“Ensomhed er en grundstemning i mig”

Zakiya Ajmi var 19 år, da hun debuterede som børnebogsforfatter og har siden udgivet ti bøger. Hendes ungdomsroman Vulkan blev for nylig nomineret til bl.a. Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2021. Interview med en talentfuld kunstner om at have udgangspunkt i både Danmark og Tanzania, om at være mor og om behovet for det skrevne ord for at fungere som menneske.

Zakiya

Tekst: Theresa Nguyen, Freelancejournalist
Foto: Rasmus Ursin Knudsen

Hendes klare, brune øjne lyser nærmest. De udstråler, at Zakiya Ajmi er en åbenhjertig fortæller. At hun med lethed sætter ord på sine tanker. At hun er en ivrig formidler. Det er hun også – i sit forfatterskab. Som privatperson afgrænser den snart 29-årige forfatter løbende og betænkende fortællingerne om sig selv.

At hun i slutningen af 2020 blev optaget i Den Unge Kunstneriske Elites karriereprogram under Statens Kunstfond, som har til formål at hjælpe unge fremadstormende kunstnere med at få foden indenfor på den danske og internationale scene, nævner hun eksempelvis knap nok.

Det kan fremstå mærkeligt, men forklarer på en måde forfatterens manglende lyst til at udfolde detaljerne om visse relationer i sit liv såsom den ”længere historie” bag skilsmissen fra sin eksmand, da deres søn Ferdinand var to år gammel.

”Jeg er et meget privat menneske og kan ikke lide at snakke om mig selv. Jeg bliver tit så’n en, som lytter rigtig meget til andres problemer og vil rigtig gerne snakkeom, hvordan andre har det. Men det sjove er så, at når jeg skriver, bruger jeg mig selv enormt meget og bruger mine egne følel- ser enormt meget,” siger hun.

Når samtalen omhandler hende selv, forfatterskabet eller Ferdinand, der i dag er fem år, tænker Zakiya Ajmi ofte højt, hvis ikke svaret ligger lige på tungen. ”Det har jeg ikke tænkt over” eller ”det er et godt spørgsmål,” siger hun da og slår en mild latter op, mens de store øjne lidt søgende ledsager tænkepausen. Kontrasten mellem det afmålte og det usminkede i hendes væsen pirrer nysgerrigheden – som at kigge direkte mod solen uden en chance for egentlig at se den.

Væggen til verdenen

”Siden jeg var barn har ensomhed været en grundstemning i mig,” fortæller den unge forfatter uden tøven.

”Hvilket jeg på en måde også godt kan lide, for jeg kan godt lide at være alene. Jeg kan godt lide den stilhed og ro. Men det er ikke fordi, jeg har været alene på den måde, altså jeg har altid haft venner og alligevel følt mig ensom, og der kunne jeg nok godt have ønsket, at jeg ikke havde den følelse. Både med min eksmand og mine venner har jeg tit en følelse af, at der er en væg mellem mig og andre mennesker – det er svært at forklare…”

“Jeg drømmer bare om at få lov til at kunne blive ved med at skrive. For det er jo meget usikkert, og selvom det går meget godt lige nu, ved man jo aldrig”

Mellem de nøgne refleksioner, svære forklaringer og filtrerede overvejelser skinner sårbarheden igennem. Zakiya Ajmi fortæller, at hun aldrig er blevet holdt udenfor, men at hun alligevel altid har følt sig udenfor, og at hun igennem sin barndom og ungdom savnede at have nogen at snakke med.

”Men det har jeg fået i mit voksenliv,” tilføjer hun hurtigt og tygger på spørgsmålet om, hvordan det mon er at være gift med hende.

”Jeg kan nok godt være lidt distræt, fordi jeg hele tiden lidt er et helt andet sted. Jeg er ved at læse Jesper Wung-Sungs nye bog om Ida Hammershøi, som var Vilhelm Hammershøis kone, og som rigtig meget handler om det at være gift med en kunstner og det der med, at man altid på en måde kommer i anden række, fordi kunsten er det vigtigste. Eller det at være gift med et menneske, som har noget, de ikke rigtig kan dele med andre, fordi det er noget, som er indeni dem selv. Og det kunne jeg godt genkende, at så’n er det måske også at være tæt på mig. At jeg ligesom har noget indeni, som bare er mit, og som jeg ikke rigtig kan dele med andre.”

Lille barn, gammel sjæl

Zakiya Ajmis indre liv har altid fyldt meget. Siden hun var barn, har hun ofte fået at vide, at hun er en gammel sjæl. I skolen plagede hun ofte sin lærer om at få lov til at blive indenfor i frikvarterne, så hun kunne skrive – og være alene.

”Jeg har altid været et meget følsomt barn, der tog rigtig mange indtryk ind. Fra jeg var helt lille, følte jeg et behov for at sortere i dem. Jeg blev hurtigt meget overvældet, meget træt i hovedet af bare så’n en dag i skolen, når der var mange mennesker omkring mig – meget larm, mange stemninger. Men så opdagede jeg hurtigt, at ved at skrive kunne jeg parkere alle indtrykkene. Det blev en slags copingmekanisme for mig eller noget, der gjorde, at jeg kunne komme igennem dagen. Og så begyndte jeg at dyrke det mere bevidst og skrive dagbøger og bruge det terapeutisk.”

I sit selvbillede var Zakiya Ajmi et meget alvorligt barn. Hun bekymrede sig om regnskoven og ozonhullet og faldt ofte ned i nogle tankespiraler, hvor ingen andre befandt sig.

”Jeg følte, at de andre børn havde adgang til noget, jeg ikke havde; en ubekymrethed. Det gjorde, at jeg tit skulle lade som om, at jeg var som de andre.”

Frem til i dag har forfatteren svært ved at møde mennesker, hun er ”på bølgelængde med”. Det kræver store anstrengelser for hende at oversætte sine tanker – og omvendt at forstå, hvorfor mennesker omkring hende ofte rummer en energi, der for hende føles fremmed.

”Dét at være alene har altid været vigtigt for mig, men samtidig har det altid været et dilemma i forhold til den der fear of missing out. I gymnasietiden havde jeg en følelse af, at når andre mennesker gik hjem fra en fest, var det som om, at de var trætte efter én fest, men når jeg gik hjem fra en fest, følte jeg, at jeg var lige så træt, som hvis de var kommet hjem efter en hel uge på Roskilde Festival. Jeg kunne aldrig helt følge med i samme tempo, og det var helt vildt svært i de år, hvor man ikke ville gå glip af noget og bare gerne ville være gymnasieelev sammen med alle de andre,” fortæller Zakiya Ajmi og forklarer, at det måske netop er grunden til, at hun så godt kan lide at skrive.

”Fordi det på en eller anden måde er en meget afgrænset verden, hvor jeg selv kan styre, hvad der er, og hvor jeg kan føle mig helt tilpas og helt hjemme i det univers, jeg skaber.”

At leve og ord-leve

Ordene, som Zakiya Ajmi finder svære at formulere i den fysiske verden, har hun let adgang til i sin litteratur. Foruden en titelliste på ni børnebøger bag sig er hendes første ungdomsroman Vulkan nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2021 og Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger. Vinderen af førstnævnte pris, der afgøres den 2. november i år og er den fornemmeste på sit felt i Nordeuropa, modtager 300.000 danske kroner. Anerkendelsen ved at blive nomineret mærker forfatteren som ”et kæmpe klap på skulderen”, men siger samtidig, at priserne aldrig har været en målsætning i hendes forfatterskab.

”Det er jo helt vildt spændende og dejligt, at nogen ser det, jeg har skrevet. Og selvfølgelig har jeg sommerfugle i maven over nomineringerne, men jeg kan mærke, at dét jeg bare gerne vil, det er at have tiden til at skrive.”

Jeg drømmer bare om at få lov til at kunne blive ved med at skrive. For det er jo meget usikkert, og selvom det går meget godt lige nu, ved man jo aldrig.”

I løbet af cirka fem timers samtale fordelt over flere uger med Zakiya Ajmi formes der en diskret rød tråd i udvekslingerne. Bevidst eller ubevidst fører (hun) samtlige samtaleemner tilbage til det skrevne ord. Hendes skrevne ord – eller måske snarere hendes forhold til det.

”En del af dét at være menneske for mig, det er, at jeg bliver nødt til at skrive. Jeg får det faktisk dårligt, hvis ikke jeg skriver. Jeg bliver stresset, irritabel og får hovedpine. Det er så vigtigt for mig at gøre som menneske – for at fungere som menneske – at jeg ikke bare kan vælge at gå på barsel og lade være med at skrive i et år.”

Der går stort set heller ikke en dag, uden at forfatteren skriver i minimum fire-fem timer. Typisk mens Ferdinand er i børnehave og igen om aftenen, efter at han er lagt i seng. Under graviditeten og som nybagt mor blev kreative skrivestillinger taget i brug.

”Der var en periode, hvor han kun kunne sove, hvis han lå på min mave, så jeg sad med ham på maven, og så sad jeg så’n her og skrev,” forklarer hun grinende og krummer ryggen, mens de løftede arme buer let ud foran kroppen.

Ferdinand

Som så mange andre mødre væver Zakiya Ajmi anekdoter om sin søn ind i samtalerne. Hun var 22 år og havde kun kendt Ferdinands far i kort tid, da hun blev gravid. Det unge kærestepar overvejede situationen og valgte i sidste ende at blive forældre.

”Det føltes bare rigtigt. Jeg havde en oplevelse af nærmest at kunne mærke Ferdinands sjæl. Jeg er ikke specielt religiøs eller noget, men det var en spirituel oplevelse. Det føltes rigtigt, at jeg skulle være mor, og jeg kunne rigtig godt lide – og kan stadig rigtig godt lide at være mor.”

En yngre version af Zakiya Ajmi ville gerne have mange børn. I dag har hun indset, at hun har nok i Ferdinand.

Få masser af fordele som medlem

Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker

Medlemsfordele

  • Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
  • Rabat på bl.a. online danskundervisning, sommerskole og sagsbehandling
  • Eksklusive arrangementer og lokale netværk
  • Kun 70 kr. om måneden for hele familien

”Jeg har ikke et behov for at få flere børn, og det er nok fordi, at det er gået op for mig hvor meget arbejde, det er at have et barn. Altså, det er også hyggelige skovture og alle de der hyggestunder, men det er bare et rigtig hårdt arbejde, der bare er der hele tiden. Men jeg har aldrig fortrudt at få Ferdinand, og noget, jeg tit tænker over, er faktisk, at jeg synes, jeg er blevet bedre til at skrive, efter jeg er blevet mor. Det går også de bøger bedre, som jeg har skrevet, efter jeg er blevet mor. Jeg er nået dybere ind i mig selv – har fundet en følelse af frygtløshed og sårbarhed. Det er gået op for mig, hvor skrøbeligt det hele er, hvor skrøbeligt livet er.”

Skyggesiden af at være mor er for Zakiya Ajmi uomtvisteligt de mange bekymringer, som følger med rollen. Med tiden har hun dog lært at leve med sin angst og forestillinger om, at ”tusind milliarder ting kan gå galt”. Den sværeste opgave for hende som mor har dog indtil videre været at huske sig selv.

”Op til jeg blev mor, var det jo mig, der var hovedpersonen i mit eget liv, og pludselig er det som om, at Ferdinand er den vigtigste, og så bliver dét at holde fast i mig selv og holde fast i, at jeg også er vigtig, en opgave, jeg bevidst skal minde mig selv om.”

Familie, kærlighed og Tinder

Foruden Ferdinand tæller den nærmeste familie i dag hendes mor og lillebror. Forældrene blev skilt, da hun var ni år, og selvom hun aldrig har mødt sin faster fra Tanzania, hvor hendes far også kommer fra, er det hende, Zakiya Ajmi er opkaldt efter. På Facebook er hun venner med mange af sine tanzaniske fætre og kusiner, som hun heller aldrig har mødt, fordi hun endnu ikke har været i Tanzania.

”Det er lidt mærkeligt på en måde, fordi jeg ikke ved, om jeg føler en tilknytning til Tanzania, eller om jeg bare føler en forventning om, at jeg skal føle en tilknytning til Tanzania. Jeg ved, at jeg har et eller andet, der kommer derfra, men samtidig har jeg jo bare hele min verden her, så hvad er det egentlig, jeg har der,” siger hun og reflekterer simultant.

”Jeg tror, at jeg er nysgerrig på, hvad min far kommer fra, men jeg føler ikke, at jeg selv kommer derfra. Det er ikke en del af min historie, men samtidig er det også en del af min historie, når jeg bliver konfronteret med, at mit navn lyder anderledes, og at jeg ser anderledes ud. Men jeg har en følelse af, at jeg jo føler mig hel her, så jeg føler ikke, at jeg mangler noget, men på en måde mangler der jo noget alligevel, fordi der er noget et andet sted, som også er en del af mig, men jeg føler ikke, at det mangler. Så på en eller anden måde ved jeg, at det mangler, men det føles ikke, som om det mangler.”

På den romantiske front mangler Zakiya Ajmi i øjeblikket heller ikke en partner – eller jo, ”hvis han kom dumpende ned fra himlen,” siger hun muntert efter at have fortalt, hun ”ikke orker processen med at få en kæreste”.

”Jeg lavede en Tinder-profil, og så slettede jeg den igen efter fem minutter, fordi der var et eller andet meget mærkeligt, som jeg ikke følte, jeg kunne være i. Men jeg kender mange, der har haft alle mulige gode oplevelser med Tinder, så det er ikke for at tale det ned. Jeg ved, at det er et godt værktøj for mange mennesker, men for mig føltes det bare helt vildt mærkeligt. Bare tanken om at så mange mennesker kunne kigge på mit billede og vælge det til eller fra – og det med at se så mange ansigter, som jeg skulle tage stilling til, virkede bare så… så samlebåndsagtigt og upersonligt. Det havde jeg enormt svært ved.”

Om Zakiya Ajmi egentlig er romantisk anlagt, kan hun ikke svare på med sikkerhed, men forfatteren i hende er ikke et sekund i tvivl.

”Jeg er meget optaget af historier, og for mig er det ikke en god historie, at man har mødt hinanden på Tinder. Så på den måde er jeg nok lidt romantisk anlagt – eller lidt eventyrligt anlagt måske.”

De klare, brune øjne stråler stadig. Mens hun taler, lytter og tænker. Ikke én gang har hun taget ordet passion i brug, trods hun på mange måder rummer netop passion og i virkeligheden udlever sin passion. Måske det hænger sammen med hendes selvopfattelse som ”mild og udramatisk”, eller også har hun måske levet så længe i passionen, at tilstanden er normaliseret, og alt, hvad hun drømmer om, er, at det blot fortsætter.

”Jeg drømmer bare om at få lov til at kunne blive ved med at skrive. Det er jo meget usikkert, og selvom det går meget godt lige nu, ved man jo aldrig. Jeg kunne godt tænke mig at nå hen til et sted, hvor der var mere ro omkring, at det godt kan blive ved, og at det godt kan lade sig gøre. Nu bor vi jo her midlertidigt, så hvis vi kunne få et permanent sted at bo og bare… at kunne skrive. Dét er min drøm.”

Artikel oprindeligt bragt juli 2021 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.