På eventyr i Mellemøsten

For et halvt år siden fik 57-årige Hanne Radich Hoffman lyst til at prøve noget nyt. Så da hun fik mulighed for at blive Novo Nordisks kommunikationschef i Dubai, slog hun til. Og så var hun pludselig alene i en totalt fremmed kultur.

Hvordan er du havnet i Mellemøsten?

Jeg arbejder for Novo Nordisk og sad i en stilling som kommunikationschef for Region Europa, da min kollega, som var kommunikationschef for Region AAMEO (Africa, Asia, Middel East, Oceania), spurgte mig, om vi skulle bytte job. Min umiddelbare reaktion var: ”Nej, tak”. Jeg kendte meget lidt til Mellemøsten og havde det godt hjemme i Danmark. Men jo mere jeg alligevel tænkte over det, jo mere fik jeg lyst til eventyret, så til sidst besluttede jeg at sige ja tak til muligheden og bare springe ud i det.

Hvad fik dig til at flytte alene til udlandet?

Jeg er ikke ung længere, mine børn er voksne og flyttet hjemmefra, og jeg er single, så jeg har friheden til at lave en så radikal ændring. Men jeg tænkte meget over, om jeg ville føle mig ensom. Jeg er meget social og bruger det meste af min fritid sammen med mine venner og min familie. Så jeg overvejede, om jeg ville kunne klare at flytte til et sted i verden, hvor jeg ikke kendte et eneste menneske på forhånd? Jeg har tidligere boet og arbejdet i USA, så jeg har prøvet at ’begynde forfra’ før, men USA er alligevel tættere på den danske kultur. Jeg var lidt nervøs for at flytte til en totalt fremmed kultur helt alene. Samtidig var jeg også tiltrukket af det ukendte.

Hvad er det mest positive, du har oplevet ved at flytte til Dubai?

Helt klart menneskerne! Man finder hurtigt ud af, at vi mennesker grundlæggende er ens, uanset hvor i verden vi lever. Vi har de samme drømme og ønsker, vi vil gerne gøre det bedste for vores børn, vi vil gerne grine og bare have det godt sammen. Nu har jeg nye arabiske venner fra lande som Libanon og Saudi Arabien, og når vi er sammen, er det jo på samme måde, som jeg er sammen med mine danske venner.

Hvis jeg ser indad, og med frygten for at lyde som en kliché, så er jeg blevet endnu mere åben og rummelig. Når man konstant skal tilpasse sig i en fremmed verden, og til en kultur der er så anderledes, får man hurtigt slebet nogle kanter af – man får en bedre forståelse for, hvor anstrengende det er konstant at være på udebane.

Hvordan er kulturen i Mellemøsten anderledes end i Danmark?

Den er meget anderledes! På alle tænkelige måder. Der er stadig meget, jeg ikke forstår, og meget jeg skal vænne mig til. Helt banalt er f.eks. ’tid’ en anden størrelse hernede. Som dansker forventer jeg, at man møder op til aftalt tid. Men den arabiske tid er mere flydende, det er sådan en cirka angivelse, og det er lidt svært for mig at vænne mig til. Grundlæggende er jeg hele tiden på overtid mentalt, fordi jeg forsøger at forstå kulturen, og hvordan jeg skal gebærde mig bedst for at passe ind og ikke støde nogen. Jeg kender hverken de skrevne eller de uskrevne regler, og jeg bruger meget krudt på bare at passe ind. Men det er jo også charmen ved at bo i en anderledes kultur: At lære noget nyt og blive klogere.

Hvornår føler du dig mest dansk i Dubai?

Jeg har altid været meget stolt af Danmark og glad for den måde, vi har indrettet vores samfund på. Den stolthed og glæde bliver kun større, nu hvor jeg lever i Mellemøsten, og den følelse risler stille igennem mig hele tiden.

Hvad holder du særligt af i Dubai?

Jeg er vild med det internationale miljø. At arbejde sammen med og ’lege’ sammen med mennesker fra mange forskellige dele af verden, det er enormt berigende. Og så bliver jeg nødt til at også at nævne vejret… Jeg elsker det konstante solskin!

Hvordan har din familie hjemme i Danmark reageret på, at du flyttede til udlandet?

Jeg fik flere forskellige reaktioner fra ’tillykke’ til ’hvorfor?’
Men gennemgående sagde de ’sejt!’ og ’vi vil savne dig’. Og jeg ved af erfaring, at det ofte er sværest for dem derhjemme. Jeg er jo ude på eventyret, mens de bare oplever, at jeg ikke er der… Jeg må også ærligt sige, at savnet af min familie og mine venner, er det sværeste for mig ved at flytte alene så langt væk. Men heldigvis får jeg virkelig mange besøg hjemmefra, så på den måde kan jeg alligevel lindre savnet og dele eventyret lidt.