Polens midlertidige familier

Tekst & foto: Theresa Nguyen, Freelancejournalist

“Dén der har samme farve som Ukraines flag – den vil jeg have,” siger Kira og peger på en stribet flødeis i gul og blå ved navn Candy­floss.

Kiras mor, Anna Borysova, står bag os og oversætter, mens iskuglerne nøje ud­vælges. Vi har netop hentet hende i børne­haven, der blev oprettet til nyankomne børn fra Ukraine. Nu viser mor og datter mig rundt på strandpromenaden i Sopot, som om de altid har boet her.

”Hun er glad, og det har været nemt lige fra begyndelsen. Jeg blev meget overra­sket, da jeg en dag måtte efterlade Kira hos Bo og Jagienka. Vi havde kun været her i cirka to uger, så jeg var ret bekymret for, om det nu ville gå, men der var overhove­det ingen problemer – Kira var meget tryg og tilpas sammen med dem,” fortæller Anna, mens vi sidder på en legeplads med udsigt ud til Østersøen og observerer Kira bevæge sig aktivt og ubekymret rundt.

”Kira har følt sig hjemme hos Bo og Jagienka siden dag et. Hun forstår, at der er krig i Ukraine lige nu, men hun er helt okay,” fortsætter Anna og smiler forsigtigt med et blik, der også fortæller om sorg og afsavn.

”Den første måned (efter ankomsten til Sopot, red.) afleverede jeg bare Kira i bør­nehaven og vendte tilbage og sad og så nyhederne, indtil hun skulle hentes igen. Jeg havde egentlig ikke lyst til at forlade Ukraine, men min mand blev ved med at sige, at der ikke var sikkert. Til sidst lod jeg mig overtale og drog afsted med Kira.”

“Vi har været meget heldige”

Den 13. marts i år ankom Anna og Kira til Sopot – en lille by med cirka 40.000 ind­byggere ved Polens nordlige kyststræk­ning beliggende ni kilometer fra Gdansk. Samme dag havde Bo Helldén og Jagienka Komorrowska­-Helldén været forbi det lokale frivilligcenter i Sopot, hvor de ti dage forinden havde registreret sig som værtsfamilie.

”Det var Jagienkas idé. Jeg er ikke sikker på, at jeg var kommet på samme idé.

Men vi fulgte selvfølgelig med i nyheder­ne konstant, og efter en uges tid sagde hun: ’Vi må gøre noget!’,” fortæller Bo, der flyttede til Polen i 2009, efter at han og Jagienka havde været langdistance­-kære­ster gennem et års tid.

De mange dage uden kontakt fra frivil­ligcentret, som i samarbejde med Sopot Kommune står for at organisere al hjælp til ukrainske flygtninge i Sopot­området, fik altså Bo og Jagienka til at vende tilbage. De ville høre, om de snart kunne tage imod nogle flygtninge. Men beskeden var fortsat, at de bare skulle vente – på trods af at nyhederne dagligt berettede om kommunernes besvær med at finde ledige boliger til de hundredtusindvis af ukraine­re, der var ankommet til Polen i løbet af få uger.

”Så på vej hjem derfra ringede Jagienkas telefon, men hun hørte den ikke og ringe­de derfor tilbage, efter at vi var nået hjem igen. Det viste sig at være frivilligcentret. De ville høre, om vi kunne tage imod en mor og hendes seksårige datter. ’Ja, ja, det kan vi sagtens’, svarede vi. ’Okay, så er de på vej hen til jer nu’, blev der meddelt i telefonen. Og en halv time senere stod de her så,” fortæller Bo ved spisebordet i deres treværelseslejlighed på en sidevej til strandpromenaden.

Jagienka, som er ansat ved Arla i Polen, er på arbejdstur i Aarhus, hvor Arla har hovedkontor. Bo er derfor ene om at genfortælle historien om, hvordan Anna og Kira ’endte’ hos dem.

”Troede I, der ville gå nogle dage,” bry­der Anna ind med overrasket mine og griner.

”Ja, vi tænkte, at der nok ville gå tre dage, før I ankom, men så fik vi 30 minut­ter til at gøre klar. Ej, vi havde jo gjort klar hele ugen, men vi manglede lige det sid­ste,” siger Bo og reflekterer et kort øjeblik.

”Men jeg tror, at vi har været meget hel­dige med Anna og Kira. Man ved jo ikke, hvem det er, man får ind, når man melder sig på denne måde. Det kunne jo have været hvem som helst – nogle man ikke svinger med eller slet ikke kan holde ud at bo sammen med – you never know.”

Bo’s særlige sans for Kina

Til daglig arbejder Bo som lektor i dansk på universitetet i Gdansk. Hans ansættelse er delvist finansieret af det danske Ud­dannelses-­ og Forskningsministerium gennem den Lektoratsordning, som blev grundlagt i 1937 for at skabe dialog og støtte venskaber på tværs af sproglige og kulturelle grænser. Bo har været i stillin­gen siden efteråret 2019, da han og Jagienka flyttede tilbage til Polen efter fem år i Kina, hvor han ligeledes var ansat som lektor i dansk på Beijing Foreign Studies University.

”Bo laver virkelig god kinesisk mad. Selv Kira siger, at den er bedre end på re­stauranterne,” indskyder Anna, da snak­ken falder på Kina og Bos indsigt i kine­sere og kinesisk kultur gennem tre årtier.

”Jeg begyndte at læse kinesisk på Aarhus Universitet i 1988. I perioden ’89 til ’91 boede jeg i Hangzhou som kinesisk studerende. Jeg var også kinesisk gift frem til 2001 og har rejst rundt i hele Kina i forbindelse med mit daværende arbejde in­den for salg og marketing af danske IT­-løsninger til kinesiske skibsværfter. Fra 2002 til 2009 boede jeg skiftevis to uger i Aalborg og to uger i Kina,” fortæller den 58-årige dansker, der oprindelig er fra Vejle.

”Skal jeg ikke lave kinesiske nudler til os i morgen aften,” spørger Bo lettere kon­staterende, da det går op for os, at vi deler en interesse for madlavning og kinesisk madkultur.

Som aftalt dukker jeg op dagen efter til duften af kinesiske krydderier. Bo byder velkommen i sit forklæde og til et bord dækket af autentisk kinesiske retter. Inden længe sidder vi to ukrainere og to danske­re i Polen og slubrer nudler i os på ægte kinesisk manér.

”Xièxiè,” siger Kira på et tidspunkt. Det betyder tak på mandarin, hvilket Bo, der behersker sproget flydende, har lært hende at sige. Kommunikationen i den multikulturelle husholdning foregår typisk i en uproblematisk blanding af engelsk, polsk, russisk og ukrainsk – og så ja, et enkelt ord på mandarin.

Inden kri­gen brød ud i Ukraine, arbejdede 32­-årige Anna som skolelærer i Borispil, der ligger ti kilometer sydøst for Kyiv. Hun taler godt engelsk med klassisk russisk accent, da hun er opvokset i den russisktalende del af landet.

“Jeg kan gøre noget på et mikroplan”

”Helloooo,” lyder det højt og entusiastisk inde fra køkkenet.

Det er Jagienka, der er kommet hjem. Mens Anna, Kira og jeg får overtøjet af, møder hun os i gangen. Kira omfavner hende straks med en buket vilde blomster og et stort smil, som vokser yderligere, da Jagienka rækker hende en indpakket æske.

”Se, det er LEGO,” siger Kira med funk­lende øjne og kaster sig straks over de mange legoklodser. ”LEGO er hendes yndlingslegetøj,” for­tæller Anna. ”Jeg ved det,” siger Jagienka og lyser af glæde over Kiras begejstring.

Vi sætter os ind til Kira ved sofabordet, hvor Jagienka fortæller om sit arbejde i Arla, sine oplevelser i Kina og omvæltnin­gen i Polen, da ukrainerne begyndte at an­komme til landet i slutningen af februar.

”Det var totalt kaos. I flere uger væltede det ind med toge med hundredvis af men­nesker flere gange om dagen. Jeg har en veninde, som arbejder i frivilligcentret, og hun fortalte selvfølgelig om det hele. Og jeg tænkte bare: ’Hvordan kan jeg hjæl­pe?’. Jeg har hverken mange økonomiske eller tidsmæssige ressourcer, så jeg kan ikke hjælpe på et makroplan, men jeg kan gøre noget på et mikroplan – og det var det, jeg forsøgte,” uddyber Jagienka om deres beslutning om at tage imod Anna og Kira, der ligesom titusindvis af andre ukrainske flygtninge er indlogeret i pri­vate polske hjem.

”Og nu ser jeg dem som min egen fami­lie. Jeg kommer til at savne dem så meget, når de en dag ikke bor hos os længere – specielt Kira, fordi Bo og jeg jo aldrig fik børn. Eller jeg føler mig nok nærmere som en bedstemor for Kira – du ved, hvor man kan forkæle og have det sjovt uden et reelt ansvar.”

“Forstå mig ret”

”Hvad gør vi med aftensmad,” lyder det pludselig fra Bo, der sidder og er sulten i køkkenet.

Jagienka går ud og åbner køleskabet. ”Vi har ingenting, Jagienka. Vi mangler alt muligt til at lave mad,” oplyser Bo – den primære kok i hjemmet.

Efter en kort drøftelse bliver det beslut­tet, at vi alle fem besøger den lokale indi­ske restaurant, som ligger rundt om hjørnet. Da nyheden når frem til Kira, begynder tårer at trille fra hendes øjne. Hun er ikke klar til at forlade sine splinternye legoklodser, lader det til. Anna taler til hende på russisk, mens vi andre forsøger at trøste med en forsikring om, at legetøjet stadig vil være der, når hun vender tilbage. Nogle minutter senere går vi alle på vejen.

”Har du egentlig skrevet Kira op til at begynde i skole efter sommerferien – eller har I nogen planer for det,” spørger jeg Anna på vej hen til restauranten.

”Planer i september… jeg kan ikke en­ gang forestille mig at skulle være her i så lang tid,” svarer hun.

”Forstå mig ret, vi er virkelig glade for at være hos Bo og Jagienka, men inderst inde vil jeg jo bare gerne fortsætte mit liv i Ukra­ine. Havde det ikke været for Kira, var jeg aldrig taget afsted. Jeg havde aldrig forladt min mand og mine forældre, som bor i et meget udsat område lige nu. Jeg håber bare, at vi snart kan vende hjem igen.”

Foran os går Kira og fjoller med Bo og Jagienka. Humøret synes atter højt hos den syvårige pige, der indtil videre har fej­ret én fødselsdag i Polen. Om det bliver hendes første og sidste her, er der ingen, der ved. Men lige nu fortsætter hverdagen for Anna, der snart skal til at lære polsk, og Kira, der har sin daglige gang i den ukrain­ske børnehave. Snart finder de dog ud af, at Bo og Jagienka har planer om at invitere dem med til Danmark på sommerferie. Forhåbentlig ses vi igen til den tid – eller forhåbentlig ikke.

Artikel oprindeligt bragt juli 2022 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.