Han har skabt sin egen karriere på Middelhavsøen Malta

Med blot en Hf-eksamen i bagagen pakkede 19-årig Simon Schmedes i 2016 kufferten og flyttede til Malta. Her skabte han sig først en karriere i den internationale industri for online spil, mens han i dag driver sin egen virksomhed, som beskæftiger sig med medarbejderrekruttering.

Når det gælder eksamensbeviser, har Simon Schmedes ikke det store at prale af. Men han er et godt eksempel på, at det ikke altid er de boglige kvalifikationer, der er afgørende for ens videre karriereforløb. Med blot en Hf-eksamen i bagagen drog han således i 2016 til Malta som 19-årig for at prøve lykken. Det boglige interesserede ham ikke så meget på det tidspunkt, og det var svært at finde et job under de hjemlige himmelstrøg.

»Jeg kunne i princippet være landet næsten hvor som helst, og jeg havde først øje på Riga i Letland. Men klimaet var ikke det mest tiltalende, så gennem en bekendt, der kendte til Malta, fik jeg interesse for denne spændende Middelhavsø. Egentlig havde jeg blot besluttet mig for at tage et sabbatår og være væk i 6 måneder, men jeg blev hurtigt forelsket i øen og fandt ud af, at jeg med min Hf-eksamen faktisk godt kunne skabe mig en karriere i udlandet,« forklarer Simon Schmedes.

Klarer sig uden fine eksaminer

Malta er i dag et centralt omdrejningspunkt for den europæiske spilindustri, især når det gælder kasino, sport og poker, og Simon Schmedes fik hurtigt et job i et iGaming firma, der er fællesbetegnelsen for de virksomheder, der tilbyder pengespil online. Han startede i kundeservice, blev senere mellemleder og avancerede til Key Account Manager, hvor han blandt andre servicerede de største kunder hos den danske spiludbyder Mr. Green.

»Som 19-årig var det en stor beslutning og noget af et eventyr at drage til Malta, men jeg endte altså i en stilling, hvor jeg var kunde- og marketingansvarlig for en række store kunder, hvilket for mig er et godt bevis på, at man langt hen ad vejen, kan hvad man vil – også selv om man ikke har en masse eksamensbeviser,« siger Simon Schmedes videre. Han vidste dog også, at han på et tidspunkt gerne ville have foden under eget bord.

Sammen med sin svenske kæreste Agnieszka Loughran nyder Simon Schmedes tilværelsen på Malta. Her har han succes med at opbygge sin egen virksomhed, som beskæftiger sig med medarbejderrekruttering. (Privatfoto)

Vil gerne hjælpe unge på vej

Simon Schmedes var glad for sit job, men det netværk, han over tid havde opbygget, bruger han i dag i sin egen virksomhed, Dansk Udlandsrekruttering, som han har drevet de seneste par år. Her formidler han kontakt mellem virksomheder, især i Malta samt Grækenland, og unge, der vil prøve lykken i udlandet. I princippet kan han formidle job i det meste af Europa, men dækker qua sin placering og egen erfaring især Sydeuropa.

Blå bog

Navn: Simon Schmedes.

Alder/by: 27 år og fra Aalborg.

Uddannelse: Hf-eksamen med linjefag i erhvervsøkonomi.

Job: Ejer og driver Dansk Udlandsrekruttering.

»Jeg synes selv, jeg har oplevet lidt af et eventyr, og nu lever jeg så af at give oplevelsen videre til andre samt hjælpe unge med at finde job og bolig i udlandet. Mange unge er slet ikke klar over de muligheder, der er, og derfor vil jeg gerne hjælpe dem på vej,« uddyber Simon Schmedes, der har fundet sig en svensk kæreste, som han lærte at kende gennem sit virke i spilindustrien. Hun har nu sagt sit job op og skal arbejde sammen med ham i hans egen virksomhed.

Få masser af fordele som medlem

Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker

Medlemsfordele

  • Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
  • Rabat på bl.a. online danskundervisning og sommerskole
  • Eksklusive arrangementer og lokale netværk
  • Kun 70 kr. om måneden for hele familien

Godt mix mellem arbejde og fritid

Lige nu er Simon Schmedes hjemme i Danmark på sommerferie, men han har fundet sig så godt til rette på Malta, at det efter al sandsynlighed er her, han bliver på permanent basis. Under Coronakrisen var han ligeledes i en periode hjemme i Danmark, men det maltesiske klima, kulturen og ikke mindst befolkningen passer rigtig godt til hans temperament. Det lille ørige et stykke syd for Sicilien er altså blevet hans hjem.

»Sammenlignet med Riga er klimaet noget bedre. På Malta skinner solen i gennemsnit 330 dage om året, så selv om det selvfølgelig regner og kan være lidt køligt om vinteren, er der bestemt ikke noget at udsætte på klimaet. Jeg nyder den sydeuropæiske mentalitet, hvor arbejdsdag og fritid mere eller mindre går op i en højere enhed. Ofte kan jeg selv tilrettelægge min arbejdstid og kan nogle dage godt nå en tur på stranden, inden jeg tænder computeren,« fortæller Simon Schmedes.

Et land med masser af historie

Han nyder naturligvis godt af den digitale dagsorden, hvor telefon, computer og internet gør det muligt at arbejde uanset, hvor man er. Af og til er han nødt til at rejse rundt for at besøge sine kunder, altså de virksomheder for hvem han formidler arbejdskraft, og i løbet af efteråret skal han blandt andet besøge en række kunder i Grækenland.

»Jeg synes selv, jeg har fundet min plads på livets hylde, og Malta er et spændende sted at bo. Det er jo ikke noget stort land, så nogle synes hurtigt, det bliver for småt. Jeg er imidlertid vild med landets historie, og den tidligere hovedstad Mdina har en historie, der går tilbage til før middelalderen. Her er fantastisk mange spændende ting at opleve,« slutter Simon Schmedes.