I 2010 pakkede Anders Rabing og hans kone Ulla Rabing Noes en stak kufferter for at flytte syv måneder til Australiens hovedstad Sydney. Efter en håndfuld år på ISS’s hovedsæde hjemme i Danmark var det tid at prøve kræfter med noget nyt, men huset hjemme i Danmark ventede som sikkerhedsmargin, hvis udlandseventyret alligevel skulle vise sig ikke at være sagen.
Det var det imidlertid, for da Anders Rabing senere fik et tilbud om at flytte til Brasilien, var han ikke i tvivl.
»Efter Australien var vi hjemme et par år, men da ISS i 2012 spurgte, og jeg havde lyst til at prøve kræfter med Sao Paolo, sagde jeg ja tak med det samme. Du kan jo kun fortryde, hvis du siger nej, for så har du ikke prøvet. Siger du ja, og det ikke går efter hensigten, kan du altid prøve noget andet,« siger Anders Rabing, der denne gang realiserede alt i Danmark og fyldte en stor container i stedet for kufferter.
Helt anderledes virksomhedskultur
Efter et par år gik turen videre til Monte Video i Uruguay, og i 2017 kom så tilbuddet om at flytte til Mexico City, hvor Anders Rabing først fik en stilling som finansdirektør, hvorefter han for fire år siden blev udnævnt til landechef med ansvar for alle ISS aktiviteter i Mexico og de 13.000 ansatte i det mellemamerikanske land.
Vi er en serviceorganisation, hvor vi faktisk går meget op i de bløde virksomhedsværdier, hvor et smil og en god omgangstone kan løse mange udfordringer.
Et land, hvor han som chef virkelig har fået brug for at finde balancegangen mellem den danske og den mexicanske virksomhedskultur.
»Den mexicanske virksomhedskultur er meget hierarkisk opbygget, og det kan være mere end almindelig svært at få en mellemleder til at tage en beslutning på egen hånd. For hvis ikke man tager en beslutning, kan man heller ikke drages til ansvar, hvis noget går galt eller, det er den forkerte beslutning, man har truffet,« forklarer Anders Rabing.
Som chef gør han imidlertid en indsats for at indgyde den fornødne tillid og skabe en flad organisation af dansk tilsnit.
Arbejder på at skabe sammenhold
Det handler blandt andet om at bakke op om medarbejderne og skabe en virksomhedsånd, der signalerer sammenhold, og at alle medarbejdere er fælles om at trække virksomheden i samme retning.
Mange andre internationale virksomheder er repræsenteret i Mexico, men ofte er der tale om producerende virksomheder, hvor man blot er interesseret i billig arbejdskraft og derfor ofte fastholder det traditionelle mexicanske hierarki, mener Anders Rabing.
»Vi er en serviceorganisation, hvor vi faktisk går meget op i de bløde virksomhedsværdier, hvor et smil og en god omgangstone kan løse mange udfordringer, men det er da klart, det er en interessant brydningsflade at arbejde med i hverdagen,« uddyber han.
Anders Rabing siger videre, at man i Mexico beskæftiger sig med hele ISS’s servicepalet, dog undtaget sikkerhed, og det har en helt naturlig forklaring.
Sikkerhed er en del af hverdagen
I Mexico indebærer sikkerhedstjeneste typisk, at vagterne skal være bevæbnet, og da man i ISS har truffet en global beslutning om, at man ikke ønsker at bevæbne sine vagter, er det et forretningssegment, man holder sig helt væk fra.
Vi er langt væk hjemmefra, så selvfølgelig er der nogle afsavn. Derfor har vi valgt at tilbringe sommer- og juleferierne i Danmark for både at holde kontakten til familie og venner, lige som vores drenge elsker at besøge deres bedsteforældre.
Netop når det gælder sikkerheden, giver den til gengæld anledning til en række forholdsregler i familien Rabings dagligdag, som man ganske enkelt er nødt til at efterleve.
»Det er nok mest vores to drenge Elliot på 11 og Mads 14 år, der mærker det, for ud over at blive kørt til og fra deres privatskole, er der ikke noget med at tage en tur på cykel til en kammerat. Det foregår også sammen med mor eller far i bil, så på den front er dagligdagen meget anderledes end hjemme i Danmark. Når vi er hjemme, nyder de derfor at kunne bevæge sig frit rundt,« forklarer Anders Rabing.
Få masser af fordele som medlem
Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker
Medlemsfordele
- Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
- Rabat på bl.a. online danskundervisning, sommerskole og sagsbehandling
- Eksklusive arrangementer og webinarer
- Lokalt netværk med andre danskere i dit område
- Kun 70,- pr. mdr. for hele familien
Her er fokus samlet om familien
Når det er sagt, understreger han, at når familien er så mange kilometer væk fra Danmark og har det privilegie, at der på en række områder er hjælp i huset til blandt andet madlavning, rengøring og havearbejde, hvilket er helt normalt i den del af verden, giver det tid til, at man kan være sammen som familie, lige som der bruges væsentlig mere tid i hjemmet, end det ville have været tilfældet i Danmark. Så grundlæggende er livet i Mexico ikke så ringe endda.
»Vi er langt væk hjemmefra, så selvfølgelig er der nogle afsavn. Derfor har vi valgt at tilbringe sommer- og juleferierne i Danmark for både at holde kontakten til familie og venner, lige som vores drenge elsker at besøge deres bedsteforældre. Samtidig er vi så privilegeret, at hvis der opstår en krisesituation, der kræver vores tilstedeværelse, vil ISS naturligvis bakke os op, så vi kan være hjemme meget hurtigt,« slutter Anders Rabing.
Blå bog:
Navn: Anders Rabing.
Alder/by: 43 år og fra Smørum Nedre.
Uddannelse: Cand. Merc. Aud.
Job/titel: Landechef for ISS i Mexico.