‘Læser det kinesiske regime mon med, mens jeg ytrer mig kritisk?’

Interview: Kristian Lauritzen, Freelancejournalist
Foto: unsplash.com

DANES’ redaktion sendte i maj måned en mail ud (anonymt per Bcc.) til 150 medlemmer bosat i lande, der optræder nederst i Reporters Without Borders World Press Freedom Index med invitation til at deltage i et interview om danskeres oplevelser i lande med stærkt begrænset ytringsfrihed. De to nedenstående kilder var de eneste, som ønskede at deltage i denne artikel.

DANES har talt med en dansk forretningsmand i 50-års-alderen og hans datter, som er i begyndelsen af 20-erne. Faderen har drevet virksomhed i Kina i mere end 20 år, og datteren er født og opvokset i ‘Riget i midten’. Faderen og hans kone driver stadig virksomhed i Kina med base i en storby. Datteren har gået på international skole og gymnasium i Kina. På den internationale skole var der mange udenlandske elever, men også en del kinesere. Datteren flyttede for to år siden til Danmark, hvor hun i dag studerer på en videregående uddannelse. Forældrene har stadig bopæl i Kina, men er jævnligt på længere ophold i Danmark. Datteren taler dansk og kinesisk og har en kinesisk kæreste.

Faderen:

”Tror du ikke, det er bedst at lade være, sagde et par venner, da jeg fortalte dem, at jeg skulle lave dette interview. Det kinesiske regime kan gøre dit liv til et helvede, hvis du først kommer i søgelyset. Frygten sidder i én, og dén frygt er i sig selv et udtryk for, at ytringsfriheden i Kina har det meget skidt. Jeg ved ikke, om vi overhovedet overskrider grænsen for, hvad man må sige, men hvad nu hvis vi gjorde? Derfor er min datter og jeg også nået frem til, at det er bedst at optræde anonymt. Jeg har ikke lyst til at få besøg af en repræsentant fra regimet, som finder på en histo­rie om, at min virksomhed ikke lever op til krav om brandsikker­hed, og vi må dreje nøglen om. Men jeg har heller ikke lyst til at være en ’kylling’. Jeg vil gerne tale om emnet, fordi det er vigtigt, og det er sjældent, vi hører om den kinesiske censur set fra dan­skere, som bor i landet. De fleste danske virksomhedsejere i Kina bliver hurtigt tavse, hvis du spørger dem om disse ting.”

”Ytringsfrihed er ikke et begreb, som de fleste kinesere kan forholde sig til, tror jeg. Hvis vi mistede vores ytringsfrihed i Danmark, ville vi føle, at noget vigtigt blev taget fra os. Kinesere har aldrig haft ytringsfrihed, så de ved ikke, hvad de går glip af. Derfor tror jeg, at man skal passe på med at måle en kinesers forhold til ytringsfrihed med danske briller. Men jeg oplever, at mange kinesere er halvparanoide, fordi de ved, at de skal være påpasselige med, hvad de siger.”

”Da jeg er udlænding, kunne de kinesere, jeg kender, ikke drømme om at tale politik med mig. Det fortæller også noget om deres frygt. Jeg læser og taler ikke flydende kinesisk, men hvis jeg gjorde, ville jeg holde mig fra at følge med i de nationale medier. Det er ren propaganda, og min fornemmelse er, at mange kine­sere blot mimer, hvad de får fortalt på nationalt tv, hvis de ende­lig ytrer sig politisk: Taiwan bør være en del af Kina, eller det er NATOs skyld, at Rusland har invaderet Ukraine – for at tage et par eksempler. Det er ikke selvstændige tanker om politik, der kommer ud af munden på dem.”

”Den manglende ytringsfrihed er ikke et stort tab for mig. Jeg har haft mulighed for at opbygge en virksomhed i Kina, tjene penge og møde sjove og interessante mennesker. Jeg flyver til Danmark og holder sommerferie, og jeg orienterer mig i de vest­lige medier. Min omgangskreds består af forretningsmænd, diplomater og ambassadefolk fra alle mulige lande, så jeg har mange adgange til oplysning og reel information.

Jeg hænger ikke så meget ud med ’manden på gaden’ i Kina, men efter at have boet i landet i så mange år, har jeg fået et indblik i, hvordan kinesere agerer. De kinesere, der har boet i andre lande, er ofte lidt mere afslappede og humoristiske, synes jeg. Dermed ikke sagt, at de kunne finde på at sige noget grimt om deres regering. Kinesere virker indimellem som “træmennesker” i vores vestlige optik, og måske hænger det sammen med, at det er svært at sænke skuldrene og slå sig løs, hvis man hele tiden skal kigge sig over skuldrene og føle sig kontrolleret.”

”Da mine børn har gået i skole i Kina, har det været ekstra vigtigt for mig at give dem en forståelse for kildekritik. Hvis de bliver præsenteret for en påstand om verden, historien eller politik, skal de være opmærksomme på, hvem der har sagt det og hvorvidt afsenderen har en agenda. Det har jeg gentaget for dem i hele deres opvækst, da disse ting er fraværende for kinesiske børn.

Det er ikke på overfladen, når man bevæger sig i det offentlige rum i Kina, at man bemærker censuren. Der er restauranter, folk hygger sig og drikker sig fulde. Det er da et tab for kineserne, at de skal være bange for at ytre sig frit, men jeg tror også, at vi set fra Danmark kan overvurdere, hvor meget politik betyder for kineserne. “Jeg bekymrer mig om mit eget liv” sagde en kinesisk arbejdspartner til mig engang, selvom han havde en kritisk sans og godt vidste, at de lokale aviser er fyldt med propaganda. Kina er et stresset og ekstremt konkurrencedrevet samfund, så kine­serne har andre bekymringer.

Danmark er også gået for langt for at tækkes det kinesiske regime. Tibet­-sagen er et pinligt eksempel. Samtidig må man er­kende, at hvis Danmark ikke skulle handle med nogen lande, som ikke har “orden i penalhuset”, som ikke tillader kritik eller som ikke giver deres borgere lige så meget frihed, som vi har i Norden, ville vores verden blive meget lille. Det er os, der er und­tagelsen, hvad den store grad af frihed angår. Derfor har jeg heller ikke moralske skrupler ved at drive forretning i Kina. Jeg ved ikke, hvor grænsen går for, hvornår man bør lade være med at handle med et regime. Det er et svært spørgsmål, men der er selvfølgelig en grænse. I Kina har samhandel og forretningsliv jo også været med til at løfte samfundet og millioner af lokale.”

”Det er vigtigt at adskille regimet og befolkningen. Særligt når man bor i et land som Kina. Selvom jeg er blevet klogere på, hvordan kinesere tænker, er det ikke ensbetydende med, at jeg forstår hverken kineserne eller det kinesiske regime. “Don’t apply logic to China” siger jeg indimellem til nye forretningspart­nere, når de slår sig ned i landet. Vi er ikke kinesere, så vi skal ikke bilde os ind, at vi forstår helheden.”

Datteren:

”Jeg foretrækker at optræde anonymt, da jeg er bange for, at det vil kunne påvirke min visumansøgning til Kina fremover, hvis jeg ytrer mig kritisk. Der gik mange kinesere på den internationale skole. Deres forældre var ofte velhavende, og børnene havde typisk flere pas fra andre lande. Jeg kan huske første gang, vi hav­de billedkunst, og vores lærer sagde, at vi kunne male lige, hvad vi havde lyst til, så længe vi styrede uden om “propaganda”. Vores kreationer måtte ikke være politiske. Lærebøgerne i kinesisk var meget nationalistiske, og vi læste om, hvor meget udlændinge elskede Kina, når de kom hertil.”

”Vi levede i en ’boble’ i det internationale skolemiljø, og jeg tror ikke, at jeg så relativt tidligt ville have lagt mærke til censur og propaganda, hvis ikke min far havde gjort mig opmærksom på det. Da vi blev lidt ældre, tog vi indimellem tilløb til at disku­tere et emne som ytringsfrihed blandt mine skolekammerater, men vi nåede frem til, at det var mest hensigtsmæssigt at forblive i en boble af “lykkelig uvidenhed”, da vi ikke ville risikere, at nogen af os og vores familier ville komme i problemer på grund af ting, vi havde sagt. Jeg kendte en elev fra en anden skole, som havde brugt et billede fra demonstrationerne på Den Himmelske Fredsplads (omfattende protester i Beijing i 1989, hvor det estimeres, at flere tusinde demonstranter blev slået ihjel, red.) på sin Skype-­profil, og som blev deporteret fra Kina. Personen fik 48 timer at forlade ladet. Tanken om, at der nok skulle være nogen med kontakter til regimet, der i en eller anden forstand “lyttede med”, når vi talte, betød, at vi lod de svære emner ligge.”

”For nogle år siden hørte jeg og mine andre internationale klassekammerater om undertrykkelsen af uighurerne i Xin­-jiang-­provinsen gennem vestlige medier. Vi var chokerede, men da emnet blev bragt på banen, insisterede vores kinesiske klasse­kammerater på, at det var løgn og vestlig propaganda. Indtil mine teenageår var det uproblematisk at danne venskab med kinesere. Som børn taler man ikke om seriøse ting, men det er klart, at da jeg blev lidt ældre, blev det lidt sværere, da det ikke altid er nemt at blive venner med folk, som ser markant ander­ledes på verden end en selv. Under coronakrisen brugte jeg også mindre tid med mine kinesiske venner, end jeg plejer. I kinesiske medier lød fortællingen, at det var udlændinge, der havde bragt virussen til landet, så vi fik skylden for pandemien.”

”Alle mine klassekammerater brugte VPN­-forbindelser (krypterede, sikre data­forbindelser, red.), så vi kunne benytte os af apps som Instagram og Facebook, som ellers er forbudt i Kina, og have adgang til vestlige medier. Vi brugte også WeChat (statskontrolleret kinesisk socialt medie/multifunktions­app, red.), men hvis mine venner og jeg ville tale om noget ømtåleligt, brugte vi Instagram i stedet. Selv hvis jeg brugte Google i Kina med VPN­-forbindelse, kunne jeg godt være nervøs for, hvad jeg turde søge efter. Og da jeg søgte på det kinesiske sociale kredit­system (dataovervågningssystem, som i disse år testes og udvik­les i Kina og som giver borgere og virksomheder ’samfunds­point’, red.) på Google i Danmark i forbindelse med en opgave, som jeg skriver på mit studie, var jeg også nervøs. Selvom der ikke var nogen fare på færde. Jeg forstår kinesisk, men jeg fulgte ikke med i de kinesiske medier, da vi ikke havde kinesiske tv­-kanaler i vores families hjem. Mit indtryk er, at de fleste kinesere er ekstremt nationalistiske. Min kærestes bedstemor blev slået ihjel under protesterne på Den Himmelske Fredsplads, og i hans familie er de stadig overbevist om, at regimet handlede korrekt og i den højere sags tjeneste dengang.”

”Jeg ved ikke, om kinesiske unge overhovedet bekymrer sig om censuren. Alle de unge kinesere, jeg kender, studerer konstant, og de bekymrer sig om, hvordan de skal komme ind på et godt universitet. De bryder nok ikke deres tanker med at spekulere i, hvorvidt det er et problem, at der er ting, man ikke må sige. Samtidig får de ikke informationer udefra, som kan gøre dem opmærksomme på problemerne. Selvom der er censur i Kina, er virkeligheden i landet ikke nødvendigvis så dystopisk, som vi måske gør den til i Vesten.

Det var smukt at vokse op i Kina. Der var trygt og sikkert overalt – måske også fordi folk er bange for at træde forkert – og man kunne gå alene som barn på gaden i aftenmørket uden bekymring. Som barn er man naiv og skal ikke forholde sig til politik. Jeg tror dog ikke, at jeg vil flytte tilbage til Kina og leve resten af mit liv. Som voksen har jeg ikke lyst til at bo et sted, hvor jeg i så stort et omfang skal bekymre mig om, hvad jeg siger og gør.”

Artikel oprindeligt bragt juli 2022 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.