Hjemme hos kunstneren Lin Utzon på Mallorca

Mødestedet er en grusbelagt parkeringsplads i udkanten af den lille by S’horta på Mallorcas sydøstlige kyst. På den ene side i horisonten vugger Middelhavet, og på den anden bølger fyrretræer blødt på grønne bjerge. Lin Utzon insisterede i telefonen på, at hendes hus var så svært at finde på egen hånd, at vi skulle mødes her.

TEKST: DITTE BLÆDEL, FREELANCEJOURNALIST (MALLORCA)
FOTO: JAVIER CATALA, FOTOGRAF (MALLORCA)

Vi kører op ad en smal, ramponeret grusvej, og da vi når toppen og hun stiger ud af sin noget ridsede røde Peugeot, siger hun – lidt undskyldende og med et smil:

”Jeg skal se at få gjort noget ved den vej, men jeg kan faktisk godt lide, at den ikke er alt for pæn…”

Foran os ligger det hus, som Lins far, Jørn Utzon, byggede og for mange år siden forærede som guldbryllupsgave til sin hustru med en stor rød sløjfe hele vejen rundt om.

”Can Feliz” hedder huset – Lykkens Hus.

LIN UTZON
Uddannet på School of Painters and Sculptors i Sydney 1965-1967 med studie- ophold i Kyoto og Tokyo samt Tekstillinjen på Kunsthåndværkerskolen i København1967-1970.

Hendes værker kan opleves i bl.a. Tivoli og i biblioteket på den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Dertil har hun bl.a. skabt porcelænsserier, scenografi og kostumer til Den Kongelige Ballet og bidraget med udsmykning af Volvos hovedsæde i Göteborg, San Jose Convention Center, Capital Building i Sydney, Coloplast samt The Martin Luther King Memorial i San Francisco.

Senest har hun lavet et stort grafisk værk til Fredensborghusene.

”Dette er mit mesterværk”

Jørn Utzon (1918-2008) købte i sine unge dage den store naturgrund, men stedet lå i mange år helt urørt, da det viste sig umuligt at opnå en byggetilladelse. Arkitekten samlede derfor sin energi om at købe et andet stykke jord ligeledes på Mallorcas sydøstlige side – men helt ud til kysten.

Men da han mange år senere endelig fik byggetilladelse oppe i disse bjerge, gik han sammen med en lokal bygmester i gang med at bygge huset Can Feliz (efter hustruens navn), som parret boede i indtil de i deres sidste år vendte tilbage til Nordsjælland.

Far var genial. Han tænkte helt anderledes end nogen som helst anden, jeg nogensinde har mødt.

Mens Can Lis ude ved kysten (ejet af Utzon Fonden, red.), er gennemfotograferet og omtalt i alverdens bøger og blade som en arkitektonisk perle, så er Can Feliz anderledes sparsomt beskrevet. Og det er sådan, Lin gerne vil have det.

En interessant detalje er det dog, at den for længst verdensberømte Jørn Utzon engang i 00’erne udtalte om det rum, han brugte som arbejdsværelse, og som nu også hans datter gør i Can Feliz:

”Dette er mit mesterværk”.

Vi respekterer privatsfæren ved i denne artikel ikke at bringe billeder af huset set udefra.

Lin arvede huset, da hendes forældre flyttede hjem til Danmark, og hun har boet her mere eller mindre fast de seneste 25 år – altså når hun ikke lige har opholdt sig i kortere eller længere tid i bl.a. Australien, USA, Mexico, London, Paris eller Nordsjælland.

”Far var genial. Han tænkte helt anderledes end nogen som helst anden, jeg nogensinde har mødt,” fortæller Lin, da farens navn naturligvis dukker op undervejs i interviewet – med tilføjelsen, at med den særlige indstilling han havde til snart sagt alting, var han også et meget mildt og kærligt menneske.

Den i dag 75-årige Lin fortæller også, at hun stadig mærker en varme blandt de ældre i området, som har kendt hendes forældre.

”Han var et meget smukt menneske.” Og hun tilføjer, at hendes mors indstilling til livet var, at kærlighed var limen til alting.

Men det at overtage et så særligt hus fra sine forældre var i begyndelsen ikke så nemt:

“Det er en stor mundfuld – lidt som at få en forkert frakke på. Jeg ville aldrig have kunnet bygge det selv.“
Denne første fornemmelse er dog forsvundet med årene, og nu føler hun, at hendes arbejde med kunst og faderens arkitektur klæder hinanden.

Kunstneren Lin

Jørn Utzon havde en særlig sans for natu- ren og blev blandt andet verdensberømt på hans særlige sans med at gøre opmærk- som på naturens mirakel med sin arkitek- tur. På samme måde spiller naturen en helt afgørende rolle i Lins arbejde.

På Mallorca begyndte hendes mere figurative arbejde med at komme tæt på naturen, observere, tegne og male dens rytme og mønstre, set tæt på og i detaljer. Hendes grundtanke er, at hun på en måde afdækkede naturens væsen, den ”kosmiske dans”, vi alle er en del af, som hun med egne ord har ”bevæget sig ind i og ud af i 25 år”.

Lin Utzons seneste udstilling har hun ligeledes arbejdet på i cirka 25 år. Oppe i et tårn, står næsten 400 arbejder holdt i sort og hvidt, og da hun i slutningen af juli blev spurgt, om hun ville udstille i Torre de Canyamel, et middelaldertårn i den nordøstlige del af Mallorca som alle her på øen kender, var det uden tvivl:

”Jeg tænkte, at det kan man simpelthen ikke sige nej til – også selvom åbningen allerede var den sjette august.”

Med andre ord havde hun pludselig mindre end 10 dage til at transportere 400 værker fra den ene ende af øen til den anden.

”Tre dage gik der her med 14 mennesker, der satte på lastbiler og kraner og alt muligt. Frem og tilbage, frem og tilbage, og de første to dage derovre var vi 10 mennesker i sving deroppe ved tårnet”.

Hendes netværk stammer i høj grad fra dengang hendes forældre boede fast på Mallorca.

De var allesammen lokale folk, som du kunne trække på?

”Ja, jeg har nogle meget gode venner, som hjælper mig, når jeg har brug for det. For eksempel bygmesteren, som byggede huset her, og hans folk. Han var kun 30 år, da han byggede Can Feliz. Og som han har sagt – det ændrede hans liv fuldstændig.”

Lin Utzon har gennem årene haft mange udstillinger mange steder, og rigtig mange på Mallorca.
Da hun fik sit gennembrud som keramiker og kunstner, var hun lige blevet skilt. Børnene var 7 og 9 og boede hos hende. Pengene var meget små, men hun var heldig at møde den italiensk-amerikanske arkitekt Romaldo Giurgola, som på det tidspunkt bl.a. havde tegnet parlamentsbygningen i Canberra i Australien og Volvos hovedkvarter i Göteborg.

Så da han spurgte, om jeg kunne lave en 36 gange 3 meter lang porcelænsvæg til Volvos hovedkvarter i Göteborg, svarede jeg med det samme Ja! – bagefter måtte jeg jo så finde ud af hvordan…

Han havde set den enestående og meget omtalte Bagsværd kirke, som Jørn havde tegnet og datteren havde udsmykket, samt en udstilling på Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor Lin med egne ord havde skabt ”noget meget anderledes porcelæn end det, der eksisterede dengang.”

”Så da han spurgte, om jeg kunne lave en 36 gange 3 meter lang porcelænsvæg til Volvos hovedkvarter i Göteborg, svarede jeg med det samme Ja! – bagefter måtte jeg jo så finde ud af hvordan…”

Samarbejdet fortsatte i 15 år. Arkitekten fortsatte siden med at give hende muligheder for at lave monumentale vægge og hvad der nu var brug for af kunstnerisk udsmykning i hans projekter i USA, Australien og Skandinavien.

“Det var min store lykke, at jeg mødte Romaldo og at jeg fik lov til at lave ting, som jeg aldrig havde drømt om at kunne.”

Siden indfandt der sig mange andre store opgaver, som Lin Utzon påtog sig, fordi hun fra barndomshjemmet vidste, at intet var umuligt.

”Mine forældres ikke-konforme, skabende indstilling til tilværelsen gjorde, at man som barn følte sig ubegrænset og opmuntret.”

Hun erindrer ikke, at hun en eneste gang er blevet rettet på, at hun skulle gebærde sig på en bestemt måde eller for eksempel blev opfordret til at forfølge en speciel vej. Når hun tænker tilbage på tiden som barn, så er det inklusiv bl.a. at få lov til at lege med sand inde i stuen i en sandkasse og kunne tegne på væggen.

Med til Lin Utzons opvækst hører også, at hendes forældre rejste til USA kort efter Anden Verdenskrig, hvor de besøgte tidens store arkitekter:

”Så de kom hjem med et andet billede på tilværelsen. Krigen og dens ophør gjorde – tror jeg – at folk havde en stor appetit på tilværelsen og havde et ønske om at skabe en ny og ideel verden.”

At optimismen har et godt fæste på Mallorca, er der bred enighed om lokalt.

”Og jeg ved ikke, om de gamle mallorcinere vil være enig i det, men der er et eller andet med lys og hav og at være på en ø – uafhængig. Du har ikke et stort, kæmpe land og alle dets problemer, som du kan have på fastlandet.”

Hun tror også, hendes forældre i sin tid valgte netop Mallorca, udover skønheden og klimaet, fordi det simpelthen er et meget venligt sted at bo. Folk er ikke interesseret i at gøre livet besværligt for nogen og er meget venlige og hjælpsomme.

Der skete det, at kunst og kultur, som man ikke havde tillagt nogen videre betydning, pludselig fremstod som noget yderst vitalt.

Borger af verden

Lin Utzon boede som ung med sin familie i Australien, mens hendes far byggede det ikoniske operahus i Sydney. Og det er hun den dag i dag meget glad for:

“Jeg var mellem 15 og 20 og gik i skole og på kunstakademiet der – det er jo nogle år, hvor man får venner for resten af livet. Jeg elskede og elsker Australien. Vi fik nogle fantastiske år dernede.”

I dag bor hendes søn i Australien, og ham besøger hun cirka hvert halvandet år i tre måneder ad gangen:

“Når jeg kommer derned, er det jo næsten som at komme hjem.”

Dengang boede hun i et hus med andre unge, og alle brændte de efter at gøre noget, som havde en eller anden form for ”tyngde”: ”Der skete det, at kunst og kultur, som man ikke havde tillagt nogen videre betydning, pludselig fremstod som noget yderst vitalt.”

På grund af operahuset?

”Ja, meget.”

Da Jørn Utzon forlod det ufærdige operahus i Sydney efter uenigheder med den australske regering, tog forældrene videre til Hawaii, mens Lin Utzon vendte tilbage til Danmark og gik på Kunstakademiet og Margretheskolen i København.

Pigerne gik med bleer på hovederne, drak bajere og røg masser af smøger. Og jeg anede ikke, hvad det drejede sig om – jeg ville bare lave noget kunst.

Jørn Utzon deltog ikke i indvielsen af operahuset og satte i øvrigt aldrig siden sine ben i Australien.
Det var i det hele taget ikke en specielt lykkelig tid, da Lin ankom til København midt i ungdomsoprøret. Hun kom fra solen og vennerne i Australien til et lille værelse på Østerbro. Hun kendte ikke rigtig nogen mere, det regnede hele tiden, og alle demonstrerede og protesterede, mindes hun:

“Alle sagde nej til alting. Pigerne gik med bleer på hovederne, drak bajere og røg masser af smøger. Og jeg anede ikke, hvad det drejede sig om – jeg ville bare lave noget kunst.”

Hendes ti år yngre lillebror var taget med forældrene til Hawaii, og hendes storebror blev gift og havde sin egen familie. Men Lin flagrede rundt – indtil hun blev gift med en mand, som hun havde mødt i Australien.

De blev gift og fik to børn, som også begge er kunstnere i dag. På et tidspunkt, mens hun boede på Mallorca, boede hendes datter i London, hendes søn i Australien, kæresten i Paris, og hun arbejdede i USA og Mexico og rejste rundt mellem alle de steder:

”Jeg kunne jo aldrig være nok nogen af stederne … Jeg var ved at blive sindssyg, og det stod på i mange år. Og når folk spurgte Hvor bor du henne? Så svarede jeg Jeg bor her“, siger hun og lægger sin hånd på sit hjerte.

“Jeg fortryder dog ikke mit vidunderlige liv.”

Efter en mindre blodprop for nogle år siden er Lin blevet bedre til at sige nej og til ikke at skulle alt muligt hele tiden.

”Jeg siger ikke ja til hvad som helst mere. Og jeg er blevet bedre til ikke at lægge tre-fire aftaler ind i en dag. Kun én. Og i dag er det dig,” siger hun med et smil.

Og da coronapandemien satte i gang med nedlukning og begrænset social kontakt, oplevede hun det på et personligt plan som ”en gave”. Hun var lige landet i Danmark og var af omstændighederne tvunget til at blive i sit hus i Hellebæk og kunne følge med i, at foråret udviklede sig.

Men du var jo fastlåst?

”Ja, men pludselig var dét at rejse ikke min beslutning – der var bare totalt fred, og jeg kunne se på skoven og havet og betages.”

Langt de fleste udedanskere har i øvrigt – ligesom millioner andre passagerer – på et tidspunkt mødt Lin Utzons arbejder i Kastrup Lufthavn. Hendes keramiske vægudsmykninger i hvidt, blåt og platin i lufthavnens Finger B løber 20 meter langs den centrale transportkorridor og indbyder til at tænke, at det er godt at være hjemme igen. Apropos ”kosmisk dansk” lyser det kølige og sanselige ved flisereliefferne langt væk af Skandinavien.

Forhåbentlig bliver mit liv ved med at være en åben skabende bog – det vil fremtiden vise.

De seks kæmpestore porcelænsvægge blev oprindelig opført i 80’erne og sat på en lige række – ”sådan bum bum derudad … sidenhen har de lavet det lidt om og vendt dem.” Ændringerne er kunstneren meget tilfreds med, fordi lyset nu falder rigtigt ind på værket.

Dansk jul – ja tak

”Jeg elsker julen, og mine børn elsker julen. Vi elsker alt det der med stearinlys og ild i pejsen, at dekorere og se venner.”

Og det er altid i Danmark?

“Det har næsten altid været i Danmark, men også nogle gange i blandt andet Australien – og det er ligesom noget andet, ikk’?”

Specielt da hendes forældre flyttede hjem fra Mallorca, holdt familien altid jul i Hellebæk. Hun har også holdt jul bl.a. to gange i Paris, hvor hendes franske kæreste, forfatteren Hugues de Montalembert, har en lejlighed.

”Første gang var der ikke noget juletræ! Næste gang kom han slæbende med sådan et lille juletræ.” Hun viser med hænderne, hvor lille det var:
”Jeg kan huske, at det var sådan en flad fornemmelse.”

Lin synes nemlig, at hele julepakken er ”meget vidunderlig” – lige fra den første dag i december med adventskransen.

”Og så går man ind i en måned, hvor mørket bliver hjulpet af, at man samles og man har stearinlys og spiser noget god mad sammen. Det er hyggeligt. Man skal nok være skandinav, tror jeg, for at være vild med det mørke og den måde, lyset kommer på, når det endelig kommer.
Når der for eksempel er frost, er det helt vidunderligt, og når der er sne, er det bare fantastisk. Og så alle de traditioner, man har haft igennem sit liv. Det er der ingen af os, der glemmer, og det er svært for andre at forstå, hvis ikke de selv har haft det.”

Engang holdt hun også jul i Japan, som var ”meget specielt – men det var selvfølgelig overhovedet ikke jul.”

Lin elsker at gå i kirke juleaften ”og sidde og synge med på alle de gode salmer. Det hører bare med.”

Om hendes fremtidsplaner?

”Forhåbentlig bliver mit liv ved med at være en åben skabende bog – det vil fremtiden vise.”

Artiklen er oprindeligt bragt i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES i november 2021.