af oktober i år fyldte den mangeårige udlandsdansker 80 år. Det afslører hendes stemme over telefonen ikke, men hendes danske sprog – og en­kelte danglish­klingende ord, som sniger sig ind under samtalerne – røber, at Lone Due Petersen ikke har haft adresse i Danmark i seks årtier. Den permanente udflytning har hun aldrig fortrudt. Tvært­imod.

”Italien er mit land mere end Danmark. Det er det land, jeg føler mig mest tiltruk­ket af og føler mig mest hjemme i. Jeg er blevet mere italiensk med årene,” fortæl­ ler hun fra sit hus på Sicilien.

Italiensk for begyndere

Den oprindelige amagerpiges sydeuropæ­iske tilværelse begyndte altså i Rom, hvor begge hendes børn også er født. Efter brylluppet havde hun opgivet dansen og Rudi Marino musikken. De måtte derfor finde en ny levevej for deres lille familie.

”Vi boede fire år i Rom og lavede sam­men med min mor, der var indkøbschef for Illum i København, et showroom, hvor vi prøvede at få gang i danske artikler i Italien.”

Et nyt liv for en nybagt mor i et frem­ med land krævede store anstrengelser, fristes man nok til at tro, men nej, ikke for Lone Due Petersen, der husker tiden i Rom som ”spændende, dejlig og mærke­ lig”.

Når jeg har truffet en beslutning, så er den taget. Færdig,

Det blev blot ”lidt besværligt”, da hun i begyndelsen var nødsaget til at kommu­nikere med den lokale bager og slagter – en udfordring hun dog rask overvandt.

”Jeg lærte sproget af mig selv ved bare at høre og tale med folk. Jeg gik ikke i skole eller noget, det kom af sig selv, men jeg har altid været god til sprog. Når først man bliver smidt ud i det, så kommer det ret hurtigt.”

Efter fire år i den italienske hovedstad kom Rudi Marino ud for et biluheld, som næsten tog livet af ham. Hændelsen fik parret til at flytte familien til Sicilien, hvor han oprindelig var fra.

”Dér åbnede vi en møbelbutik og solg­te danske gardiner og møbler. Efter 12 år sammen blev vi så skilt. Måske blev vi gift for tidligt, men efter 12 år syntes jeg ikke, vi havde mere sammen. Det kunne han ikke lide, så han skabte en masse proble­mer for mig i håb om, at jeg kom tilbage. Men når jeg har truffet en beslutning, så er den taget. Færdig,” fortæller den dansk­ fødte kvinde i en resolut tone.

Canadisk gift

Starten på endnu et nyt kapitel fik Lone Due Petersen til at overveje sin livssitua­tion; var det mon tid til at finde hjem til København?

”Da jeg blev skilt, tænkte jeg ’hvad skal jeg lave her, men hvad skal jeg lave i Dan­mark?’. Jeg nåede frem til, at jeg lige så godt kunne starte forfra i Italien, som jeg jo elsker. Der var alligevel ikke meget at tage hjem til i Danmark. Min mor kom ret ofte på besøg – især da børnene stadig var små. Hun holdt meget af Sicilien og var nede hos mig flere gange om året.”

Karrieremæssigt skiftede Lone Due Petersen derefter møblerne ud med mo­deartikler. Hun rejste rundt til utallige modemesser i Milano og Firenze som agent for mange forskellige butikker på Sicilien. Rejserne førte hende også til Paris, hvor hun en dag i 2006 mødte sin nuværende mand, Byron Hyde.

”Min mand er læge og forsker i en syg­dom, som hedder kronisk træthedssyn­drom (myalgisk encephalomyelitis, red.). Han rejser meget rundt til konferencer i hele verden, og jeg plejer som regel at tage med. Inden covid flyttede vi frem og tilba­ge hver tredje måned mellem Sicilien og Ottawa, hvor min mand er fra og stadig har sin praksis,” fortæller Lone Due Peter­sen om sin 85­årige mand.

Trods den flotte alder er Byron Hyde som beskrevet endnu en aldeles aktiv for­sker. Med en ambition om at udbrede sin forskning inden for den relativt ukendte sygdom grundlagde han i 1988 Nightingale Research Foundation, som han stadig står i spidsen for. Arbejdet har ført talrige rejser med sig, hvilket ægteparret ofte kombinerer med private rejseoplevelser sammen.

Søernes land

Listen over alle de lande, som Lone Due Petersen har besøgt, er lang. Det vil for­mentlig kunne gøres hurtigere at opremse stederne, hun endnu ikke har været forbi. De mest bemærkelsesværdige på listen tæller blandt andet Libyen, Caribien, Syrien, Ladakh i Himalayabjergene og Iran, hvor hun var bosat i seks måneder.

Canadiere er åbne og venlige – især hvis du går med en hund – men italienerne er meget mere åbne og hjælpfulde på en helt anden måde. De inviterer dig hjem til sig.

De sidste 15 år har ét specifikt land dog fået en større betydning for hende, end hun nogensinde havde drømt om eller lagt planer for. Canada – nærmere beteg­net Ottawa, den canadiske hovedstad, som ligger i den sydlige ende af landet – er nemlig blevet hendes andet hjem.

”Naturen omkring Ottawa er helt fanta­stisk. Canada har millioner af søer (14 % af klodens søer større end 500 km² ligger i Canada iflg. thecanadianencyclopedia.ca, red.) og tusindvis af floder (ca. 8.500 navngivne floder iflg. www.wwf.ca, red.), men specielt i Ottawa ser du søer alle steder. Om foråret skal man dække sig fuldstændig til, hvis man vil gå en tur i skoven, på grund af de mange myg. Men temperaturen er dejlig med 30-­35 grader om sommeren,” fortæller Lone Due Petersen nu fra sit hjem i Ottawa.

Den ”dejlige temperatur”, som hun henviser til, skal forstås i en siciliansk kontekst, hvor varmen snildt når over 40 grader hver eneste sommer. Ægteparret forsøger så vidt som muligt at undgå den canadiske vinter i januar, februar og marts.

Derfor rejser de som regel tilbage til Europa lige inden jul. I år er ingen und­tagelse, og det passer den danskfødte sicilianer vældig fint.

”Jeg kan lide det her i Canada, men jeg kan bedre lide at være i Italien. Canadiere er åbne og venlige – især hvis du går med en hund – men italienerne er meget mere åbne og hjælpfulde (sic, red.) på en helt anden måde. De inviterer dig hjem til sig,” siger hun uden tøven og forklarer, at det for hende i sidste ende handler om livsstil og kultur.

”Det er hele måden at leve på. Når først man har levet på den måde, bliver man vant til det. Der er masser af ting at se og gøre på Sicilien, selvom det er en lille ø i forhold til Canada – selv for mig, der har boet der i så mange år. Kulturen er tusinder af år gammel, mens canadierne ikke har en særlig lang historie. Det er et ungt land, et immigrationsland, hvor alle kommer et andet sted fra. Det canadiske folk er så multikulturelt, fordi hele verden bor i Canada.”

La bella vita

Mens hele verden ifølge Lone Due Peter­sen bor i søernes land, lader det til, at hun personligt allerhelst så sig selv bo i hele verden. Rejserestriktionerne de sidste halvandet år har dog sat en stopper for de internationale svipture.

”Jeg føler mig som fanget på grund af covid, fordi vi ikke kan komme ud i verden, som vi plejer. Jeg har altid rejst meget, og sammen med min mand har jeg rejst endnu mere. Vi har været vant til at komme rundt omkring i forbindelse med hans konferencer, men det har jo ikke kunnet lade sig gøre i lang tid nu.”

Ærgrelsen i hendes stemme går klart igennem linjen trods tusinder af kilome­ters fysisk afstand.

I Danmark går vi altid på restauranter, der har de gamle danske retter. For jeg elsker dansk mad; stegt flæsk i persille­sovs, flæskesteg, frikadeller og ham­burgerryg, som jeg ikke kan få på Sicilien.

Lone Due Petersens alder forhindrer hende på ingen måde i at fortsætte det berejste liv, hun altid har holdt af. Som ung i 1950’erne drog hun både til England og Amerika for at deltage i verdensmesterskaber i dans.

”Det var én af de ting, jeg virkelig var ked af at forlade i Danmark,” fortæller hun nu 60 år senere og nævner, at hun i øvrigt er datter af elitesvømmeren, Poul Peter­sen, der i løbet af sin karriere vandt
danmarksmesterskabet i crawl 57 gange og repræsenterede Danmark ved OL i Berlin i 1936 og i London i 1948.

Varme barndoms­- og ungdomsminder fra Danmark har Lone Due Petersen man­ge af. Alligevel ved hun – og har vidst det længe – at hun aldrig nogensinde kom­mer til at vende tilbage til det danske land.

”Når vi ikke kan rejse mere, bliver vi nok på Sicilien. Vi vil ikke være i Canada om vinteren, og min mand elsker også Sicilien. Han falder altid i snak med alle, og tre af hans børn bor i Europa – én af dem har endda købt et hus på Sicilien. Men vi vil gerne til Danmark igen til for­året. Sidste besøg var i december­januar 2014­-15, så det er længe siden,” siger hun og afslører alligevel en ærkedansk side af sig selv:

”I Danmark går vi altid på restauranter, der har de gamle danske retter. For jeg elsker dansk mad; stegt flæsk i persille­sovs, flæskesteg, frikadeller og ham­burgerryg, som jeg ikke kan få på Sicilien.”

Artiklen er oprindeligt bragt i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES i november 2021.