Hun er bidt af kriminologi og er flyttet til USA for at uddanne sig

Mange af os elsker en god krimi. Men 21-årige Hannah Madsen har taget skridtet videre. Hun er så fascineret af, hvordan de kriminelles hjerne fungerer, at hun nu studerer kriminologi USA. Om hun vil gå jura vejen eller den kriminalteknologiske vej, ved hun dog ikke endnu.

Man kan roligt sige, at 21-årige Hannah Madsen er vokset op i en familie, der har gjort hende interesseret i kriminologi og retshjælp. Hendes mor har i en periode arbejdet som fængselsbetjent, og hendes onkel samt morfar har gennem en årrække været ansat i politiet. En stor interesse for krimiserier på TV har ligeledes være med til at styrke interessen for, hvorledes de kriminelles hjerner fungerer. Blandt andet derfor studerer hun nu kriminologi i USA.

»Jeg har altid haft en interesse for området, men om jeg vil gå videre af juravejen, eller jeg vil koncentrere mig om de mere teknologiske aspekter af kriminologi, ved jeg ikke endnu. Nu skal jeg i første omgang have afsluttet mit fire års bachelorstudie her på Georgia Southern University Savannah Georgia, inden jeg for alvor beslutter mig for min karrierevej,« forklarer Hannah Madsen.

En meget anderledes verden

Efter afsluttet studentereksamen fra Kolding Gymnasium flyttede hun til USA for at starte på universitetet og har nu boet der i lidt over et år. At flytte til udlandet, når man kun er i starten af 20’erne, har sine udforinger, blandt andet i form af, at man skal stå på egne ben på den anden side af jordkloden. Trods den udfordring har beslutningen være med til at give en høj grad af selvtillid. Hannah Madsen flyttede nemlig til udlandet for at kunne tage sin drømmeuddannelse.

»Det er det bedste valg, jeg nogensinde har gjort, og jeg har allerede opnået så mange muligheder, som jeg aldrig troede jeg ville få. Uanset hvilken vej, min karriere kommer til at gå, er mit studieophold en oplevelse i sig selv, der kommer til at give mig en spændende ballast i livet. En af årsagerne til dette er, at det amerikanske retssystem er meget anderledes end det danske, og det samme kan man roligt sige om det amerikanske fængselssystem,« siger Hannah Madsen videre.

Hannah Madsen tilbringer sommeren hjemme i Danmark, inden hun i slutningen af juli rejser tilbage til USA for at fortsætte sit studie. (Privatfoto)

Er kommet tæt på de indsatte

I USA er driften af fængselssystemet nemlig kommercialiseret i en grad, så det kan være svært at forstå på denne side af Atlanten. Det betyder blandt andet, at systemet i virkeligheden ikke er interesseret i gennem, eksempelvis forebyggende arbejde at nedbringe antallet af mennesker, der sættes i fængsel. Det at drive et fængsel er med andre ord blevet en god og indbringende forretning, mens Hannah Madsen på den anden side mere er interesseret i at sætte sig ind i og forstå de kriminelles tankegang.

Blå bog

Navn: Hannah Madsen.

Alder/by: 21 år og fra Middelfart.

Uddannelse: Bachelorstuderende ved Georgia Southern University.

»Jeg har været så heldig, at jeg har fået mulighed for at deltage i et fag på det seneste semester, hvor jeg sammen med 14 andre studerede hver uge har besøgt et fængsel i Georgia, hvor vi fik lov til at debattere med en række af de indsatte, der har valgt at tage en uddannelse i fængslet med det formål at mindske risikoen for, at de kommer ud i ny kriminalitet. Det har været et diskussionsbaseret fag, og det har været vildt spændende,« uddyber Hannah Madsen.

Inspiration med hjem til Danmark

Efter endt uddannelse giver hendes visa ret til at hun kan blive yderligere et år i USA. At søge et job inden for selve retssystemet vil dog være umuligt fordi selv det at blive ansat som fængselsbetjent kræver, at man har amerikansk statsborgerskab. Et midlertidigt job som assistent i et advokatfirma kunne måske være en mulighed, men, om Hannah Madsen ønsker at blive i USA, har hun ikke taget stilling til endnu. Det kommer an på de muligheder, der byder sig.

»Nu må vi se, hvad tiden bringer. En mulighed kunne også være at afslutte min bachelor og derefter tage hjem til Danmark for at videreuddanne mig. Om det videre karriereforløb bliver i USA eller i Danmark, må tiden vise, men under alle omstændigheder er jeg sikker på, at jeg i USA lærer en række ting, der givet også kunne fungere som inspiration for såvel retssystemet som fængselsvæsenet i Danmark,« fortæller Hannah Madsen.

Få masser af fordele som medlem

Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker

Medlemsfordele

  • Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
  • Rabat på bl.a. online danskundervisning og sommerskole
  • Eksklusive arrangementer og lokale netværk
  • Kun 70 kr. om måneden for hele familien

Vejleder de medstuderende

Hun er blandt andet meget interesseret i de årsagssammenhænge, der får folk til at begå kriminalitet, og på den front er hun sikker på, at hendes uddannelse i USA kan bruges til noget fornuftigt i Danmark. Under alle omstændigheder giver den merit i forhold til, hvis hun beslutter sig for at læse videre i Danmark og eventuelt gå juravejen. Det samme gør sig i øvrigt gældende, hvis hun skulle vælge juravejen i USA.

»Jeg er meget glad for, at jeg har fået mulighed for at studere et fag, jeg brænder for, og man sige, at jeg allerede i det små er begyndt bruge mine evner. Her på campus har jeg nemlig et job ved siden af mit studie som Resident Advisor, hvor jeg blandt andet har ansvaret for en gruppe medstuderende i forhold til at råde og vejlede dem, blandt andet i forhold til tvister med andre studerende, vagterne på campus eller universitets ledelse,« slutter Hannah Madsen.