Han har reddet millioner af menneskeliv over hele verden

I en menneskealder har Ole Skovmand arbejdet med at udvikle myggenet, der er imprægneret med insekticider, og indtil en effektiv vaccine er fuldt dokumenteret, er det fortsat myggenet, der tegner sig som den største aktør i kampen mod malaria. Derfor kan han med rette være stolt af at have ydet en bemærkelsesværdig indsats på området.

mand

Af Henrik Malmgreen

Nogle mennesker er idealister og vil gerne være med til at gøre en forskel, eksempelvis inden for sundhed og forskning. Nogle har også en ambition om at kunne gøre en forskel for verdenssamfundet, men det er trods alt de færreste, der kan sige, de har været med til at redde millioner af menneskeliv. Det kan Ole Skovmand, der siden 1994 har boet i Montpellier i Sydfrankrig, hvor han arbejder med udvikling og test af imprægnerede myggenet.

Jeg synes egentlig godt, jeg kan være en smule stolt over at have været med til at udvikle de insekticid-behandlede myggenet, der de seneste 20 år ifølge WHO har tegnet sig for 60 pct. af malariabekæmpelsen på verdensplan.

Ole Skovmand, medlem af Danes Worldwide

»Jeg er i dag blevet 74 og har over årene i en lang række sammenhænge arbejdet med bekæmpelse af skadedyr såsom fluer og myg. I dag er bekæmpelse af malaria blevet mit speciale samt min lidenskab, og jeg synes egentlig godt, jeg kan være en smule stolt over at have været med til at udvikle de insekticid-behandlede myggenet, der de seneste 20 år ifølge WHO har tegnet sig for 60 pct. af malariabekæmpelsen på verdensplan,« siger Ole Skovmand.

Verden venter på en vaccine

En vaccine mod malaria har været mange år undervejs, og først i år bliver der måske udviklet en vaccine, der kan hjælpe mere end 50 pct. af vaccinerede. Indtil det er dokumenteret, er det dog fortsat myggenet, der tegner sig som den største aktør i kampen mod malaria samt med nogen effekt mod andre myggespredte sygdomme som zikavirus, gul feber og Dengue feber. Egentlig er det en lavpraktisk metode, men en metode, der for alvor bliver effektiv, når den tilføjes kemi.

»Jeg er uddannet biolog fra Københavns Universitet, men har også arbejdet som kemiker i et medicinalfirma, netop for at styrke min kemiske baggrund. Derfor har jeg i en lang årrække også arbejdet med insekticider og har blandt andet været ansat i Statens Skadedyrsbekæmpelse, inden jeg kom jeg til en ny division i Novo Nordisk, Novo Biocontrol, hvor jeg arbejdede med bipoesticider,« forklarer Ole Skovmand.

mand og dame
I det daglige arbejder Ole Skovmand sammen med sin kone Myhanh Skovmand. Hun fungerer som assistent, når der produceres myggenetprøver, ligesom hun tager sig af såvel den private som den firmaadministration, der vedrører Ole Skovmands konsulentarbejde. (Foto: Privat)

Har sit eget laboratorie

Når han i dag bor i Montpellier, skyldes det dels, at hans arbejde for Novo Biocontrol bragte ham til den sydfranske by, dels at hans kone Myhanh Skovmand, der er af vietnamesisk oprindelse, og som han mødte på en kongres i Kina i 1992, boede i Montpellier. Hun er i dag gået på pension og hjælper derfor Ole Skovmand, når han i sit laboratorie i husets garage udfører forskellige test, både når det gælder den kemiske imprægnering og test af de tekstiler, myggenettene er lavet af.

»Mine analyser går videre til et laboratorie i Hanoi, som jeg tidligere ejede, men som i dag er en selvstændig vietnamesisk virksomhed. Gennem årene har jeg også haft samarbejde med flere danske virksomheder, men i dag arbejder jeg som selvstændig konsulent. Blandt andre for min søn Rune Skovmand Bossellman, der er direktør for en myggenetfabrik i Pakistan, hvor man gør brug af mine analyser,« uddyber Ole skovmand.

Gennem mit arbejde har jeg måske været med til at redde 10-20 millioner menneskeliv.

Ole Skovmand, medlem af Danes Worldwide

Få masser af fordele som medlem

Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker

Medlemsfordele

  • Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
  • Rabat på bl.a. online danskundervisning, sommerskole og sagsbehandling
  • Eksklusive arrangementer og webinarer
  • Lokalt netværk med andre danskere i dit område
  • Kun 70,- pr. mdr. for hele familien

Der er stadig brug for ham

Selv om han kunne læne sig tilbage og være tilfreds med sin indsats, ja så gør han det ikke. Han føler stadig, at han med sin store viden kan være med til at gøre en indsats. Ifølge WHO’s Verdens rapport om malaria 2020 registreres der stadig mere end 200 mio. tilfælde af malaria hvert år, og mere end 400.000 mennesker dør årligt af sygdommen, de fleste af disse er småbørn i Afrika. Derfor føler Ole Skovmand, der fortsat er god grund til at fortsætte kampen mod malariamyggen.

»Jeg deltager eksempelvis også i felttest i Afrika, hvor de imprægnerede myggenet skal stå deres prøve. Det sker både ved testmontering i specielle huse, hvor vi kan monitorere nettenes effektivitet samt ved at følge dem over tid og blandt andet registrere, hvorledes de behandles. Den menneskelige faktor er en ofte undervurderet, men en meget vigtig del for vurderingen af et produkts reelle effekt,« forklarer Ole Skovmand.

Ole Skovmand
Ole Skovmand er her på besøg i Guatemala, hvor han er fotograferet på toppen af en Maya pyramide. Anledningen var et projekt i samarbejde med et amerikansk firma, der laver banansækkesække imprægneret med insekticider. (Foto: Privat)

Livsdrømmen er opfyldt

Ud over myggenet arbejder han også med myggelarveprodukter, de såkaldte larvicider, samt sprøjteprodukter, der f.eks. kan sprøjtes på væggene i et hus. Hans viden om og indfaldsvinkel til arbejdet har altså mange facetter, og over årene har han både samarbejdet med organisationer som Danida og WHO, der har respekteret og værdsat både hans enorme viden og hans store engagement.

»Myg er fortsat det farligste dyr for mennesker og det dyr, der slår flest mennesker ihjel gennem overførte sygdomme. Når man dertil lægger, at jeg altid har været fascineret af naturen og lige siden, jeg var en lille dreng har haft en drøm om at blive biolog, kan man vist roligt sige, jeg har fået opfyldt min livsdrøm. Gennem mit arbejde har jeg måske været med til at redde 10-20 millioner menneskeliv. Hvor mange kan sige det,« spørger Ole Skovmand.

Blå bog
Navn: Ole Skovmand.
Alder/by: 74 år og fra København.
Uddannelse: Eksperimentel Biolog.
Job/titel: Selvstændig konsulent.