Direktør har sat sig i førersædet som chauffør i krigen

I Lviv vågner Jesper Lindholt halv fem om morgenen den 24. februar 2022. Han tjekker Twitter, hvor der allerede florerer videoer med russere, der krydser grænsen. Forsigtigt drejer han overvågningskameraet på familiens hus i retning af den nærliggende militærlufthavn lige udenfor Kyiv. Himlen lyser op. Han taber kæben. Det er allerede begyndt. En halv time senere er han og konen på vej ud af landet til Danmark. Men ugen efter tager han tilbage igen.

”Du ved ikke, hvor det slår ned. Og jeg har en opgave ved at være i det land. Det er ikke helt det samme som at køre rundt uden sikkerhedssele på. Men alligevel er det jo random, om du er i nærheden, når der sker noget. Og trods alt er chancerne for, at det sker, meget små,” siger han med rolig stemme og læner sig tilbage i stolen over for mig.

Han er på kort visit i Danmark for at se familien og har mellem afhentning af en bil og et kundemøde afsat tid til at komme forbi Danes Worldwides kontor til en snak i anledning af den nærtstående årsdag for krigen i Ukraine.

Der er rigtig mange spørgsmål, som kræver svar, og jeg kan ikke træffe de rigtige beslutninger, hvis jeg ikke er en del af virkeligheden dernede.

Siden krigen mellem Ukraine og Rusland brød ud for præcis et år siden, har Jesper Lindholt penduleret mellem Ukraine, hvor han er direktør i sin egen virksomhed Livatek, og Danmark, hvor hans kone og børn befinder sig.

Om et par dage skal han igen tilbagelægge de 1300 kilometer til Ukraine sammen med to håndfulde frivillige i hver deres halvgamle firehjulstrækker på gule plader. Bilerne bliver læsset med generatorer, medicin og brugbart tøj. Det skal alt sammen frem til det ukrainske militær via ngo’en Biler-til-Ukraine, som han driver ved siden af sin virksomhed.

Han er selv en af chaufførerne og fortæller, at det passer med besøgscyklussen i Danmark hver tredje-fjerde uge. Han sidder alene i bilen. 15 timer. To-tre tissepauser. Turen går over Berlin og igennem Polen. Når de ankommer til grænsebyen Krakovets, bliver der lavet udførselspapirer, så bilerne kan komme eksportfrit ind fra EU. Det hele kører i hans excel-skabeloner.

Halvandet døgn efter, at motoren bliver startet i Danmark, sætter han sig i direktørstolen i den østukrainske by Lviv lige ved grænsen til Polen og fortsætter arbejdet.

En beslutning om at være ukrainsk

Som nyuddannet økonom kom Jesper Lindholt i 1994 først til Kazakhstan og derefter til Ukraine for at arbejde på reformprojekter for EU. Ukraine havde forladt Sovjetunionen tre år forinden, og stemningen var optimistisk.

Ikke for freden. For sejren.

Ukraine har i moderne tid altid været tosproget, og for bare fem år siden var han vant til, at der blev talt russisk i kontorets køkken. Det er i dag vendt på hovedet. Ikke mange taler længere russisk. I hvert fald ikke højt.

”Jeg er flydende på russisk. Og det er ret stort for mig, at de [ukrainerne] nu skifter sprog omkring mig. Selv de, der er vokset op med russisk, skifter”.

Han er ukrainsk gift og har opholdt sig i landet i 17 år. Han har besluttet, at han vil være ukrainsk. At virksomheden skal være ukrainsk. At de kæmper med for sejren.

”Ikke for freden. For sejren”, understreger han.

De er i krig. Og han er overbevist om, at det gør en forskel for moralen i virksomheden. At virksomheden bliver og støtter hæren og forsvaret. Arbejdet bliver også bemærket i Ukraine.

Da krigen bryder ud, er han i Lviv. Her skulle de netop til at åbne en lokalafdeling så langt væk fra Rusland som muligt. Medarbejdere og deres familier skulle kunne søge tilflugt om nødvendigt. Og det endte desværre med at blive aktuelt for mange af dem.

Han siger det ikke direkte, men familie synes at være vigtig, så hvorfor er han ikke hjemme hos sin egen familie?

”Der er rigtig mange spørgsmål, som kræver svar, og jeg kan ikke træffe de rigtige beslutninger, hvis jeg ikke er en del af virkeligheden dernede,” forklarer han.

Det giver god mening, hvis man vælger at anskue det fra et ledelsesperspektiv. Og fra et økonomisk perspektiv. Han understreger, at det her jo også er hans pensionsopsparing. Og så forsikrer han om, at der altid er en taske i bilen, pas og ekstra benzin. Han er klar til at komme afsted om nødvendigt.

De brag dér, det er et godt drøn, når du mærker trykket i brystkassen.

Biler-til-Ukraine er Jesper Lindholts bidrag til sit land. Men det er også et egoistisk tiltag, siger han. For hvis ikke han beskæftigede sig med bilerne, ville han med egne ord blive ”bimmelim”. Til spørgsmålet om, hvordan han balancerer at være direktør og chauffør, konstaterer han med et fnis, at han jo ikke behøver at forklare sig over for ejeren. Han bestemmer selv.

Rationel mand i krig

Da jeg spørger ham, hvordan han egentlig har det, lader det til at komme bag på ham. Der er i hvert fald stille i syv sekunder. Da han endelig svarer, svarer han ikke på spørgsmålet, men fortæller til gengæld om en helt særlig dag, der tydeligt har gjort indtryk:

”De brag dér, det er et godt drøn, når du mærker trykket i brystkassen. Det er et godt drøn.”

Han henviser til en episode i november sidste år. Om aftenen havde han sat sig til tasterne med en opknappet øl for at få bearbejdet episoden. Han skrev:

At skrive tingene ned er en lynafleder – en måde at bearbejde hændelser på. ”Det er nødvendigt for at forstå min egen rolle i krigen,” siger han.

At lægge det hele på bordet giver en ro, en logik og et rationelt system. Måske andre ville blive overvældede. Men økonomen finder trøst.

Der er ingen fremtid lige nu. Det findes ikke. Alting er i nuet.

Når informationerne er blevet sorteret, kan han tale om det – men det er sværere, når han er i Danmark. Han nærmer sig et svar på spørgsmålet om, hvordan han har det:

”Det er meget anderledes at være her og snakke om det. For det er jo ekstremt. I virkeligheden […]. Jeg er skide-nervøs, når jeg er i Danmark og følger, hvad der sker derovre. Det kan jeg slet ikke håndtere. Jeg ringer løs og spørger, har I det godt alle sammen? Jeg har langt mindre stress ved at være der end ved at være her,” siger han.

Fremtiden er lige nu

Jesper Lindholts mimik under snakken om missiler, der falder ned en kilometer fra ham, er max et par øjenbryn, der knap hæver sig nok til at danne rynker i hans pande. For det meste sidder han helt rolig med hænderne i skødet. Han kalder sig selv jysk. Hvis der lige er fløjet et missil hen over os, så sker det nok ikke igen, siger han og trækker lidt på skuldrene.

Det giver ikke mening at forsøge at planlægge for meget, mener han. Samtidig er det også det sværeste for ham. For han er strateg og anskuer det meste i en 360-helikoper-rationel-analyse. Men den her krig gør det svært for ham at manøvrere. Alligevel er der ingen tvivl om, at det er lige nu – mens stort set alle, der kunne flygte, er flygtet – at han skal være i Ukraine. Han har tænkt sig at fortsætte så længe, det er nødvendigt.

”Vi gør en forskel for dem i grøften […]. Der er ingen fremtid lige nu. Det findes ikke. Alting er i nuet. Det er, hvad vi gør lige nu, det drejer sig om,” siger han.

Hans virksomhed Livatek har 10 års jubilæum. Det var noget af det første, han selv nævnte, da han ankom. Til spørgsmålet om, hvordan det skulle fejres, svarede han:

”Det har jeg sgu ikke tænkt på. Det er om tre måneder. Det er der INGEN, der har tænkt på”.

Men det passer ikke, i det han siger farvel og pakker sine ting for at nå kundemødet, får han henkastet sagt, at der er planlagt en virtuel fest med sjove hatte, holdlege, mad og drikke. Selvfølgelig. Han navigerer i krigen. Og den skal ikke afgøre, om HANS virksomhed og medarbejdere skal fejres!