Heidis og Eddies kærlighedshistorie

Artikel oprindeligt bragt april 2021 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.
Tekst: Helle Bjerre Christensen – Freelancejournalist, Washington D.C.

Will you marry me?

Hjertet slår krumspring som en rodeotyr i brystet på den godmodige amerikanske bamse, der spændt rækker en forlovelsesring med små glimtende sten frem mod sin danske kæreste.

Det håbefulde spørgsmål bliver hængende i luften, men frem­kalder ikke lige den reaktion hos Heidi Lindsted Holm, som Eddie Simmons havde drømt om.

Omgivet af palmer og med et rislende springvand i bag­ grunden vender den 46­-årige danske sygeplejerske sig forvirret væk fra manden, der knæler foran hende midt i lobbyen på Hotel Eleganté i Beaumont, Texas. Hun stiler mod udgangen, men han kalder hende tilbage.

”Jeg troede, at jeg ville få et hjertestop,” fortæller Eddie Simmons om den mindeværdige dag for to år siden, da han frie­ de til sin danske ungdomskæreste og efter hendes nervepirrende tøven fik sit ja.

Fra Amager til Deweyville

I et kvart århundrede har Heidi og Eddie på hvert sit kontinent bygget et liv op med kærester, ægtefæller og børn. Men de har altid rumlet rundt i baghovedet på hinanden. Og at de nu er gen­forenet med en fælles fremtid foran sig kan bl.a. tilskrives en voldsom orkan, der to år forinden havde raseret hans hjemstat Texas.

Det er den 24. januar 2019, og Eddie Simmons har i detaljer planlagt sit frieri. Det skal gennemføres den dag, Heidi Lindsted Holm ankommer på besøg fra Danmark, og så skal det foregå på det samme hotel, hvortil han i 1993 iført hvid smoking fulgte sin danske kæreste til high school prom (afgangsbal, red.).

”Hans frieri kom fuldstændig bag på mig,” siger Heidi, der den dag på Hotel Eleganté ikke følte sig særlig elegant efter 15 timers flyrejse.

”Eddie havde lige hentet mig i lufthavnen, og jeg var træt. Jeg havde sovehår, følte mig ’støvet’ og havde stadigvæk mit jogging­ tøj på fra flyveren. Og så stod jeg der i den prangende hotellobby iført mine joggingbukser og tænkte nej, nej, nej.”

Men jeg endte jo med at tage imod både ring, kram og kys. Og da jeg bagefter ringede hjem til mine forældre, fandt jeg ud af, at Eddie rent faktisk havde spurgt min far om lov.

DANES møder ægteparret Simmons over et videoopkald en torsdag aften, hvor de med indkøbsposer lastet i deres pickup truck er på vej hjem fra supermarkedet.

I oktober blev de viet ved en usædvanlig bryllupsceremoni, der i typisk Corona­stil foregik via internettet. Mere om det senere.

I november flyttede den danske sygeplejerske – nu med Simmons føjet til sit efternavn – ud af sit rækkehus i Kastrup og ind i Eddie Simmons’ mobile home i en lille flække i Texas.

”Jeg elsker, at vi endelig er sammen og kan tilbringe hver eneste dag sammen,” udbryder hun med bred amerikansk syd­statsaccent fra passagersædet og med ægtefællen ved sin side. Han hedder James Edward Simmons, men i Deweyville, hvor han har boet hele sit liv, kalder alle ham bare for Eddie.

Normalt lever Eddie af at udføre bygnings-­ og anlægsarbejde, men da alt byggeri i området er gået i stå under Coronapande­mien, ernærer han sig nu ved at rydde op efter de seneste to store orkaner – Laura og Delta – der sidste år væltede træer og telefon­pæle, smadrede huse og skabte oversvømmelser i Texas og nabo­staten Louisiana. Der er stadigvæk masser at rydde op i, hvilket er hans held.

”Der foretages ingen store renoveringer lige nu, og det er ikke til at finde arbejde inden for mit område. Covid har ramt os meget hårdt, og jeg er gået fra at tjene 35 dollar i timen til nu 12 dollar.”

Deweyville ligger i et skovrigt naturområde ved floden Sabine River, der udgør statsgrænsen mellem Texas og Louisiana. Med et indbyggertal på kun godt 600 ved alle, hvad alle andre laver. Her er de fleste konservative, der er en kirke på næsten hvert gadehjørne, og amerikanernes forfatningssikrede ret til at eje og bære våben er omtrent lige så hellig som bibelen.

Eddie Simmons kan ikke huske, om det er 16 eller 17 skyde­våben, han ejer, men som han siger med et glimt i øjet: ”Det er alt for mange. Men jeg elsker virkelig min ret til at bære våben.”

Der er på flere måder langt mellem Deweyville og Kastrup, hvor Heidi Lindsted Holm Simmons kommer fra, men hun synes nu alligevel ikke, hun lever så anderledes nu.

”Kastrup er også et ”lille samfund”. Selv om det er klos op ad hovedstaden, så tager vi sjældent derind. Vi har alt, hvad vi har brug for på øen.”

Kæmpe kompliment til dansk

Da Heidi var barn, arbejdede hendes far som politibetjent i paskontrollen i Københavns Lufthavn i Kastrup, og moren var sygehjælper på Amager Hospital. Familien havde i årevis haft udvekslingsstudenter boende, for at moren kunne blive bedre til engelsk, og da Heidi var 17 år, rejste hun selv på udveksling til Deweyville High School i Texas. Skolen havde kun 100 elever, og en af dem hed Eddie Simmons.

Den udadvendte danske teenagepige faldt hurtigt til i de nye omgivelser.

Jeg kastede mig ud i alt, hvad jeg kunne. Jeg spillede volley­ball, løb på skolens løbehold og var med i skolens pep squad (heppekor, red.).

Først et halvt år inde i opholdet fik hun øjnene op for den generte Eddie, der fra første dag i hemmelighed havde været lun på hende men havde gjort alt for at skjule det ved at være irrite­rende og drille.

Gennembruddet kom, da han overtalte sin lillesøster til at invitere Heidi hjem en dag, hvor han så ’tilfældigvis’ også selv var hjemme.

”Og så gik jeg ellers rundt og ”struttede med fjerene” og forsøgte at imponere hende,” smiler han.

De var kærester i hendes sidste halve år i Texas og sad som regel pænt hjemme hos Heidi i stuen og så film og sludrede.

Den unge amerikaner fandt sin danske kæreste eksotisk. Han havde kun været i Dallas, Kansas og en enkelt gang i Las Vegas.

”Så Heidi besnærede mig, når hun ringede til sine forældre og talte dansk. Det lød som om, hun sang serenader,” fortæller han. I maj 1993 skulle hun tilbage til Danmark, og hendes forældre kom til Texas for at hente hende. De tog en klaphat med til Eddie, husker hun.

Afskeden var tung. Eddie havde sprayet sin parfume på en tøjbamse, og hans søster havde lavet et kassettebånd med musik til Heidi, som hun fik, da de sagde farvel.

Inden den danske familie satte kursen mod Dallas i deres leje­bil, trak Heidis far Eddie til side.

”Min far sagde til ham, at han skulle lade være med at følge efter mig. Jeg skulle have lov til at komme videre,” fortæller Heidi og tilføjer:

”Mine forældre var bange for, at jeg ikke ville med tilbage til Danmark. Og den dag i dag er jeg heller ikke sikker på, at jeg var kommet med det fly, hvis ikke de var rejst herover for at hente mig.”

“For ham er jeg dronning”

Hun husker det som om, at hun græd hele vejen til Dallas – uafbrudt i seks timer. Når savnet overmandende hende under de følgende ugers rundrejse med forældrene, krøb hun sammen i lejebilen med sin bamse og lyttede til musikken fra kassette­båndet.

Hun skrev til Eddie, da hun var tilbage i Danmark, men han besvarede aldrig hendes breve. Han troede alligevel ikke på, de kunne opretholde et langdistanceforhold, siger han i dag.

”Og så skete livet ellers bare, og vi mistede kontakt med hin­anden,” fortæller danskeren.

Hun kom på handelsskolen Niels Brock og uddannede sig til social­ og sundhedshjælper og senere sygeplejerske. Blev gift, fik børn, blev skilt og fandt nye kærester.

På et tidpunkt blev hun og Eddie venner på Facebook og begyndte at kommentere på hinandens opslag. De mødtes end­da kortvarigt, da hun i 2002 var i Texas til en venindes bryllup. Men tidspunktet var elendigt for dem begge. Hun var gravid med sit andet barn, og han var gift og far til dengang to børn.

Endnu 15 år gik, og da orkanen Harvey med vindstød på over 200 kilometer i timen i 2017 forårsagede voldsomme oversvøm­melser og dræbte mere end 100 mennesker i Texas og Louisiana, tog Heidi tilbage for at besøge Eddies mor.

Og det var ude på hendes veranda, at et knus imellem de to ungdomskærester førte til deres genforening.

”Jeg mærkede en hånd på min skulder, og da jeg vendte mig om, stod han der og løftede mig op i et bjørnekram. Jeg ved ikke, hvor længe vi krammede, men mens vi stod der, forsvandt de sidste 25 år bare for os begge. Og det stod os klart, at vi havde spildt for mange år på at være adskilt.”

Spørger man hendes barndomsvenner i Danmark, vendte hun aldrig for alvor hjem fra Texas dengang i 90’erne.

Så da jeg fortalte dem, at Eddie og jeg havde fundet sammen igen, sagde de bare: ”Det skulle jo ske.

”Selv min mor, som i en evighed kæmpede imod, har indrøm­met, at hun godt kunne se, at det ville ske en dag, selv om hun håbede, at det ikke ville. Hun synes, jeg er for langt væk nu.”

Men hvad er det så, hun faldt for ved Eddie?

”Han er opdraget på sydstatsmaner. Han er typen, der åbner døre, bærer mine ting og hænger månen op for mig hver aften. For ham er jeg dronning, og han lader mig ikke glemme det.”

”Vi kender hinanden så godt, at vi afbalancerer hinanden. Han er god til at holde mig i skak, og jeg hiver ham ud af hans skal.”

Lovgivning stritter imod i begge hjemlande

I Danmark bor Heidis datter Nadia (18) i Heidis rækkehus i Kastrup, og sønnen Frederik (25) har sin egen lejlighed.

”De har begge været hundrede procent med i beslutningen om, hvorvidt jeg skulle afsted. Havde de sagt nej, havde det måttet vente. De har deres fædre og en rimelig stor familie samt en hel del af mine veninder, der holder øje med dem.”

Processen med at finde ud af, i hvilket land, de skulle slå sig ned sammen, har ifølge Heidi været udmattende.

Det har været bureaukrati hele vejen. Det er ikke let, må jeg sige.

De indviklede og strikse danske regler for familiesammen­føring har været medvirkende til, at parret i første omgang slår sig ned i USA og forsøger at få en opholdstilladelse der til Heidi.

”Vi besluttede ret hurtigt, at vi ville vies her i USA. Eddies mor var ikke i stand til at rejse til Danmark på grund af sit helbred, hvorimod mine forældre godt ville kunne rejse herover. Derud­over kunne vi ikke opfylde de danske regler om familiesammen­føring, der blandt andet kræver, at jeg sætter et stort pengeløb til side.

Vi forsøgte at finde pengene, men så kom Eddies datter K’leah og fortalte, at hun skulle giftes. Derudover har Eddie en søn, der skal på college til næste år. Så vi har bare ikke pengene ligenu.”

I januar 2020 søgte Heidi om et såkaldt forlovelsesvisum, hvil­ket ville give hende ret til at flytte over til Eddie i USA. De satte deres bryllupsdato til den 10/10/­2020.

”Vi valgte den både fordi Eddie vil kunne huske den og fordi den dato skrives ens på både dansk og amerikansk,” forklarer Heidi. (På amerikansk skrives måneden først.)

Parret havde på forhånd fået at vide af de amerikanske immi­grationsmyndigheder, at det ville tage cirka seks måneder at få behandlet en ansøgning om et forlovelsesvisum, hvorefter de ville have tre måneder til at blive gift.

”Men som om, vi ikke havde været nok igennem, så kom coronapandemien og gjorde alt endnu mere besværligt for os.”

USA’s indrejseforbud fra Europa, der trådte i kraft i marts 2020, stod i vejen for behandlingen af Heidis visumansøgning.

Hun måtte ikke rejse ind i USA, og han kunne i månedsvis heller ikke rejse ind i Danmark. I september 2020 ændrede det sig, da de danske myndigheder åbnede op for kærestebesøg fra udlandet, og han kom til Kastrup.

”Vi undersøgte, om vi kunne tage til Sverige og gifte os, men det var desværre ikke muligt, da ingen af os havde en adresse der. Så vi blev nødt til at finde på noget andet,” forklarer Heidi.

Desperat søgte hun på nettet og fandt firmaet wedwebmobile. com i Utah, der foretager vielser online.

Parret blev som planlagt viet den 10. oktober, og det skete på tværs af tre tidszoner og via mobiltelefon. Hos Heidi i Kastrup var klokken 21. Hos Eddie i Texas var den 14. Og hos embeds­manden i Utah, der stod for vielsen, var det middag.

Eddie havde samlet sine søskende, sin mor og sine tre børn, sønnen Trey Allen (26), datteren K’leah (21) og lillebror Seth (18).

Heidi var omgivet af sine forældre, sine to børn og sine nærme­ste venner. Afslappet klædt i jeans og hvid skjorte holdt hun un­der vielsen en brudebuket i den ene hånd og sin mobiltelefon i den anden. Deres øvrige venner og familie fulgte med via et link.

En storm i Texas aftenen før havde taget strøm og wifi-­forbin­delsen, så Eddie måtte hjem til sin mor og blive gift.

Og det endte med at være en hurtig vielse, for vi var hele tiden bekymrede for, om forbindelsen skulle blive afbrudt.

I rækkehuset i Kastrup blev der drukket store mængder cham­pagne den aften, og Heidi fejrede sit bryllup med sine veninder. Siden er hun og Eddie blevet viet endnu en gang i Texas, da deres immigrationsadvokat ikke mener, at deres online­vielse er juridisk gældende i Texas. Og så planlægger de også at holde en ’rigtig’ bryllupsfest, når Coronapandemien tillader det. Kjolen er allerede købt.

”Det ender med at blive den tredje gang, du gifter dig med mig,” griner Heidi. Vielsen online gav hende muligheden for at flytte over til Eddie i USA, hvilket hun gjorde den 2. november 2020.

En texaners møde med dansk druk

De første måneder beskriver Heidi som ’helt utrolige’.

”Vi jonglerer stadigvæk med bureaukrati, men vi elsker at være sammen. Der kommer til gå mellem tre og fem måneder, før myndighederne vil give mig en midlertidig arbejdstilladelse, selv om de skriger på sygeplejersker over det hele. Og der er dage, hvor jeg føler, jeg er en byrde, fordi jeg ikke økonomisk kan bidrage endnu.”

At Heidi og Eddie Simmons har slået sig ned i Texas, betyder ikke, at det er her, de skal bo for altid.
”Der er fordele og ulemper ved at bo i henholdsvis USA og Danmark. Uanset hvor vi bor, vil en af os være adskilt fra vores børn. Så vi besluttede tidligt, at vi ville starte ud med at bo i USA og siden i mindst seks måneder i Danmark for at se, hvad vi ønsker at gøre på den længere bane,” siger Heidi og uddyber:

”Helt ærligt, så ved jeg ikke, hvor jeg helst vil bo. Jeg mangler endnu at afprøve det amerikanske arbejdsmarked, og det kan da være, at det kommer til at farve min holdning og mit ønske. Ed­die arbejder tolv timer alle ugens syv dage, og det synes jeg er enormt meget, når jeg selv er vant til en 37 timers arbejdsuge.”

”Som sygeplejerske kan jeg tjene mere her, end jeg kan i Dan­mark. Men så har vi omvendt det danske velfærdssamfund, der blandt andet tilbyder seks ugers ferie, hvilket ville give os mulig­hed for at komme på besøg i USA. Vi vil prøve at bo i begge lande og så træffe en endelig beslutning ud fra det.”

Han har besøgt Heidi i Danmark et par gange og kan godt fore­stille sig at bo i Danmark, selv om danskerne er noget mere fri­gjorte, venstreorienterede og bramfri, end flertallet er i Texas.

Heidi er realist nok til at forudse, at der vil være udfordringer for ham i Danmark.

”Jeg tror ærligt, at han ville få enkelte problemer med den libe­rale og – i en sydstatsmands øjne – løse holdning til tingene.”

Hun nævner som eksempel den danske drikkekultur over for den amerikanske lov, der kriminaliserer køb af alkohol, hvis man er under 21 år.

En nytårsaften, hvor hun skulle på arbejde, efterlod hun Eddie sammen med et vennepar og sin teenagedatter, der festede igen­nem sammen med sine spejdervenner.

”Her oplevede han 7­10 teenagere med deres egen fest i have­stuen med alt hvad det nu indebærer af musik, sprut og så videre. Han virkede fascineret men samtidig ikke helt tryg ved situatio­nen. Stakkels mand – måske smed jeg ham lidt for hovedkulds ud i tingene.”

Spørger man Eddie, om han vil kunne bo i Danmark, lyder svaret:

”Oh ja. De er ikke skøre derovre, som de er her.”

Problemer med konspirationsteorier i USA

Heidi tager de kultursammenstød, hun som liberal dansker møder i det konservative Texas, med ophøjet ro.

”Jeg er meget alene med flere af mine holdninger her. Mit syn på for eksempel uddannelse og sundhed er meget forskellig fra deres. Selv om folk her i Texas bliver imponeret af de velfærds­fordele, vi har i Danmark, så er det ikke nok til, at de kan eller vil forsøge at forestille sig at indføre et offentligt sygehusvæsen og skoler her. Jeg bliver oftest mødt med den holdning, at man ikke vil betale for folk, der ikke yder noget. Jeg har oftest kun disse samtaler med folk, jeg kender, og som jeg godt tør sige imod.”

Og så er der det med humoren og den danske ironi.

”Jeg skal helt klart tænke over mine ’under bæltestedet’ hurtige kommentarer.” Og som Eddies børn siger: “Leave it to Heidi to take it too far,” griner hun.

Hun oplever, at USA i dag er et andet USA end det, hun boede i dengang i 1992­-93.

”Nu må jeg prøve at sige det her på en pæn måde: Hernede er det ’deep south, redneck country’. Folk er stadigvæk lige så patri­otiske, som de var dengang. Men mistilliden til hinanden og konspirationsteorierne løber løbsk. Og det er nok den største forskel.”

Mange konservative støtter for eksempel Donald Trumps påstande om, at han i november fik stjålet sin valgsejr af Joe Biden, og nogle tror også på konspirationen om, at Hillary Clinton og andre fremtrædende demokrater driver en pædofil­ring fra et pizzaria i den amerikanske hovedstad.

”Jeg plejer at smile og komme med henkastede bemærkninger, der modsiger konspirationsteorierne. Men jeg har egentlig ikke lyst til bruge energi på dem. Folk har ret til deres holdninger, men jeg tror, at opmærksomheden bare gør det værre,” siger Heidi.

Indbyrdes er hun og Eddie heller ikke enige rent politisk.

”Vi taler ikke om politik sammen. Vi taler ikke engang om religion,” siger Eddie.

Til gengæld går der ikke en uge, uden at han forsøger at over­tale hende til at bære et skydevåben til selvforsvar.

”Jeg kommer ikke til at eje et våben. Det kommer ikke til at ske, mens jeg lever,” siger hun og kommer i tanke om en oplevel­se under et besøg i København, der på en anden måde illustrerer forskellen mellem det danske og amerikanske samfund. Under et besøg på slotspladsen uden for Amalienborg Slot gik Heidi til Eddies store overraskelse hen og satte sin hånd på slottets væg.

”Jeg troede, du ville få hjertestop,” griner hun, hvortil Eddie svarer:

”Ja, det var helt utroligt. Det kan du ikke komme til at gøre ved Det Hvide Hus.”