Hoteleventyr i Nepal, Myanmar og Portugal lærte dansk par at navigere i kaos

TEKST: MICHELLE ARROUAS, FREELANCEJOURNALIST I BERLIN

En gruppe franske venner i 60’erne sidder på terrassen under citrontræet og nyder vin. Et dansk ægte par løsner vandrestøvlernes snører og læner sig tilbage i kurvestolene under et vandfald af bougainvilleablomster. De nepalesiske rispapirlamper svajer blidt i den lette brise – en velkommen gæst på en majdag i Lissabon, hvor temperaturen er tæt på 30 grader.

Der hersker en sagte ro i gårdhaven i det lille hotel Tings, men i receptionen er stemningen en anden. Annette Tingstrup er ved at modtage et amerikansk par. Hendes mand Thomas hilser hjerteligt på en mangeårig dansk ven, der er på besøg i byen. I køkkenet er kokken ved at gøre rent efter dagens morgenmad og gøre klar til morgendagens gæster.

Tingene går ikke altid, som man har planlagt.

Det er udlandsdanskerne Annette og Thomas Tingstrup, der ejer hotellet, men det var aldrig planen, at de skulle være med til at stå for den daglige drift. Når man driver små hoteller i udlandet, er planer imidlertid ofte udsat for at dø, som det danske par ved bedre end de fleste. Det er mere end ti år siden, de åbnede deres første hotel, og mere end tyve år siden, de første gang forsøgte at starte et.

“Tingene går ikke altid, som man har planlagt,” siger Annette Tingstrup, da hun sætter sig under parasollen i gårdhaven.

“Men så må man jo bare gøre noget andet. Efter lange karrierer i organisationer, hvor andre har lagt planerne, kan vi jo lige så godt ændre de planer, vi selv har lagt – især efter at have tilegnet os en viden, vi ikke havde, da vi i sin tid lavede de oprindelige planer.”

Fra Carlsberg til Kathmandu

Startskuddet til Annette og Thomas Tingstrups livsvej som hotelejere lød i slutningen af 90’erne, da de begge havde gang i helt andre karrierer. Annette Tingstrup arbejdede for Carlsberg, hvor hun var vicepræsident med ansvar for marketing.

Jo højere op, jeg kom hos Carlsberg, jo mere bureaukrati og administration og personaleansvar var der. Det sagde mig slet ikke lige så meget som at udvikle idéer, tænke strategisk og at se potentialet i ting.

Thomas arbejdede også med marketing, primært i øl og musikbranchen. Som en del af sit arbejde for Carlsberg var Annette rejst til Vietnam for at besigtige et bryggeri. Thomas kom til landet for at besøge hende, og i den forbindelse rykkede de fra et femstjernet forretningshotel i hjertet af Hanoi til et mere ydmygt hotel med langt mere atmosfære i udkanten af byen.

“Uafhængigt af hinanden kunne vi begge se potentialet i stedet, og vi kunne begge to se, hvordan det slet, slet ikke blev udlevet med den daværende ledelse,” fortæller Annette Tingstrup.

Det danske par forelskede sig i hotellet, og måske endnu mere i idéen om et andet liv. For selvom de havde gode karrierer i den tunge del af det danske erhvervsliv, en lejlighed i Københavns Indre By og et sommerhus i Nordsjælland, savnede de noget. Måske var det faktisk netop på grund af den succes, de begge oplevede, at hverdagen var begyndt at føles anderledes.

“Jo højere op, jeg kom hos Carlsberg, jo mere bureaukrati og administration og personaleansvar var der. Det sagde mig slet ikke lige så meget som at udvikle idéer, tænke strategisk og at se potentialet i ting. Så jeg drømte om et andet liv,” fortæller Annette Tingstrup.

Parret forsøgte først at overtage hotellet i Hanoi. Da det viste sig ikke at kunne lade sig gøre – og parret havde fået deres første lektion i, hvor mange bøvlede, bureaukratiske benspring man skal igennem, før man kan åbne et hotel i udlandet – besluttede de sig i stedet for at sige deres jobs op, så de kunne bruge et år på at rejse jorden rundt med rygsække og finde ud af, hvad de skulle bagefter.

Verden tur-retur

I stedet for at bo på luksuriøse, vestlige hoteller, indkvarterede de sig på små, lokalt forankrede hoteller a la det, de havde forelsket sig i i Hanoi. Da Annette og Thomas landede i Danmark efter jordomrejsen, havde de endnu en plan, der skulle vise sig at kuldsejle.

Efter et år ude i verden følte de sig begge sikre på, at de ville gå efter karrierer i udlandet og ikke bare vende tilbage til nye versioner af deres gamle liv. Men de landede i Danmark den 1. september 2001, og ti dage efter fik terrorangrebet på New York verden til at lukke ned. De besluttede sig for at blive selvstændige konsulenter, så de kunne holde fast i en del af den frihed, de havde forelsket sig i.

På vores rejser mødte vi en hel masse skarpe unge mennesker, som vi gerne ville give en ny chance.

Og efter syv år, hvor de havde base i Danmark men ofte var i udlandet på nogle af de mange lange rejser, de havde lovet hinanden, de ville blive ved med at tage på, gjorde de virkelighed af drømmen om at satse alt på at åbne et hotel.

De solgte deres virksomheder, forlod deres lejlighed og sommerhus og flyttede til Kathmandu. Med sig havde de hver deres rygsæk og en bærbar computer, men ikke meget mere med end det.

“Nepal var det første stop på vores jordomrejse, og vi havde forelsket os i landet, men det var ikke kun det, der gjorde udslaget,” fortæller Annette Tingstrup.

Parret brugte deres ekspertise fra erhvervsverdenen til at afgøre, i hvilke lande det ville give forretningsmæssig mening at åbne et hotel, og Nepal var et af landene. Samtidig havde de en vision om at ville hjælpe lokale unge, de havde mødt på deres rejser.

“På vores rejser mødte vi en hel masse skarpe unge mennesker, som vi gerne ville give en ny chance. Fordi de var de kvikkeste i deres familier, fik de ikke lov til at gå i skole, for de skulle være med til at sikre familiens indtægt – som regel ved at lave en eller anden form for gadearbejde,” fortæller Annette Tingstrup.

“Vi kunne se, at de havde et enormt potentiale, og vi ville gerne give dem en mulighed for at udnytte det.”

Selvkørende hoteller skulle sikre frihed

Parret gik i gang med arbejdet. Først skulle de finde den rigtige bygning. Det tog lang tid, for de havde flere krav; hotellet skulle ligge i gåafstand fra centrum, men i et kvarter, hvor der var flere lokale end turister, og der skulle være en gårdhave eller en tagterrasse, hvor de rejsende kunne møde hinanden og de lokale, og hvor der var plads til kulturelle arrangementer.

Idéen var, at vi ville åbne en række små hoteller, som skulle drives af de lokale, vi ansatte.

Da parret endelig havde fundet den rigtige bygning, skulle de sikre sig ret til at lease den, og efterfølgende skulle hotellet renoveres og indrettes. De skulle også finde personale, allerhelst nogle af de gadebørn, de gerne ville hjælpe, og så selvfølgelig tiltrække de gæster, der skulle få det hele til at løbe rundt.

Det var en hel masse arbejde, meget lignende den administrative og bureaukratiske karakter, som havde fået dem til at drømme om et friere liv, da de boede i Danmark. Men deres ambitioner var større end ’bare’ at åbne et enkelt hotel, og Annette og Thomas vidste, at der ventede dem mere frihed og fritid forude, når først hotellet i Kathmandu var oppe at køre.

“Vi ville for alt i verden undgå at ende med at sidde med lige så meget administration, som vi havde haft i vores jobs. Idéen var, at vi ville åbne en række små hoteller, som skulle drives af de lokale, vi ansatte. Og så skulle vi rejse rundt mellem hotellerne, udvikle konceptet og åbne nye steder,” fortæller Annette Tingstrup.

Det var af samme grund, at de gik efter at ansætte lovende unge lokale. De ansatte skulle nemlig ikke bare blive dygtige nok til at drive hotellet efter Annette og Thomas’ vision – efter endt oplæring skulle de lokale være i stand til at løfte hotellet alene, mens Annette og Thomas rejste videre for at åbne de næste hoteller.

Vi ville finde nogle af de lokale unge mennesker, der ikke havde fået lov til at gå i skole, men som havde en hel masse drive og potentiale.

Da hotellet åbnede to år efter deres ankomst, var det med et hold af lokale, Annette og Thomas havde stor tiltro til.

“Vi var ligeglade med, hvor meget erfaring folk havde inden, for vi vidste, at vi ville kunne lære dem alt. Vi ville finde nogle af de lokale unge mennesker, der ikke havde fået lov til at gå i skole, men som havde en hel masse drive og potentiale,” fortæller Annette Tingstrup.

En af de lokale, de ansatte, var Dorje, en ung kvinde, der egentlig bare gerne ville arbejde med hotellets regnskab. Men Annette og Thomas insisterede på, at de ansatte skulle kende til alle dele af hotellet, og derfor skulle Dorje prøve at arbejde i alle funktioner, fra rengøring til køkkenet, receptionen og tesalonen.

Dorje fandt ud af, at hun var dygtig til meget andet end tal, og hun blev hotellets direktør. En anden ansat, Jit, fulgte med bygningen, da de overtog den – han boede i en tilbygning, og udlejeren insisterede på, at han blev boende. Jit viste sig at have talenter i køkkenet.

Han sugede alt til sig fra besøgende kokke, kom i praktik som kok i Danmark og flyttede efterfølgende til Dubai, hvor han i dag arbejder som succesfuld kok. Annette og Thomas ansatte mange andre unge, og udover at betale dem løn for deres arbejde betalte de for deres uddannelser.

“Vi fandt ud af, at vi kunne hjælpe de lokale på en anden måde, end vi havde regnet med. Det var vigtigt for os at give noget tilbage. Vi ville arbejde med hoteller, fordi vi er passionerede omkring at rejse og indrette og at udvikle idéer, men også fordi vi kunne se, at vi på den måde på en meningsfuld måde kunne hjælpe nogle unge mennesker,” fortæller Annette Tingstrup.

Via Myanmar til corona i Lissabon

Da Annette og Thomas Tingstrup ankom til Lissabon for cirka syv år siden, vidste de en hel del om at drive hoteller. På det tidspunkt havde de gjort det fejlslagne forsøg på at overtage hotellet i Hanoi, startet et succesfuldt hotel i Kathmandu, og brugt flere år på at forsøge – og siden opgive – at åbne et hotel i Myanmar.

En af grundene til, at vi havde valgt Lissabon, var den høje ungdomsarbejdsløshed, og at vi gerne ville ansætte lokale unge, men det måtte vi opgive.

Selvom de havde erfaring med i bagagen, måtte de imidlertid på nogle punkter starte forfra, da de skulle åbne et hotel i Lissabon. For kulturen var en anden, det var bureaukratiet også, og i løbet af de tre år, det tog dem at finde den rigtige bygning og ombygge og indrette den og ikke mindst at ansætte folk til at drive hotellet, måtte de kaste en masse af deres hårdt optjente lærdom fra Nepal ud ad vinduet for at kunne se klart i Lissabon.

“Vi havde troet, at vi kunne kopiere nogle af de ting, der var lykkedes i Nepal, men der er en helt anden kultur her. En af grundene til, at vi havde valgt Lissabon, var den høje ungdomsarbejdsløshed, og at vi gerne ville ansætte lokale unge, men det måtte vi opgive,” fortæller Annette Tingstrup.

Det viste sig nemlig, at mange unge portugisere med drive og talent havde forladt landet.

Hvis man vil drive et hotel i udlandet, kræver det, at man er klar på at opgive nogle af de ting, der ikke dur – også selvom det var en del af ens oprindelige vision.

Mange af dem, der var blevet, søgte ikke arbejde, selvom de var registreret som arbejdsløse, og de lokale, der blev ansat, viste sig med parrets ord at være mere interesseret i deres rettigheder end i deres arbejde. Samtidig med, at de kæmpede med at tiltrække lokale unge, kom der en lind strøm af nepalesere og bankede på døren, fordi de havde hørt om hotellet i Kathmandu.

“Vi måtte skifte spor, og nu går vi igen efter personlighed. Hvis man vil drive et hotel i udlandet, kræver det, at man er klar på at opgive nogle af de ting, der ikke dur – også selvom det var en del af ens oprindelige vision. Vi er nødt til at kigge på, hvad der virker, og så gå efter alternative løsninger, når det ikke gør.”

Det lille hotel med 16 værelser omkring en idyllisk gårdhave åbnede i 2017, et stenkast fra byens højeste punkt, hvorfra der er udsigt over det meste af byen, Tejufloden og den ikoniske røde bro, der krydser den.

Efter et par år var også dette hotel ved at være selvkørende, og Annette og Thomas kunne igen rejse og pønse på deres næste eventyr. Men så ramte coronapandemien.

I stedet for at rejse rundt mellem de eksisterende og kommende hoteller har Annette og Thomas de sidste år haft fast base i Lissabon, hvilket hverken skyldes kulturer eller manglende potentiale.

Da Covid ramte verden, måtte de lukke Tings Kathmandu og opsige alle ansatte på Tings Lissabon. I stedet for at lukke Lissabon bor parret i et værelse på hotellet, og stik imod den oprindelige plan er de begge dybt involveret i den daglige drift. Det er så svært at finde kvalificeret arbejdskraft, at det ville være umuligt at drive hotellet uden selv at deltage i driften.

“Lige nu er det fuldstændig umuligt at planlægge, hvad der kommer til at ske. Vores eneste plan, når vi får mulighed for at rejse, er at have tid til os selv. Så ved vi, at nye planer dukker op,” siger Annette Tingstrup.

Hun kigger rundt i gårdhaven og op på den bougainvilleaklædte tagterrasse, hvorfra udsigten er næsten lige så storslået som fra det nærliggende udsigtspunkt over byen.

“Men det er okay. Indtil vi finder ud af, hvad der skal ske, er det her jo et ret dejligt sted at være.”

Artiklen er oprindeligt bragt i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES i november 2022.