Farvel til hamsterhjulet: Dansk vildbasse har fundet friheden i Brasilien

For otte år siden valgte Niels Christian Opstrup at sige farvel til Danmark for at blive sin egen lykkes smed i Brasilien. Her hjælper han bl.a. udkørte hjemmedanskere og PTSD-ramte soldater tilbage på sporet, mens han nyder et liv med fokus på frihed fremfor sikkerhed.

Artikel oprindeligt bragt april 2021 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.
Tekst: Freelancejournalist Rasmus Barud Thomsen // Foto: Privat

Jeg havde 500 kroner på lommen, en hustru uden arbejde og to børn. Der skulle bare ske noget nyt.

Den økonomiske afmatning efter finanskrisen i 2009 hang stadig tungt i luften, da Niels Christian Opstrup for knap ni år siden tog sit liv op til revision. Bag sig havde han allerede en alsidig karriere.

Først som kampsoldat og oversergent i Forsvaret i 1990’erne og siden med flere barske udsendelser til Balkan. Så en artig uddannelse som svagstrømsingeniør og siden fast arbejde med udsigt til en chef­stilling og 50 timers arbejdsuge.

Det begyndte dog hurtigt at ligne det helt almindelige “danskerliv “, han kun kendte alt for godt hjemme fra Skive­ egnen, hvor han er vokset op. En fælde, som han beskriver det, hvor man giver afkald på alverdens muligheder og op­levelser for trygheden i at skulle bo og arbejde det samme sted hele sit liv.

Den ville han for alt i verden ikke falde i. Så han sagde op, smed terningerne i luften, og valgte det vildeste job, han kunne komme i tanke om.

Det blev som lastbilchauffør i Nord­-Norges arktiske permafrost, og efter nogle år bag rattet på nogle af verdens vildeste veje endte han i byggebranchen, der havde haft flot vækst, indtil finanskrisen ramte som en ståldrager i maven på hele ver­densøkonomien.

”Jeg havde 500 kroner på lommen, en hustru uden arbejde og to børn. Der skulle bare ske noget nyt,” fortæller Niels Chri­stian Opstrup. Han er 47 år og arbejdede på det tidspunkt i København, mens han boede i Malmø med sin brasilianske hustru Camila.

For Niels Christian var det afgørende at tage et træk, der flyttede ansvaret for hans situation fra krisen over på egne skuldre, hvor han havde kontrollen. Og det skulle ske i Brasilien, som Camila havde fortalt så meget om, men som han aldrig selv havde besøgt.

”Det lød som et fedt land, og så rejste vi.” Niels Christian tog af sted uden anden sikkerhed end en mulig idé om, hvordan de skulle få det hele til at løbe rundt.

Det lød som et fedt land, og så rejste vi.

Forretningen voksede

Når man ser billederne af den vilde og smukke natur ved den romantiske bjerg­by Campos do Jordao, forstår man godt, hvorfor Niels Christian Opstrup og fami­lien har valgt at slå sig ned på denne gude­smukke plet i det enorme land.

Her, et par timers kørsel nord for Brasiliens største by, Sao Paulo, har han de sidste fem år opbygget sin forretning med at hjælpe udbrændte danskere til­bage i form med en blanding af fysisk og mental træning. Godt 400 gæster har han haft boende indtil nu, og typisk er folk hos ham og Camila i mindst 14 dage med mulighed for at blive i op til tre måneder.

Da familien flyttede til Brasilien, var tanken oprindeligt, at Niels Christian, der altid har været vild med motion og er en ivrig bodybuilder, ville tjene penge på online træningsundervisning til danskere. På den måde kunne han leve af danske penge i Brasilien, hvor de rækker længere, og der ville være fleksibilitet til at flytte rundt, som det passede dem.

Planen gik godt, han fik hurtigt en del kunder, og efter tre år med utallige kost­ og træningsplaner via nettet fik han ideen om at bringe gæster til Brasilien. Flere havde nemlig efterspurgt muligheden for træningsophold hos ham, og det kunne der måske være potentiale i.

Siden da har han udvidet sin forretning betragteligt, så besøgende udover at træne også kan nyde en række vilde natur­ og sportsoplevelser alt efter ønske.

”Det er den fedeste måde at arbejde på. Vi har heste, motorcykler, rappelling og en masse andre aktiviteter, som folk kan prøve kræfter med. Om aftenen tænder vi bål, snakker sammen og går tidligt i seng, for man er træt efter en dag med tre timers træning plus andre oplevelser.”

Din private oversergent

De fleste gæster, der besøger Niels Chri­stian, er danskere, der har brug for at komme til hægterne og finde deres gamle ’selv’ frem. Stress, arbejde og for meget hamsterhjul har typisk været med til at tømme batterierne og givet for mange kilo på sidebenene.

Selv beskriver han sig som folks private oversergent, der med lige dele fysisk træ­ning, samtaler og coaching hjælper dem tilbage på sporet for at få genantændt gni­sten i øjnene.

Cirka 10 procent af gæsterne er tidligere soldater og politibetjente, der døjer med PTSD eller symptomer, der ligner – folk, som Niels Christian opfatter som svigtet af systemet i Danmark, hvor de ikke får den rette hjælp, og som han har gode er­ faringer med at hjælpe.

Veteranerne betyder så meget for den tidligere soldat, at han selv betaler for deres ophold hos sig – penge, som han henter på sit arbejde med andre gæster og som online fitnessinstruktør.

”Indtil videre har jeg brugt en halv million af mine egne penge på at hjælpe veteraner, men på grund af coronakrisen og rejseforbud har jeg ingen gæster haft på besøg i lang tid.”

Af samme årsag er han for første gang tilbage i Danmark, siden han rejste til Brasilien for over otte år siden.

Klaustrofobiske Danmark

Da DANES taler med Niels Christian, er det derfor over telefon til Fyn, hvor han bor og arbejder i februar og marts måned, inden han rejser tilbage til Brasilien. Og gensynet med Danmark har bestemt ikke rokket ved hans beslutning om at flytte væk. Tværtimod.

”På den ene side føles det som om, det var i går, jeg rejste væk, og på den anden side oplever jeg den danske kultur som kvælende og klaustrofobisk. Jeg har altid vægtet frihed over sikkerhed, men det virker som om, at danskerne har rykket sig endnu længere mod sikkerhed, siden jeg rejste,” siger han og uddyber:

”Jeg ser verden som én stor legeplads og Danmark som et lille hamsterhjul, hvor folk har en snæver horisont. Det passer ikke til en vildbasse som mig, der gerne vil bestemme selv.”

Det er især forholdene omkring coro­navirus, han hæfter sig ved, og han savner følelsen af – og muligheden for at udøve – frihed som hjemme i Brasilien.

”Der er så mange regler i Danmark, og det hele handler om at overleve i stedet for at leve. I Brasilien render folk ikke rundt og leger corona­politi, og i det hele taget fylder corona ikke så meget. Der­nede er folk vant til langt mere alvorlige ulykker, og de har mere travlt med at leve deres liv end med at gå og være bange.”

40.000 km på motorcykel

At de danske medier ikke har fortalt de mest rosenrøde historier om Brasilien og navnlig landets præsident, Jair Bolsonaro, og hans håndtering af coronakrisen, er ikke gået Niels Christians næse forbi. Og han er ikke enig i den efter hans mening ensidige beretning om situatio­nen i landet, der har været udsendt fra danske korrespondenter og i nyhederne generelt.

Alene landets størrelse og opdeling i stater med høj selvbestemmelse gør det nærmest umuligt at tale om én generel brasiliansk holdning eller håndtering af coronavirus, forklarer han.

Under nedlukningen, hvor der ingen gæster har været, har han kørt 40.000 km på sin motorcykel, og han har med egne øjne forsøgt at få bekræftet beretninger om, at eksempelvis de populære bade­strande skulle være proppet med folk på trods af virus.

”Og det er de ikke. Men der er dog den store forskel på Danmark og Brasilien, at folk dernede ikke er bange for virussen – de er bange for at gå fra hus og hjem, fordi der er lukket ned, og turister fra udlandet er stoppet med at komme.”

Et liv uden stress

I Brasilien, der langt fra er en tryg vel­færdsstat som Danmark, har Niels Chri­stian fundet, hvad han selv beskriver som en god balance mellem frihed og sik­kerhed, mellem det at leve og overleve. Men ofte oplever han, at særligt folk fra Danmark har tendens til at forsimple det frie liv, han lever, til et liv uden indhold eller plan.

Men intet kunne være mere forkert, forklarer han. At han lejer det hus, han bor i, er han eksempelvis lykkelig for nu, da indkomsten er faldet betragteligt.

”Min plan er at leve et liv uden stress, hvor rigdommen består af naturoplevel­ser, solnedgange og i at møde og hjælpe andre mennesker. Min lykke består i, at jeg kan vælge min egen skæbne og have kontrol over mit eget liv. At jeg så i perio­der har tjent okay på det, gør det bare endnu federe.”

Gennemgående i hans liv har netop behovet for selv at bestemme retningen været afgørende. Af samme årsag er coronakrisen en særlig stor prøvelse for den gamle oversergent. Under den har han nemlig nul procent kontrol over, hvad der sker.

”Jeg kan slet ikke arbejde, som det er lige nu, for folk må ikke rejse ned til mig. Jeg absolut hader det.”

Derfor glæder han sig også til, at krisen er ovre, så han kan komme tilbage. Hjem. Til friheden, sin virksomhed og planerne om at flytte længere ud i naturen. I løbet af det næste års tid er det nemlig aftalt, at de flytter ud i en øde naturpark, hvor der er langt mellem naboerne og højere himlen.

”Jeg har altid syntes, det er sjovere at udvikle end at vedligeholde, og nu vil jeg gerne have mit eget sted med nye mulig­heder.”

Her vil han fortsætte med samme for­retningsplan som før, hvor gæster fra Danmark skal komme på besøg. For de skal nok komme igen, er han sikker på.

Kaffe til veteranerne

Indtil det sker, har den naturlige tænke­pause, som krisen har budt på, givet ham endnu en idé til et forretningsmæssigt eventyr. Når han ikke kan hjælpe vete­raner med ophold hos ham nu, kan han måske tjene penge til kommende ophold på en anden måde. Nemlig ved at sælge kaffe.

Via hjemmesiden brothersinarms.dk sælger han kaffe, hvor alt overskuddet går til at hjælpe psykisk og fysisk skadede ve­teraner inden for Forsvaret og Politiet til ophold i hans genoptræningslejr i Brasili­en, når coronasituationen igen tillader det.

Salget foregår i samarbejde med en tid­ligere politimand, der havde det skidt efter en voldsom skudepisode. Niels Christian havde læst om hans sag i den danske presse og inviterede ham ned til sig for at hjælpe ham med at komme på fode igen. Opholdet virkede, og den tidli­gere betjent har i dag sit eget kafferisteri, der hjælper Niels Christian med kaffe­salget i Danmark.

Som så mange andre ting i Niels Chri­stians liv er salg af kaffe noget helt nyt og ukendt territorium. Og netop derfor er det fedt.

”Hvis jeg gerne ville holde mig til én ting, kunne jeg være blevet boende i Skive sammen med resten af min familie. Her køber mange hus som 20­-årige og bor i det resten af deres liv, og de arbejder det samme sted, til de skal pensioneres. Det liv frygter jeg langt mere end det ukendte og uvisse, der venter bag det næste bjerg.”