Blød landing på kold jord

TEKST: THERESA NGUYEN
FOTO: RASMUS URSIN KNUDSEN

Med 127 kilo bagage og bundter af dollarsedler stukket i tasker, sko og foldet tæt ind til kroppen rejste Emilie Reymann Hjortsø sammen med sine to sønner, Arthur på ti og Leo på fem, fra strandbyen Hoi An i Vietnam til Vesterbro i København i slutningen af oktober 2021. De mange kontanter var nødvendige, fordi en bankoverførsel fra en vietnamesisk konto til en dansk ikke lod sig gøre ifølge EU’s lovgivning for blacklistede banklande, fortæller Emilie med forundring og frustration i stemmen.

Internationale skilsmisser er virkelig svære.

”Der er udfordringer, når du rejser fra et kontantsamfund til et digitaliseret samfund. Selvom jeg har tjent mine penge på lovlig vis gennem mange år i Vietnam, var det nærmest umuligt at få dem med til Danmark, da flere banker nægtede at tage imod overførsler, hvis oprindelseslandet var Vietnam – fordi det er et blacklistet land. Det skabte unødvendige problemer for min hjemrejse, hvor jeg måtte nøjes med at tage det maksimale beløb med i kontanter. Og det er jo ikke fordi, jeg er mega velstående, men i dagens Danmark betragter man mange kontanter som noget småkriminelt, men sådan er det bare ikke i mange andre lande.”

Midt under en hård COVID-19-nedlukning i Vietnam var det næsten et mirakel, at turen på 32 timer overhovedet kunne finde sted. Men Emilie var fast besluttet på at afsøge alle muligheder. Hun har altid vidst, at hun og drengene skulle til Danmark, hvis hendes ægteskab med deres danske far endte i en skilsmisse. Da den hypotese blev til virkelighed i løbet af 2020, begyndte Emilie så småt at planlægge deres repatriering.

”Internationale skilsmisser er virkelig svære. Selvom det var en kamp at komme ud af Vietnam på grund af COVID-19 og at få skilsmissen på plads, var det vigtigt for mig at komme hjem og slå rødder i Danmark. For når alt kommer til alt, så siger børnenes pas, at de er fra Danmark. Det er vigtigt at vide, hvor man kommer fra, så man kan tage ud på den rigtige måde,” siger den 36-årige Emilie.

Den største udfordring for mig er ikke at nævne kulden for børnene for ikke at gøre dem mere opmærksomme på det, men hold op, hvor er her koldt.

Hverdagen fra 30 grader til frost

I sin treværelseslejlighed ved Enghaveparken finder moren til to typisk alenetid om aftenen, efter at drengene er lagt i seng. Begyndelsen på det nye københavner-kapitel har mestendels været til at overskue – ikke mindst fordi ”et velfungerende offent – ligt system får hverdagen til at hænge sammen med arbejde og børnepasning”. Men indimellem synes Emilie alligevel, at hun ”har svært ved at følge med”. Særligt efter hun begyndte i sin nye stilling som International Sales Manager i smykkevirksomheden, Trollbeads, i december sidste år – da frostgraderne for alvor også meldte deres ankomst.

”Den største udfordring for mig er ikke at nævne kulden for børnene for ikke at gøre dem mere opmærksomme på det, men hold op, hvor er her koldt,” siger hun og skærer en grimasse, der tydeligt understreger budskabet.

Og så er jeg totalt rædselsslagen for at sende børnene ud i trafikken. De har jo været vant til, at der ingen regler er i Vietnam.

Temperaturchokket for Emilie, der er født på Frederiksberg og delvist voksede op i Hellerup, kan forklares med de seneste 12 års tilvænning til et tropisk klima. I Vietnam falder temperaturen sjældent under 15 grader, mens de varmeste måneder snildt når op på 40 grader. Det har følgeligt givet især drengene, der begge kom til verden i hovedstaden Hanoi, visse vaner i hverdagen. Vaner, som nu skal afvænnes.

”Hver gang min ældste har vasket hår, skal han huske at sætte det op eller tørre det, for det tørrer jo ikke bare lynhurtigt, som det plejer. Og så er det helt nyt for dem at huske på hue og vanter, når de går udenfor. Det er jo meget anderledes og uvant for dem, fordi de kun har været i Danmark på ferie. Så generelt er der mange nye ting, de skal lære og huske. Arthur har også kun lige lært at binde snørebånd, fordi han førhen kun har haft klipklapper på,” fortæller Emilie og sammenligner de nye rammer på Vesterbro med livet i Hoi An de sidste to et halvt år.

”Vi har jo været vant til at bo i et stort hus med vaskemaskine. Nu bor vi i en Vesterbro-lejlighed med ti opgange hen til vaskerummet. Så det er lige med at finde ud af, hvordan det passer med at vaske i hverdagen, og hvornår man kan tillade sig at støvsuge. Og så er jeg totalt rædselsslagen for at sende børnene ud i trafikken. De har jo været vant til, at der ingen regler er i Vietnam. I Danmark kender de ikke reglerne, og så er der de uskrevne regler – det er altså virkelig farligt for en vietnameser at kaste sig ud i dansk trafik, når man ikke kender reglerne,” siger Emilie og bemærker, at Leo ser pæredansk ud, men inderst inde er han i virkeligheden vietnameser.

Derfor er det måske heller ikke helt tilfældigt, at Leos første danske ven i børnehaven har vietnamesiske rødder.

Jeg synes, det er megafedt at være en del af en dansk arbejdsplads. Men det er også svært at vænne sig til rammerne for, hvordan man arbejder, og hvordan man måler det.

Lykken i dansk work-life balance

Udover de praktiske og klimamæssige forandringer er Emilie også ved at lære at indgå i en dansk arbejdskultur. Siden hun afsluttede sine studier i samfundsvidenskab, virksomhedsstudier og økonomisk innovation på RUC og Lunds Universitet, er i Vietnam det eneste land, hun har arbejdet i. Flytningen dertil i 2010 skyldtes, at hun skulle i praktik på den danske ambassade i Hanoi – et eventyr, der kunne have varet i seks måneder, men endte med at strække sig over 12 år.

I sit første fuldtidsjob på dansk jord har Emilie efter to måneder kun gode oplevelser at berette om. Hun elsker især den daglige cykeltur ind til kontoret på Toldbodgade ved Nyhavn og værdsætter den professionelle, men alligevel afslappede arbejdsmentalitet, som hun stadig er ved at lære at kende.

”Jeg synes, det er megafedt at være en del af en dansk arbejdsplads. Men det er også svært at vænne sig til rammerne for, hvordan man arbejder, og hvordan man måler det. For det er jo kulturelt bestemt,” siger Emilie, der i Hanoi arbejdede for den danske virksomhed Mascot International i seks et halvt år, før hun åbnede sit eget bageri i Hoi An, der distribuerede nordiske produkter til butikker i hele landet.

Den eneste grund til, at jeg kunne arbejde så meget før, var fordi jeg fik så meget praktisk hjælp – ikke til mig, men til børnene.

Både som selvstændig erhvervsdrivende og som kundeserviceleder i Vietnam arbejdede Emilie ofte 60 timer om ugen. Det var spændende og lærerigt, men samtidig enormt udfordrende for en ung karrierekvinde med to små børn.

”Den eneste grund til, at jeg kunne arbejde så meget før, var fordi jeg fik så meget praktisk hjælp – ikke til mig, men til børnene. Vi havde en vietnamesisk nanny og forskellige danske au-pairs de sidste fem-seks år for at give børnene noget dansk kultur i hverdagen. Det er befriende med det offentlige system nu. I Vietnam er skolerne lukkede i 16 uger, og der er der altså ingen SFO. Du må selv finde ud af, hvordan børnene så skal passes og så videre.”

Mulighederne og vilkårene på det danske arbejdsmarked har Emilie længtes efter i flere år. Mens drengene voksede for hver dag, der gik, blev Emilie mere og mere bevidst om værdien i work-life balance, hvilket forstærkede hendes ønske om at vende tilbage til Danmark. En livsglæde, som tilværelsen i Hoi An dog gav hende og drengene året rundt, og som Danmark næppe nogensinde kan indfri, var den magelige adgang til stranden under en bagende sol.

”Vi brugte jo havet rigtig meget. Vi boede 600 meter fra det, og jeg var på stranden to gange om dagen. Én gang i en pause fra arbejdet midt på dagen ville jeg finde tid til at gå i vandet, og så én gang til sammen med børnene inden aftensmaden. Den del af livsstilen savner jeg.”

Det er derfor helt almindeligt i vores familie – længe før man fik skype og facetime og alt det der – at have nogen med på telefonen juleaften.

Expats i DNA’et

Indsigt i flere forskellige livsformer har Emilie om nogen et bredt kendskab til. Hun er selv vokset op som expat-barn, eftersom familien flyttede med hendes fars arbejde til Amsterdam, da hun blot var fyldt halvandet år. Emilie begyndte derfor i skole i Holland og taler stadig flydende hollandsk med et barns ordforråd. Efter fem et halvt år boede familien igen i København i et par år, før de atter rykkede teltpælene op for at slå sig ned i Paris de efterfølgende tre. Rejsefeberen i hende ligger altså i blodet, mener hun.

”Mine børn er fjerdegenerations-expats, fordi min farmor jo også levede sådan. Hun var tresproget tolk for Hilton Hotels Corporation, som de hed dengang, og rejste meget rundt med sit arbejde. Det ligger i vores DNA. Det er derfor helt almindeligt i vores familie – længe før man fik skype og facetime og alt det der – at have nogen med på telefonen juleaften,” fortæller Emilie og afslutter med et grin, som hun ofte gør i løbet af en samtale.

Flair for sprog har Emilie altså ikke fra fremmede. Hendes far er opvokset i Tyskland og Frankrig, og idet hendes farmor boede i Østrig og talte flydende fransk, blev fransk deres naturlige familiesprog. I tillæg til hollandsk, dansk og fransk har Emilie kendskab til tysk og vietnamesisk, og så taler hun selvfølgelig engelsk – det femte sprog hun lærte som barn.

Jeg blev skilsmissebarn på tværs af grænser, og det har helt klart haft en betydning for, hvor lang tid, der gik, før jeg selv traf en beslutning om at blive skilt.

Da Emilie var fyldt 12 år, flyttede familien endnu engang til Danmark. To år senere blev hendes forældre skilt. Faren vendte tilbage til Frankrig, skiftede køn og har (også) juridisk været en kvinde lige siden. Emilies lillesøster, Malou Reymann, debuterede i 2020 som filminstruktør med spillefilmen En helt almindelig familie, der er inspireret af familiens fælleshistorie.

Oplevelserne fra barndommen i udlandet og forældrenes brud har uden tvivl påvirket Emilies voksenliv. Det fortæller hun åbent og ærligt om.

”Min far begyndte at arbejde for FN i Genève efter sin transition og blev både højrespekteret dér og senere som succesfuld forretningskvinde. Men jeg blev skilsmissebarn på tværs af grænser, og det har helt klart haft en betydning for, hvor lang tid, der gik, før jeg selv traf en beslutning om at blive skilt.”

Tilbage i København blev Emilie boende sammen med sin mor og sin søster. Faren besøgte hun i Frankrig med måneders mellemrum, og så har hun igennem hele sit liv været i Østrig et par gange om året for at se sin farmor. Hverdagslivet med hendes mor har dog givet dem et helt særligt bånd trods Emilies mange år som udeboende dansker.

Jeg synes, historien om, hvordan udenlandsdanskere i hele verden bidrager til at fremme dansk kultur og eksport, er totalt underbelyst.

”Min mor er den vildeste, sejeste mormor. Hun blev mormor som 47-årig, så når hun kommer ind ad døren, tager hun bare over, fordi det er naturligt for hende. Hendes yngste var seks år, da jeg fødte Arthur.”

”Danmark mangler globalt udsyn”

Som så mange andre hjemvendte udlandsdanskere mener Emilie, at Danmark generelt set ikke værdsætter og udnytter internationale erfaringer og bidrag nok.

”Jeg synes, historien om, hvordan udenlandsdanskere i hele verden bidrager til at fremme dansk kultur og eksport, er totalt underbelyst. Når for eksempel danske iværksættere åbner en virksomhed i udlandet, er det jo ikke kun ansættelser, de bidrager med. De repræsenterer hele den danske kultur og kvalitet – om det så er dansk design, møbler, produktion eller fødevarer – er det jo hele historien om vores lillebitte land, som kan rigtig mange ting, de er ude at sælge og præsentere for verden,” siger hun og tilføjer, at der også mangler en forbindelse mellem tidligere udeboende danskere.

Altså det offentlige fungerer jo skidegodt i Danmark, når man er en del af systemet, men man skal jo lige ind i det.

”Jeg har aldrig hørt om eller selv været en del af en mentorordning, men det gad jeg virkelig godt at være for udenlandsdanskere, der vender hjem. For det er lidt en jungle, når man har været ude. Altså det offentlige fungerer jo skidegodt i Danmark, når man er en del af systemet, men man skal jo lige ind i det. Jeg har været så heldig at have et stærkt familienetværk til at hjælpe mig – og en veninde, jeg er vokset op med, som er HR-chef, til at læse korrektur og rådgive mig om CV, LinkedIn-opslag, kulturen og de plusord, der er in i øjeblikket. For det hele handler rigtig meget om kultur, og kulturen ændrer sig jo.”

Inden for seks uger efter at Emilie satte fod i Danmark igen, landede hun sit nuværende job ved hjælp af et LinkedIn-opslag. Andelsboligen, som hun og børnene bor i, nåede hun at købe af sin ekssvigerinde, mens de endnu befandt sig i Vietnam. De to mest grundlæggende omstændigheder for ethvert menneske – bolig og job – er altså kommet til Emilie uden de store prøvelser. Hun smiler stort og virker mere end tilfreds med landingen, selvom hun også mærker en flig af afsavn.

”Jeg savner ikke at være et andet sted. Jeg savner mest mine veninder. Men jeg er sindssygt glad for beslutningen,” siger den hjemvendte TCK’er (Third Culture Kid), der – nok modsat de fleste omkring hende – har været rigtig glad for den seneste COVID-19-nedlukning.

Danmark er hjem, men det er ikke mit eneste hjem.

”Det har været en lettelse, at der var nedlukning i København, da vi ankom. Når du kommer til Danmark, er det ret overvældende, fordi du kun er vant til at være her på ferie. Så det var faktisk vildt rart med nedlukningen og intet pres socialt, så mine børn også kunne lande stille og roligt.”

Selvom Danmark nu har overtaget statussen som hjem for Emilie og hendes drenge, bærer hun som en ægte globalist på mange hjem i hjertet. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok altid forblive, siger hun.

”Danmark er hjem, men det er ikke mit eneste hjem. Jeg føler mig lige så meget hjemme i Frankrig. Hjem er mange ting. For mig er det ikke bundet så meget op på et specifikt sted, men mere på, om jeg føler mig tryg og hjemme i kulturen. I Vietnam, Frankrig, Holland og Østrig har jeg også hjemme.”

Artiklen er oprindeligt bragt i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES i april 2022.