Mere end én kultur, tak!

’Hjemmedanskere’ er ofte på afveje i deres meninger om børn af udlandsdanske forældre, der primært er vokset op i et eller flere lande uden for Danmark. Konsekvenserne kan være både frustrerende og ærgerlige, for Third Culture Kids besidder relevante og unikke kompetencer, som ikke udnyttes til gavn for det danske samfund.

Klumme af Ida Stilling. Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger og blev oprindeligt udgivet i DANES 1, 2018.

’Hjemmedanskere’ er ofte på afveje i deres meninger om børn af udlandsdanske forældre, der primært er vokset op i et eller flere lande uden for Danmark. Konsekvenserne kan være både frustrerende og ærgerlige, for Third Culture Kids besidder relevante og unikke kompetencer, som ikke udnyttes til gavn for det danske samfund.

”Hvor kommer du så fra?” bliver jeg ofte spurgt, efter at jeg flyttede til Danmark for tre år siden. Et spørgsmål som de fleste nok ikke har så svært ved at svare på. ”Øh … Sjælland” svarer jeg. Det er jo ikke løgn. Jeg er trods alt født i Ringsted. ”Hvor på Sjælland?” Nu bliver det straks mere kompliceret. Jeg kigger på mit ur… Hvor lang tid har vi mon? Jeg forsøger at aflæse personen foran mig. Er han virkelig interesseret i, hvor jeg ’kommer fra’?
”Jeg har flyttet en del, men… lad os bare sige København,” svarer jeg typisk i situationer som denne. Hvis jeg ville, kunne jeg i stedet begynde at opremse tre-og-tyve forskellige adresser spredt over syv lande og fire kontinenter, som jeg på et tidspunkt har kaldt ’hjem.’ Undervejs ville en del nok bevidst/ubevidst miste opmærksomheden.

Jeg kunne selvfølgelig også bare svare, at ”jeg kommer ikke rigtig noget sted fra…” Men det virker jo så sørgeligt, og jeg har ikke ondt af mig selv. Tværtimod. Jeg er stolt af min baggrund og hviler godt i min såkaldte ’hjemløshed’. Det er en følelse, jeg har kæmpet for, og som jeg ønsker at give videre til andre med samme baggrund som min.

Jeg er det, man kalder en third culture kid (TCK) eller, mere præcist, en adult third culture kid (ATCK), fordi jeg nu er voksen. Jeg er delvist opvokset i udlandet og er på den måde et ’barn af flere kulturer’. TCK’ere kaldes ofte verdensborgere, globale nomader, krydskulturelle eller det mere moderne global cosmopolitans. Men den lidt kedeligere term TCK knytter sig helt specifikt til børn, som netop er helt eller delvist vokset op uden for deres forældres hjemland – børn, som har dannet en ’tredje kultur’ af blandingen mellem hjemmekulturen (forældrenes hjemland) og udekulturen (de andre lande, vedkommende har boet i).

TCK’ere findes i absolut alle farver og former og med vidt forskellige blandede kulturelle baggrunde. Fælles for os alle er dog, at vi har flyttet mellem kulturer i løbet af vores opvækst, og at det typisk er blevet en meget væsentlig del af vores virkelighedsforståelse og livshistorie.

Modsat hvad bl.a. danske aviser for nylig har oplyst er termen TCK slet ikke ny. Udtrykket stammer faktisk fra 1950’erne. Der findes ikke konkrete tal på, hvor mange danske børn kan betegnes som værende TCK’ere. Omkring 4.000 danske børn flytter hvert år til udlandet, og lige så mange vender hjem. I alt bor omkring 200.000 danskere i udlandet, og det skønnes, at 25-30% af dem er børn. Mange af disse børn er TCK’ere, skønt hverken de eller deres forældre er klar over det. Ofte rammer ’virkeligheden’ nemlig først, når de efter mange år i udlandet vender ’hjem’ til Danmark. Her går det op for dem, at de slet ikke er så danske, som de måske troede.

Ida Stilling

For nogle kan spørgsmålet om ’hjem’ virke angstprovokerende. Når man bor i udlandet, bliver der typisk ikke sat spørgsmålstegn ved ’hjem’. Hjem er Danmark, det er hvor bedstemor og bedstefar bor, og mor og far er opvokset. Det er det sted, vi skal tilbage til, når mors eller fars kontrakt udløber. Når fremmede spørger ”Hvor kommer du fra?”, svarer man ”Danmark”, og det bliver der som regel ikke sat spørgsmålstegn ved. Men for rigtig mange TCK’ere er det en helt anden virkelighed, der rammer dem i Danmark.

Pludselig er man en ’usynlig indvandrer’, som skal lære at navigere i en ny kultur i et land, hvor man til forveksling ligner de andre og taler det samme sprog – men hvor ordforrådet og de skriftlige danskkundskaber typisk halter, og hvor man skal kæmpe for at tilpasse sig det liberale skolesystem og komme til at kende populær- eller popkulturen.

Følelsen af ikke at kunne finde sig til rette – både socialt og kulturelt – er noget, som rigtig mange TCK’ere går rundt med, når de vender ’tilbage’ til Danmark. Mange beskriver ’hjemkomsten’ som et reelt vendepunkt i deres liv. Årene, der følger, bliver for mange TCK’ere en tid med eksistentielle spørgsmål og søgen efter mening. For hvis man ikke er dansk, hvad er man så? Hvor er ’hjem’, hvis stedet, der altid er blevet omtalt som ’hjemland’, slet ikke føles hjemligt? Hvor hører man så til?

Adjektiver som ”rodløs” og ”rastløs” bliver ofte nævnt i forbindelse med TCK’ere, og selvom jeg personligt har modstand mod disse ord, er det ikke helt uden grund, at de bliver brugt. En international opvækst, hvor man tidligt lærer at navigere imellem forskellige og ofte kontrastfyldte verdener, er enormt berigende, men den kan også være forvirrende.
TCK’ere skaber relationer til mange forskellige kulturer og oplever derfor ofte hele verden som deres (potentielle) ’legeplads’. Noget af det mest fantastiske (og til tider udfordrende) ved en opvækst som TCK’er er nemlig, at man har friheden til selv at definere, hvad ens ’hjem’ er.

En international opvækst med venner og bekendtskaber på tværs af nationalitet, kultur, religion og hudfarve, giver TCK nogle helt unikke kompetencer, som man ikke kan lære på skolebænken; kulturel og religiøs indsigt, et udvidet verdensbillede, en ’3D verdensforståelse’, forandringsparathed og selvstændighed. TCK’ere rummer et enormt potentiale, der kunne anvendes til at mægle, inspirere og rådgive i forbindelse med flere af de højpolitikske emner, der netop nu diskuteres i Danmark – såsom fx integration og, hvad der definerer ’danskhed’.

De ser verden fra flere vinkler, fordi de igennem deres opvækst er blevet udfordret ved mødet med antagelser, opførsel og værdier, som kan have været i direkte kontrast til den danske kulturelle referenceramme i hjemmet. De fleste TCK’ere føler sig mere ’hjemme’ i tværkulturelle fælleskaber og ser muligheder frem for vanskeligheder i tværkulturelt samarbejde. Sådanne egenskaber kan i den grad bruges i en tid, hvor vi som land er nødt til at forholde os til globaliseringen fremfor at trække gardinerne for vores omverden.

At TCK’ere bør betragtes som prototypen på den nye ’verdens- borger’ bliver i faglitteraturen nævnt gang på gang. ”Jeg er ikke rodløs, jeg er rodfuld!” har jeg hørt flere TCK’ere sige med eftertryk. Jeg kunne ikke være mere enig. Alligevel eksisterer der en overordnet negativ retorik omkring TCK’ere som værende rodløse. Men hvorfor har vi i nutidens verden overhovedet så stort et fokus på ’hjem’ som identitetsmarkør? Er det i det hele taget relevant, hvor man ’kommer fra’ i et globalt fællesskab, der hele tiden bliver tættere?

Der er enorm styrke i at have en bærbar hjemme-identitet, som følger med overalt. At kunne sige ’jeg er hjemme, uanset hvor jeg befinder mig’ frigiver ressourcer til at indgå i nye meningsfulde fællesskaber på tværs af landegrænser og kontinenter. Dertil kommer, at det fungerer som et fast holdepunkt, når verden omkring en virker kaotisk. Det er i den grad noget at være stolt af.