Af Henrik Malmgreen
79-årige Klaus Langkilde kommer fra en særdeles rejsevant familie. Derfor var det heller ikke så mærkeligt, at han allerede som 16-årig i 1959 forlod Danmark lige efter, at han havde taget sin realeksamen. Lysten til at forbedre sit engelsk bragte ham til London, hvor han arbejdede i en værktøjsforretning, og da han vendte hjem til Danmark igen, var det helt forståeligt rejsebranchen, der fangede hans interesse.
»Det var en branche, jeg havde fået interesse for allerede inden, jeg tog til London, og i en årrække arbejdede jeg i en række forskellige rejsebureauer, blandt andre WagonsLits, Cook Rejsebureau i Aarhus, Viborg Rejsebureau, FDM Rejsebureau og Finnlines. Som rejseleder bragte det mig verden rundt indtil flere gange, og jeg har gennem årene besøgt en lang række lande lige fra det fjerne Østen til USA, hvor jeg i dag bor sammen med min kone og to sønner,« fortæller Klaus Langkilde.
Har også været sanger
De mange rejser, hvor han ofte boede i private hjem eller på lokale hoteller for at komme tæt på den lokale kultur, vakte hans interesse for verdensreligionen Baha’i, som fokuserer på de ting, mennesker har til fælles uanset national, etnisk, religiøs eller social baggrund. Da Klaus Langkilde er en alsidig herre, har han således også været sanger i de tidlige 70’ere, hvor han som en del af et Baha’i band rejste rundt og spillede i Vesteuropa.
»Baha’i er en religion, der appellerer til, at menneskeheden skal betragtes som en enhed uden religiøse, racemæssige eller sekteriske fordomme, og den er desuden helt upolitisk. Tanken om, at vi skal leve i fred med vores medmennesker overalt på kloden, tiltaler mig, og jeg er stor tilhænger af, at vi skal lære af hinanden i stedet for at bekrige hinanden,« uddyber Klaus Langkilde, der lærte sin kone Arefeh Langkilde at kende gennem religionen.
Jeg besøger naturligvis mit hjemland en gang imellem, men synes, jeg har været for væk længe til, at jeg ville kunne tilpasse mig til at bo der fast.
Mødte sin kone i Israel
Hun kommer fra Iran, og Klaus Langkilde mødte hende, da han var på en pilgrimsrejse til Israel. Hun var på det tidspunkt bosiddende i USA, men parret valgte at slå sig ned i Danmark, hvor brylluppet fandt sted. Efter en periode savnede Arefeh Langkilde imidlertid USA, og i 1973 gik turen sammen med en nyfødt søn til Georgia, hvor Klaus Langkilde senere uddannede sig til lærer på et amerikansk universitet og i en årrække underviste på offentlige skoler.
»Min kone ville gerne tilbage til USA, hvor hendes søster bor. Jeg har nu boet her et halvt århundrede, og jeg har ingen planer om at vende hjem til Danmark. Jeg besøger naturligvis mit hjemland en gang imellem, men synes, jeg har været for væk længe til, at jeg ville kunne tilpasse mig til at bo der fast,« siger Klaus Langkilde, der nu er gået på pension, men stadig har masser af gøremål i dagligdagen.
Få masser af fordele som medlem
Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker
Medlemsfordele
- Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
- Rabat på bl.a. online danskundervisning, sommerskole og sagsbehandling
- Eksklusive arrangementer og webinarer
- Lokalt netværk med andre danskere i dit område
- Kun 70,- pr. mdr. for hele familien
Byggede hus i Georgia
Han og hans kone havde det godt i Georgia, hvor de lidt udenfor Atlanta tegnede og opførte deres eget hus, men efter at have boet der i 43 år flyttede parret i 2016 til byen Martinez, der ligger lidt øst for San Francisco i det såkaldte East Bay Area. Hovedårsagen var, at den yngste søn var flyttet til San Francisco og nu havde stiftet sin egen familie med børn. Ønsket var at følge børnebørnenes udvikling , men også områdets natur trak.
»Det kan naturligvis være svært at spå om fremtiden, men tanken er, at vi bliver her, og jeg har masser at få tiden til at gå med. I min tid som lærer arbejdede jeg en del med computere i undervisningen og underviste såvel elever som andre lærere. Den interesse har holdt sig, så i dag arbejder med jeg en del med computerkunst og har blandt andet illustreret en række bøger,« forklarer Klaus Langkilde.
Langkilde-familien går tilbage til 1500-tallet, og i dag har vi familiemedlemmer i blandt andet Danmark, Argentina, Canada, USA, Sverige, New Zealand og Samoa, hvor en af mine slægtninge blev gift med en høvdingedatter.
Vært for de kongelige
Over årene har han på flere måder været i kontakt med sit hjemland. Blandt andet da Atlanta var vært ved De Olympiske Lege i 1996. Klaus Langkilde var medlem af en dansk forening, som hed Vikingeklubben, og han samt et andet medlem herfra fungerede som guider for de danske delegationer, der besøgte legene, blandt andre repræsentanter fra kongehuset, så han har mødt både HKH-kronprins Frederik og prins Joachim.
»På den familiemæssige side har jeg ligeledes haft den glæde at kunne vise USA frem. Langkilde-familien går tilbage til 1500-tallet, og i dag har vi familiemedlemmer i blandt andet Danmark, Argentina, Canada, USA, Sverige, New Zealand og Samoa, hvor en af mine slægtninge blev gift med en høvdingedatter. Hvert tredje år holder vi en genforeningsfest, hvor vi samles, og i 2005 var jeg vært i Atlanta,« slutter Klaus Langkilde, der altså ikke har sin rejselyst fra fremmede.
Blå bog:
Navn: Klaus Langkilde.
Alder/by: 79 år og fra Aaby ved Aabyhøj.
Uddannelse: Uddannet som lærer i USA med graderne B.S., M.Ed, Ed.S.
Job/titel: Pensioneret.