Han satser både på topsport og en karriere i erhvervslivet

22-årige Kasper Poulsgaard har dobbeltgarderet sin fremtid. Mest af alt satser han på en karriere som professionel fodboldspiller, men han har også valgt at tage en Bachelor i Business Administration fra San Jose State University.

mand med bold

Af Henrik Malmgreen

Her i landet er der ikke noget usædvanligt i, at unge mennesker prioriterer en karriere inden for sport. Det kan f.eks. ske på et idrætsakademi, hvor skolen og den boglige uddannelse går hånd i hånd, typisk dog kun op til gymnasieniveau. I USA er det anderledes, her kan man nemlig kombinere sport og uddannelse op til universitetsniveau, og det har 22-årige Kasper Poulsgaard benyttet sig af.

»Efter at jeg som 19-årig have taget min studentereksamen fra Vejle Handelsgymnasium, rejste jeg til USA, hvor jeg i dag er på et forløb, hvor jeg prioriterer en karriere som fodboldspiller og en karriere i erhvervslivet lige højt. Ingen ved, hvad fremtiden bringer, og selv om jeg håber på at få en professionel kontrakt, så jeg kan leve af min sport, kan skader og andre uheld jo spænde ben,« fortæller Kasper Poulsgaard.

Sport og studier går hånd i hånd

Samtidig er det et uomtvisteligt faktum, at enhver sportskarriere ender på et eller andet tidspunkt, så når det gælder den boglige side af uddannelsen, ønsker han at være bedst muligt forberedt. Ud over at spille fodbold på San Jose State Universitys fodboldhold er han således også i fuld gang med en Bachelor i Business Administration, hvilket set med danske briller på svarer til en HA, bortset fra, at det i USA er en 4-årig uddannelse mod tre år i Danmark.

»Mens jeg læste på handelsgymnasiet, spillede jeg fodbold på en ungdomskontrakt i Vejle Boldklub, men fik desværre ikke tilbudt den fuldtidskontrakt, jeg havde håbet på. Derfor valgte jeg at tage til USA for at benytte mig af muligheden for at kombinere sport på højt niveau med en universitetsuddannelse,« uddyber Kasper Poulsgaard, der ikke har nogen familiemæssige relationer til landet, men altid har været fascineret af den amerikanske mentalitet.

Vi er 36.000 elever på San Jose State University, og med alle de faciliteter, vi har, er det nærmest som at leve i en lille by.

Har 36.000 medstuderende

Han ser USA som landet, hvor der er rig mulighed for at forfølge sine drømme, og hvis man har ambitioner i en bestemt retning, er der ikke noget som behøver at stoppe en, mener Kasper Poulsgaard. Samtidig er han fascineret af mødet med mange forskellige kulturer. Det synes han i høj grad er med til at udvikle ham som menneske, og det har været med til at give en solid ballast for fremtiden.

»Vi er 36.000 elever på San Jose State University, og med alle de faciliteter, vi har, er det nærmest som at leve i en lille by. Her er bowlingbaner, fitnesscentre, flere swimmingpools samt restauranter, så det er ikke udfoldelsesmuligheder, vi mangler. Samtidig er der en god ånd på stedet, hvilket betyder, at alle taler med alle og, at man hurtigt kommer i kontakt med andre mennesker,« siger Kasper Poulsgaard, som dog også fra tid til anden tager toget ind til San Francisco.

Få masser af fordele som medlem

Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker

Medlemsfordele

  • Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
  • Rabat på bl.a. online danskundervisning, sommerskole og sagsbehandling
  • Eksklusive arrangementer og webinarer
  • Lokalt netværk med andre danskere i dit område
  • Kun 70,- pr. mdr. for hele familien

Et pulserende erhvervsområde

San Jose ligger blot en times transport syd for den californiske metropol, som Kasper Poulsgaard elsker, men måske endnu mere vigtigt ligger San Jose, og dermed universitetet, lige midt i Silicon Valley, der er et af USA’s mest innovative erhvervsområder. Det mærker man i den daglige undervisning, idet der her er tradition for et tæt samarbejde mellem netop undervisningsmiljø og erhvervsliv.

»Vi har naturligvis besøgt Apples hovedkvarter, der ligger blot fem minutter herfra, men universitetet sørger også for at invitere en masse erhvervsledere fra andre virksomheder til at komme og holde foredrag. Desuden bliver der arrangeret en lang række forskellige events, der støtter op om vores uddannelse, så det er en kæmpe fordel,« beretter Kasper Poulsgaard, der ikke har været sen til at skabe sig en masse gode kontakter i erhvervslivet.

Kasper Poulsgaard
22-årige Kasper Poulsgaard håber på at få en karriere som professionel fodboldspiller, og han har de seneste tre sæsoner været anfører for San Jose State Universitys fodboldhold. Med en Bachelor i Business Administration fra universitetet har han ligeledes lagt kimen til en erhvervsmæssig karriere på et senere tidspunkt. Opholdet i USA er finansieret gennem et legat. (Foto: Privat)

Alvorligt skadet men blev i USA

Foreløbig har han planer om at komme til at spille fodbold på professionelt plan enten i Europa eller måske sågar USA, men det skader ikke at være fremsynet, og efter eget udsagn synes hans forældre også, det er en god ting allerede nu at tænke på tiden efter sportskarrieren. Kasper Poulsgaard har nu boet i USA godt tre år, men havde kun været der ganske kort tid, da katastrofen indtraf gennem en alvorlig knæskade.

»Jeg rev et korsbånd over og kunne ikke spille i mere end et halvt år. Det gav naturligvis anledning til at spekulere over, om jeg skulle rejse hjem, men jeg valgte at blive, og det er jeg glad for i dag. Grundet Coronakrisen har jeg ovenikøbet fået det tilbud, at jeg kan blive i USA et år ekstra, og det vil jeg benytte mig af. Så når jeg er færdig med min uddannelse om et år, bliver jeg et år mere, for jeg har bestemt ikke fortrudt mit eventyr i USA,« slutter Kasper Poulsgaard.

Blå bog:
Navn: Kasper Poulsgaard.
Alder/by: 22 år og fra Hedensted.
Uddannelse: Studerende på San Jose State University.