Historien om prinsessereglen og naturalisation

Artikel oprindeligt bragt september 2020 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.
Tekst: Karoline Blyt, Jurist – Danes Worldwide

Der var engang en dansk prinsesse, som blev forelsket i en udenlandsk prins, hvilket er en velkendt historie for mange udlandsdanskere. Prinsessen, der er tale om, er prinsesse Benedikte, ældste lillesøster til Dronning Margrethe. Hun rejste hele verden rundt for at finde en rigtig prins, for prinser var der nok af – men ikke lige inden for det danske kongerige. Til sidst fandt hun Prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg.

Da Prinsesse Benedikte blev gift i 1968 med den tyske Prins Richard, var det med samtykke jf. den dagældende tronfølgelov § 5 fra hendes far, Kong Frederik 9. – men med forbehold der satte betingelser for muligheden for Prinsesse Benediktes tronfølgerarv, samt hendes mand og børns danske indfødsret (statsborgerskab).

Prinsesse Benedikte vedblev med at være dansk statsborger, beholdt sin arveret til den danske trone og er i dag nummer 11 i rækkefølgen. Kongens betingelser betød, at prinsesse Benediktes børn ikke ville kunne indgå i tronfølgearven, hvis de ikke var danske statsborgere. Ellers kunne Danmark risikere en fremtidig regent, som var tyskstatsborger – og Ach, Du Lieber Augustin, det gik jo virkelig ikke.

Da prinsesse Benediktes børn ikke opfyldte betingelserne i Kong Frederiks forbehold, udtrådte de af tronfølgen og mistede også deres danske indfødsret. Da de to yngste døtre, prinsesse Nathalie og prinsesse Alexandra blev voksne, ønskede de at blive danske statsborgere igen. Derfor var der kun en mulighed, og det var dansk statsborgerskab ved naturalisation.

Dansk statsborgerskab ved naturalisation

For nu ikke at gøre en enkelt fjer til fem høns, så lad os hurtigt gennemgå, hvad dansk statsborgerskab ved naturalisation egentlig indebærer: En række betingelser skal opfyldes, før man kan indgive sin ansøgning til Udlændinge- og Integrationsministeriet:

• Man skal afgive en erklæring om troskab og loyalitet til Danmark
• Man skal have tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse i Danmark
• Man skal have bopæl i Danmark
• Man skal have opholdt sig i Danmark i uafbrudt 9 år
• Man må ikke have begået visse typer kriminalitet
• Man må ikke have gæld til det offentlige Danmark
• Man skal være selvforsørgende
• Man skal tale, skrive, læse og forstå dansk
• Man skal kunne dokumentere kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie (fx ved at bestå Indfødsretsprøven af 2015)
• Man skal deltage i en kommunal grundlovsceremoni

Man udfylder og indsender en ansøgning til Udlændinge- og Integrationsministeriet, som gennemgår ansøgningen, og hvis de vurderer, at man umiddelbart opfylder betingelserne, videresender de ansøgningen til Folketingets Indfødsretsudvalg. Indfødsretsudvalget vurderer sagen og afgør om ansøgeren kan blive dansk statsborger. Alle de personer, som indfødsretsudvalget har godkendt bliver derefter skrevet på et lovforslag. Det følger nemlig af Grundlovens § 44, stk. 1, at udlændinge kun kan blive danske statsborgere ved lov. Lovforslaget bliver fremstillet i Folketinget, og når loven er vedtaget, er man næsten i mål. Det sidste krav for, at man bliver dansk statsborger, er at man skal deltage i en kommunal grundlovsceremoni og give et håndtryk til en repræsentant for det offentlige Danmark (fx en borgmester). Først når håndtrykket er givet, er man dansk statsborger.

Prinsessereglen

Men hvad har så alt dette med prinsesserne at gøre? Da prinsesse Nathalie og prinsesse Alexandra var født af en dansk mor i Danmark, men sidenhen var opvokset i Tyskland og fortsat bosat der, opfyldte de ikke alle kriterierne for at få dansk statsborgerskab ved naturalisation. Derfor blev der af Indfødsretsudvalget indført en lempelse, som også kom til at gælde for personer i en lignende situation: For personer født af en dansk mor i perioden fra den 1. januar 1961 til den 31. december 1978, som kunne have erhvervet dansk indfødsret, hvis moderen inden den 31. december 1981 havde afgivet erklæring herom, kunne søge om dansk statsborgerskab ved naturalisation. Lempelsen – altså prinsessereglen – betød, at de omtalte personer:

• Er undtaget for krav om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark
• Ikke skal have bopæl i Danmark og derfor heller ikke skal deltage i grundlovsceremonien
• Ikke skal opfylde sprogkravet. I disse tilfælde anses en vurdering foretaget af en dansk repræsentation i udlandet – at ansøgeren uden brug af omskrivninger eller andre sprog og med den accent, som er naturlig, kan deltage ubesværet i en samtale på dansk – som tilstrækkelig dokumentation for sprogkundskaber
• Ikke skal bestå Indfødsretsprøven

Ansøgningen om dansk statsborgerskab via naturalisation med lempeligere betingelser, jf. prinsessereglen, skal derfor også i stedet indgives til nærmeste danske ambassade eller repræsentation i udlandet. Prinsessereglen er efterfølgende også blevet anvendt i Indfødsretslovens § 8 om bevarelse af dansk statsborgerskab.

Hvis ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for § 8 – også selvom om moderen havde afgivet en erklæring – så vil personen ikke kunne optages på lovforslaget og få dansk statsborgerskab igen.

Den 7. maj 1998 blev prinsesse Nathalie og prinsesse Alexandra optaget på meddelelsen om lov om indfødsret sammen med 963 andre nye danske statsborgere, og prinsesserne har siden da været danske statsborgere. Det danske statsborgerskab har dog ikke haft betydning for prinsessernes tronfølgerarv, og de indgår stadig ikke i tronfølgen.

Se, det var en rigtig historie!