Georgien i mit hjerte

Artikel oprindeligt bragt juli 2021 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.
Tekst: Tanja Lund, Cand.mag. i engelsk, Internationale studier og turisme (Aalborg Universitet)
Foto (Tbilisi): Privat

Profil af Tanja

• Tanja og hendes søn (dengang 10 år) var med som medfølgende familie, da hendes mand af Forsvaret blev udstationeret til et job som stabschef for et NATO-projekt i Georgien. Mandens jobkontrakt var oprindelig på 1 år, men blev siden forlænget med i alt 3 år.
• I Tbilisi tog Tanja hurtigt frivilligt arbejde som kommunikationskoordinator og vikar på den internationale skole, hvor sønnen var elev – ”først og fremmest for at komme ud af huset, lære om Georgien og det internationale samfund og skabe relationer.” Dette lykkedes i høj grad, da hendes tilknytning til Georgien blev meget tæt.
• Familien rejste tilbage til Danmark i marts 2020, da Danmarks statsminister kaldte danskere hjem fra udlandet. Familiens hus i Danmark var udlejet, og de bosatte sig derfor 3 måneder i deres sommerhus i Saltum i Jylland.
• Familien rejste retur til NATO-tjeneste i Tbilisi i juni 2020, men i juli samme år døde Tanjas far pludseligt i Danmark, og familien valgte igen at flytte til Danmark efter bisættelsen.
• I september 2020 flyttede de retur til Tbilisi, hvor sønnen Lucas fik sin første skoledag på den Internationale skole. Men snart efter væltede den anden bølge af covid-19 det georgiske sundhedsvæsen, og alle skolebørn blev igen sendt hjem bag computeren. Familien valgte sidst i november 2020 at rejse på en helende juleferie i Danmark og har ikke været tilbage i Tbilisi siden.
• Familien bor nu i det gamle hjem i Hjørring, og Tanjas mand har fået nyt job som direktør i Toldstyrelsen, mens sønnen Lucas er tilbage på sin lokale skole og en forestående 9. klasses eksamen næste år. Tanja er aktuelt ved at videreuddanne sig til International Lærer, men står samtidig i et ingenmandsland mellem Georgien og Danmark: Hun har et stående tilbud om et praktikforløb på den internationale skole i Tbilisi i perioden september til december 2021 – men ved naturligvis ikke, om dette kan realiseres, da corona-situationen i Georgien langt fra er forudsigelig.

Følgende er et udvalg af Tanja Lunds dagbogsnoter om livet i og mellem Georgien og Danmark:

Juni 2020

“Welcome to Tbilisi – the charming city”. Teksten i ankomsthallen er præcis og skøn. Den søde velkomsthilsen lover ikke for meget, men indikerer noget eksotisk og en krøllet skævhed, som beskriver Georgien ganske fint. Vi har jo været her mange gange før, og den sødlige duft og varme luft føles så hjemlig. Der er nu den forskel, at denne gang går turen ikke glat, selvom vi har rødbedepas og lokale diplomatkort. Vi er på en måde skyldige, indtil andet er bevist.

Med museskridt bevæger vi os hen til Covid-screeningstedet. Vi har mundbind på og sveden løber. Vagten med pistolen i bæltet genner os videre, to meter frem, med afstand til dem foran os. Vi er en broget flok af lokale og udlændinge, som bare gerne vil hjem. Jeg sender en tanke til flygtninge verden over, som må mere grusomme ting igennem i håb om et bedre liv. Vi er her trods alt for at hjælpe, så mon ikke det går. Vi har jo papirerne i orden og diplomatkortene klar. Vi glæder os til at gense vores hus, vildkattene, varmen og vennerne i Tbilisi.

Uventede store konsekvenser ved dødsfald

30. juni 2020 kom opkaldet. Min søn og jeg går tur på skolens baner i Tbilisi. Hele dagen føler jeg en underlig uro. Min mor er i sommerhus med børnebørnene og hunden, min far vil hellere se Aab spille fodbold i tv. Jeg skriver en sms til ham med et par fotos af haven; han ville have elsket vores georgiske have. Bare for at signalere, at jeg tænker på ham. Midt i gåturen med den magiske udsigt over byen og bjergene brummer min telefon i lommen.

’Nej’ gentager jeg og står som forstenet på sportsbanen med den smukke udsigt, som mister al sin magi. Min søn er ved min side, mens min mor fortæller, at far nok fik et slagtilfælde. Han blev 74 år. Jeg tænker på ham hver dag. Han var et fantastisk smukt menneske med et meget stort hjerte, og vi havde en helt særlig forbindelse.

Længe er verden i stilstand. Min mand skaffer dyre billetter til Danmark. Vi er til bisættelse i Hammer Bakker, en tragisk sommerdag. Alt går i slowmotion, og vi må til Tbilisi igen, tilbage til skole, job og for mig en pludselig intethed. Jeg husker ikke rigtig, hvad vi lavede de 3 måneder i Tbilisi, jeg følte bare en trang til at passe på min mor og min bror. Så vi tager en tidlig juleferie i Danmark.

Højtuddannet husmor

Jeg studerer gennem foråret 2021 og gør en indsats for at være nærværende for min familie. Tager stadig rollen som medfølgende ægtefælle. Indimellem føler jeg mig som højtuddannet husmor. Alligevel er jeg glad for at have tid til nærvær i hverdagen. Samtidig er jeg utålmodig og føler, at jeg visner intellektuelt ved ikke at anvende mine nye kulturelle og sproglige kompetencer fuldt ud. ’Det må da være muligt at finde et job og bringe mine internationale kompetencer i spil’, tænker jeg ofte. Jeg promoverer mine færdigheder fra udlandet, bruger mit netværk. Men jobmarkedet har mundbind på, og der investeres ikke lige her og nu i akademikere med mine færdigheder.

Stærke relationer og store ord

Jeg drives fortsat af viden og lyst til at skabe noget godt. Gerne til gavn for Georgien. Min hjerteveninde, som jeg rejste Australien tynd med i år 2000, er nu bosat i Nørresundby. Hun er så fantastisk til at motivere mig. Det er enormt værdifuldt at have gamle venner, som var der, da man rejste med rygsæk, blev gift, fik barn … og som støtter, når det er svært.

Min mand og søn trives i Danmark med topjob, dansk skole og foreningsliv. Det glæder mig, at de er landet så godt. Jeg frygtede en overgang, at min søn ville opleve samme rodløshed som jeg. Han glæder sig selvfølgelig til at se sine georgiske, amerikanske, tyrkiske, russiske, israelske, norske og aserbaidjanske brødre igen. Ja, ord og relationer vokser i udlandet, når hjerterne åbnes. Til enhver lejlighed holder vi taler, og georgierne har en fin kultur med at skåltale fra hjertet og takke hinanden for at være til. Der er dælme ingen jantelov.

Vi bliver jo hinandens familie i det internationale samfund. Børn bliver third culture kids og Home is where the heart is – det er vores mantra. Heldigvis har vi jo vores hjerter med os, hvor end vi befinder os. Mit hjerte er ved at åbne sig for Danmark igen, og det er lidt nemmere nu. Tiden læger sår, og så er det noget nemmere at være dansk på de lyse dage, når bøgen blomstrer. Jeg får fortsat ugentlig undervisning i georgisk sprog og kultur.

Tanjas tips om udstationering og repatriering:

Overvej at sælge huset

Vi udlejede vores hus i Danmark før udstationeringen, fordi vi oprindeligt kun skulle være væk 1 år – der siden udviklede sig til 4 fantastiske år, men at leje ud viste sig at rumme en masse bøvl, som endte med at koste os dyrt. Desuden har vi nu, tilbage i Danmark, nye behov for at bo, leve og arbejde blandt internationale. For selvom vi har vores dejlige hus med søde naboer og smuk natur, er kontrasten mellem metropolen Tbilisi og nordjyske Hjørring enormt stor.

Reintegration i Danmark

Det er utrolig vigtigt at lære, hvordan du bliver reintegreret i Danmark. Især for medfølgende. Ofte er der ikke en arbejdsplads at vende tilbage til med indtægt og netværk, som er afgørende for reintegration. Jeg har undervist flygtninge og indvandrere på danske sprogskoler. Nu står jeg sjovt nok i samme situation som mange af dem.

Jeg sagde mit gode danske job op for at følge familien ud. Det var selvfølgelig mit eget valg, men dét at vende hjem uden job har især haft store omkostninger – hvilket er paradoksalt, når jeg hører erhvervsledere og politikere efterlyse højtuddannet udenlandsk arbejdskraft. Jeg har mistet min dagpengeret og jobmarkedet er ikke så klar til mine internationale kompetencer, som jeg havde håbet på.

Boganbefaling

Stine Møllebro har skrevet bogen Kom godt hjem, der handler om at vende tilbage til Danmark efter udstationering. Bogen bygger især på research på den hidtil oversete gruppe, de medfølgende. Kom godt hjem hjalp mig ikke mindst til at forstå, at den udlængsel jeg mærker er normal. Stine Møllebro giver også gode tips til reintegration, der sjovt nok handler om at se (eksempelvis) Danmark som en ny udstationering. Udgivelsen fortjener helt klart at blive læst i alle internationale HR-afdelinger og af udlandsdanskere med tanker om at bo i Danmark igen.