Et liv fra vest mod øst og tilbage

Artikel oprindeligt bragt juli 2021 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.
Tekst: Theresa Nguyen // Foto: Rasmus Ursin Knudsen

“Se, derovre boede Mette, før vi flyttede herind,” siger Mette Holms mand, Mogens Lykketoft, og peger i retningen af et hvidt dobbelthus med blå døre og vinduer på den anden side af haven ud til Strandvejen. ”Ja, det var dér, Mogens forsøgte at rykke ind, men den gik ikke. Der var simpelthen ikke plads nok til os begge to i den lillebitte lejlighed,” kommenterer Mette Holm med skarpe ører fra køkkenet, mens hun pusler med kaffeanretningen på en rund, cambodjansk bakke af træ.

Fra terrassen på første sal er der udsigt til haven og det store, blå hav, hvor parret bader sammen hver morgen. Spejder man otte hundrede meter op ad vejen, kan man ikke længere få øje på pensionatet, hvor Mette Holm er vokset op.

”Min mor var meget velhavende, fordi hun havde arvet en masse penge. Dem kom mine forældre til at låne til en af min fars bedste venner fra krigen, onkel Åge, som købte et pensionat. Og da de havde aftalt, at de skulle have pengene igen, så sagde han ’desværre, I kan ikke få pengene, men I kan få pensionatet’. Så i 1951 overtog mine forældre det der pensionat, som de virkelig ikke havde ønsket sig.”

Asiatiske rødder

Mette Holm kom til verden i 1953. Hendes mor, Tove, var fra Slagelse, og hendes far, Carl Holm, blev i 1924 adopteret til Danmark fra Siam, som Thailand hed frem til 1939.

”Min mor var hvid, fuldstændig dansk med lyst hår og blå øjne, og min far var en meget handsome asiat. De giftede sig i ’49 og fik min søster i ’51. Min bror var en rigtig efternøler og er fra ’62,” fortæller Mette Holm og griner ad sin brors hund, Amy, der ud af det blå spæner over til nabohaven.

Som 19-årig rejste Mette Holm for første gang til Asien. Turen gik til Thailand, hvor hun var hos sin fars biologiske familie i en måneds tid. Siden da har hun været tilbage mange gange, men beskriver sin tilknytning til landet og kulturen som ”meget beskedent”.

”Jeg har aldrig følt mig specielt knyttet til Thailand, men kulturen har alle dage været en vigtig del af hele familien og vores selvopfattelse. Det er mest den traditionelle siamesiske del frem for den moderne thailandske. Og selvom jeg føler mig helt og aldeles dansk, er der også den ekstra dimension, som er berigende og værdifuld.”

De sidste 30 år har Mette Holm været kendt som en af Danmarks få Kina-eksperter. Hun er samlet set forfatter og medforfatter til knap 20 bøger. De fleste handler om Kina, men flere dykker også ned i Vietnam, Myanmar og Mongoliet.

”Jeg har brugt 40 år af mit liv på Kina, men mine bedste lande i Asien er i virkeligheden Mongoliet og Vietnam, fordi det er ordentlige folk, som næsten ligegyldigt hvad, de har været udsat for, har bevaret en selvrespekt og en styrke,” siger hun.

”Det er de eneste steder, hvor vi mødes på lige fod. Alle de andre har noget konfuciansk plidder-pladder; fordi jeg er rig eller højtuddannet, så skal de kravle foran mig og den slags. Sådan er det ikke i Vietnam og Mongoliet. Det kan godt være, vi har forskellige vilkår, men vi er på lige fod – ligesom vi er opdraget her. Eller som jeg i hvert fald er opdraget til: alle mennesker er vigtige, og der er ikke forskel på nogen.”

1980’er Kina

1981-1982 blev på mange måder et skelsættende år for den antropologistuderende Mette Holm. Efter et langt vejledningsforløb på Københavns Universitet nåede hun frem til, at hendes hovedopgave skulle handle om konsekvenserne af de økonomiske reformer i Kina. Det endte dog med, at instituttet ikke havde ressourcer til at vurdere emnet, fik hun at vide samme dag, hun tilfældigvis så et opslag i Universitetsavisen om, at man kunne søge udvekslingsstipendier til Beijing.

”Så gjorde jeg det og glemte alt om det, indtil jeg tre måneder efter fik at vide, at jeg var blevet optaget.”

Sammen med tre andre danske studerende drog hun kort efter afsted med den transsibiriske jernbane via Moskva.

”Det var en fuldstændig vidunderlig tur. Man havde tid til at få hovedet med i modsætning til, hvis man havde fløjet, ikk’. Så kom vi derud, og toget gled lige så stille ind på centralstationen i Beijing, og så var der grimt. Der var grimt og helt gråt. Men så gik der nogle måneder, og pludselig kunne jeg se skønheden i en hel masse nuancer.”

Anekdoter om Mette Holms første møde med Kina, hvis kulturpolitiske virkelighed chokerede hende på stort set alle tænkelige måder, forekommer næsten uendelige. Fællesnævneren for mange af oplevelserne berører brud på menneskerettighederne – et emne, som i særdeleshed kom til at optage danskeren.

Der var sådan et vindue over døren, og så stod de bare der og kiggede ned i ens værelse.

”Mit engagement i menneskerettigheder opstod, da jeg flyttede til Kina og så, hvor forfærdeligt de havde det – menneskeretligt. Før det vidste jeg da godt, at alle mennesker skulle have det rart og sådan noget, men jeg havde ikke tænkt så meget over det,” siger hun og griner lettere ironisk.

”Derude var det virkelig, virkelig tydeligt, hvad det betyder at have fri bevægelighed, fri mening og udtryksfrihed. Vi blev overvåget, de læste vores post, vi måtte ikke rejse ud af byen, og de fulgte efter os. Alle mine kinesiske venner skulle registreres, hvis jeg havde dem på besøg på campus, der var kæmpestort med 30.000 mennesker og kun to indgange,” erindrer hun og beskriver, at under hvert besøg ville portnerne slæbe en stige hen til værelserne for at holde øje.

”Der var sådan et vindue over døren, og så stod de bare der og kiggede ned i ens værelse. Og som jeg sagde til dig, jeg har aldrig haft noget at skjule, men det her var jo altså virkelig invaderende.”

Efter et år i Beijing kom Mette Holm hjem og indså, at antropologi var ”vanvittigt spændende, men også meget lukket”.

”På det tidspunkt sad der måske 1.200 mennesker i hele verden og fortalte hinanden om deres feltarbejde på et eller andet bjerg i Latinamerika, mens de gik rundt i uldtæppe. Jeg ville bare rigtig gerne fortælle om, hvad jeg havde oplevet i Kina, og så tænkte jeg ’nå, så bliver jeg da bare journalist’.”

I 1987 blev hun færdiguddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og ansat på Ritzaus Bureau. Året efter skiftede hun til TV Avisen på Danmarks Radio i forbindelse med en oprustning af kanalens udlandsredaktion, da TV 2 blev lanceret. Foråret 1989 skulle vise sig at blive et historisk øjeblik ikke kun for Kina og resten af verden, men i høj grad også for Mette Holms journalistiske karriere.

”Jeg var i Japan på efteruddannelse, da Gorbatjov skulle besøge Deng Xiaoping. De havde været uvenner i 30 år, og nu skulle Sovjetunionen og Kina altså blive gode venner, og det var jo en stor begivenhed. Så var der Leif Davidsen, som dækkede Sovjetunionen for TV Avisen, og han sagde, at ’han gad sgu ikke lave topmøder resten af sit liv, men det her var alligevel meget spændende, og han ville have et føl’.”

Topmøde-føllet endte med at hedde Mette Holm, der satte kursen direkte fra Japan mod Beijing, samtidig med at Gorbatjov rejste fra Sovjetunionen.

”Leif er så verdens allerbedste kollega, for da vi havde været der et stykke tid, og opstanden fuldstændig havde taget overhånd, og det slet ikke handlede om topmøde, sagde han ’ved du hva’, nu tager jeg hjem, det her er din chance’ – og så stod jeg bare derude,” erindrer hun og klukler.

”Og ja, så blev det min opstand.”

1990’er Hong Kong

Navnet Mette Holm er for mange danskere, som kan huske tiden, forbundet med dækningen af den folkelige opstand mod Kinas kommunistiske styre i 1989. Netop dén begivenhed gav den nyuddannede journalist et solidt fundament at bygge sit stofområde på, hvilket i 1991 udmøntede sig i en udstationering til Hong Kong for Morgenavisen Jyllands-Posten.

”Hong Kong var en fin udkigspost til Kina, som nægtede mig indrejsetilladelse i et par år efter, at jeg havde dækket opstanden. Det var et enormt interessant sted. Der var udvikling, og det var dynamisk, men alle havde det meget hårdt – havde to jobs og hovedpine hele tiden. De var aldrig rigtig glade, og der var ingen i Hong Kong, der drømte om at dø der. Hong Kong-kineserne boede i bittesmå lejligheder eller 50-60 mennesker i lag. Det var stressende, der var mange mord, og samtidig vidste man ikke rigtig, hvordan overdragelsen ville påvirke udviklingen.”

Mette Holms personlige oplevelse i Hong Kong blev ikke spoleret af den manglende glæde blandt lokalbefolkningen. Hun og hendes daværende fotograf-mand ”boede dejligt og syntes, at det var en spændende by at arbejde i”. Det store fokus på hende skabte dog langsomt en afstand imellem dem. I 1996 blev de separeret efter 12 års ægteskab, og i begyndelsen af 1997 sagde Mette Holm sin stilling op, fordi hun kom op at skændes med avisens chefredaktør.

”Han havde 20 korrespondenter. Heraf var der én kvinde, og det var mig, og så ville han sende mig til Indonesien, som er verdens største muslimske land, og jeg ville ikke til Indonesien. Så kom min familie ud og besøgte mig, og jeg ville tage den orlov, JP skyldte mig, men det ville han ikke have – og det var ren og skær chikane. Så sagde jeg op.”

I foråret 1997 flyttede Mette Holm hjem til Danmark. Ikke længe efter var hun atter i Hong Kong for at dække overdragelsen til Kina 1. juli samme år. Siden dengang – med undtagelse af tre år som informationsmedarbejder i Institut for Menneskerettigheder – har hun arbejdet som freelancer, foredragsholder, forfatter og rejseleder til asiatiske destinationer. På flere af turene har Mogens Lykketoft været med som rejseleder, efter de blev gift i 2005.

Isbryder i New York

Præcis ti år senere, i 2015, kom ægtefællerne på en helt unik rejse, da Mogens Lykketoft blev valgt til formand for FN’s 70. Generalforsamling i New York. Mette Holms beslutning om at tage med kom dog ikke uden betænkeligheder.

”Jeg havde egentlig tænkt først, at jeg hellere måtte blive hjemme. Fordi hvad skulle jeg dog lave derovre? Det meste af mit arbejde var jo her. Men så blev vi enige om, at det da bare ville være det dummeste, fordi det var en kæmpe oplevelse at have sammen – også fordi det var så krævende, vidste vi, at Mogens havde brug for at have ro omkring sig,” siger Madam PGA 70 (President of the General Assembly, red.), som Mette Holm blev kaldt i FN-regi.

Trods en vis mental forberedelse blev parret alligevel overrasket over arbejdsbyrden, der ventede verdensformanden.

”Mogens har en højere arbejdskapacitet end andre mennesker – og det er ikke fordi, han ligger vågen om natten, vel. Han har en god hukommelse og er meget systematisk med sin tid. Men i New York var det fuldstændig vanvittigt. Han havde omkring 90 bilaterale møder med ledere og udenrigsministre i løbet af åbningsugen. Han har aldrig arbejdet så hårdt i sit liv, og det havde ikke været muligt, hvis ikke vi havde vidst, at der var en udløbsdato.”

Tiden i New York gik dog ikke blot med møder. Det var også sjovt og spændende, understreger den tidligere for- mandsfrue.

”På nogle strækninger var det sjovt og berigende, på andre kedeligt, og ind imellem syntes det ligefrem meningsløst, og da er det jo endnu vigtigere at være der til at støtte. Flere af FN-diplomaterne kaldte mig Mogens’ isbryder, ligesom jeg egentlig ret hurtigt blev accepteret i miljøet for min egen viden og kunnen, hvilket selvfølgelig var rart,” fortæller Mette Holm og nævner to store resultater under Lykketofts formandskab: Paris-aftalen og vedtagelsen af verdensmålene.

I tillæg til rollen som støttende ægtefælle havde hun også arrangeret sit eget projekt som vejleder for specialestuderende i menneskerettigheder og internationale anliggender ved Columbia University. Det var vigtigt for hende at have noget i New York, som var helt og aldeles hendes eget.

I løbet af de 15 måneder mødte formandsparret utallige verdensledere og berømtheder, men Stevie Wonder er det menneske, som Mette Holm ”var lykkeligst over at møde”. Foruden alle de spændende eventyr og et harmonisk hverdagsliv har én specifik omstændighed styrket ægteparrets bånd.

Den eneste røde tråd i mit liv er den, der går baglæns.

”Jeg er blevet opereret for lungekræft fire gange siden 2006. I lange perioder har jeg været ret syg, så vi troede, jeg skulle dø. Og det betyder jo, at man får et skarpere blik på, hvad der er vigtigt her i livet. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg havde klaret det uden Mogens. Så på den måde er vi også meget tætte.”

Den detaljerede historie om Mette og Mogens, og hvordan deres mangeårige venskab udviklede sig i en romantisk retning, må vente til en anden gang – ligesom alskens udeladte beretninger fra Mette Holms Asien. Et liv med så mange kapitler og nye begyndelser kræver langt mere papir, end DANES’ magasin kan rumme. Men én ting står klart, hvis man spørger den 67-årige verdenskvinde, om hendes liv har formet sig efter planen:

”Den eneste røde tråd i mit liv er den, der går baglæns,” siger hun og kigger ud i horisonten.