Læs dansk avis
Bliv opdateret på, hvad der rører sig i Danmark. Det kan virke trivielt, men at kunne tale dansk om aktuelle emner skaber genkendelse og tillid i samtalen. Avislæsning hjælper dig med at forstå samfundsdebatten, og du får et godt ordforråd, som du kan bruge både i sociale og professionelle sammenhænge.
Læs faglitteratur på dansk
Selvom dansk er dit modersmål, har du måske ikke brugt det arbejdsmæssigt til daglig. Det kan høres, når du leder efter ord eller indsætter engelske gloser. Ved at læse faglitteratur på dansk styrker du din fagsproglige præcision og bliver bedre rustet til at kommunikere professionelt på dansk.
Lyt til danske podcasts
Sprog udvikler sig, og det danske sprog er ingen undtagelse. Derfor er det vigtigt at lytte til podcasts, hvor du hører både hverdagssprog og faglige diskussioner. Podcasts giver dig også mulighed for at blive fortrolig med forskellige accenter og talemåder fra hele Danmark.
Meld dig ind i en fagforening
De store fagforeninger holder mange online events om, hvad der rører sig i arbejdslivet i Danmark. Det er en god måde at holde sig orienteret og blive klædt på til jobsøgning. Du kan også få rådgivning om lønforhandlinger og kontraktvilkår. Fagforeningerne tilbyder ofte også karriererådgivning og juridisk bistand.
Find alle fagforeninger i Danmark her
Mange fagforeninger har også deres egen jobportal, og afholder mange arrangementer og webinarer. Disse kan være relevante, mens du stadig bor i udlandet, og kan også bruges til at danne netværk, når du er flyttet til Danmark.
Tilpas din LinkedIn-profil
Sørg for, at det fremgår af din profil, at du specifikt søger job i Danmark. På den måde vises du i søgninger, når danske rekrutteringsbureauer leder efter kandidater. Du kan for eksempel tilføje Danmark som ønsket arbejdsland og angive dine sprogfærdigheder.
Dansk version
Du kan sagtens have en tosproget profil. Sørg for, at dine kompetencer også fremgår på dansk. Det er sådan, danske rekrutteringskonsulenter og virksomheder kan finde dig, når de søger efter kandidater via LinkedIn.
Opdatér dit engelske CV
Der er stor forskel på, hvordan man skriver CV i forskellige lande. I Danmark er det engelsksprogede CV typisk mere nøgternt og fokuserer på resultater og ansvar frem for personlige kompetencer. Sørg for, at det passer til dansk kontekst og ikke fremstår for fx “amerikansk” i stil og tone.
Lav et dansksproget CV
Hvis et jobopslag er på dansk, skal dit CV også være det. Et dansk CV bør være opdateret med moderne og præcist sprog samt tilpasset det danske arbejdsmarked. Det må gerne være kortfattet og overskueligt med fokus på erfaring, kompetencer og motivation for stillingen.
Having been fortunate enough to tour the world for little over a decade, and practise my passion for communication, I am now delighted to share the passion for daylight and fresh air with VELUX.
– Carina Hyllesteds beskrivelse på sin LinkedIn-profil
30 % af alle jobs på det danske arbejdsmarked bliver besat via netværk.
Danmarks Statistik 2024
Liste over virksomheder, der rekrutterer internationalt i Danmark
De større danske virksomheder, hvor der i forvejen er et internationalt miljø, er naturligvis vant til at rekruttere internationalt, herunder udlandsdanskere. Vi har samlet en liste over danske virksomheder, der kan være et godt sted at starte med at søge job i Danmark.
Relevante personer at følge på LinkedIn
Rikke Wivel er executive recruiter, og hjælper erfarne ledere med at finde karrieremuligheder, hvor deres visioner, værdier og ambitioner passer til virksomhedens kultur og mål. Hun er også Danes Worldwides repræsentant i Holland.
Nanna Hauch er grundlæggeren af Expat Hero, som fremmer stærke relationer på tværs af kulturer.
Leslea Petersen rådgiver udlændinge i Danmark gennem ‘English Job Denmark’, der også er relevant for hjemvendte udlandsdanskere.
Ida Sandberg Zarin har mange års erfaring med at hjælpe virksomheder med at tiltrække tech-talent til det danske arbejdsmarked.
Copenhagen Capacity er ekspert i at støtte udenlandske talenter i at identificere muligheder i Storkøbenhavn.

Trin 1: Undersøg det danske jobmarked
Start med at analysere branchetrends og efterspurgte kompetencer – det giver dig et realistisk billede af dine muligheder. Sammenlign også den danske arbejdskultur med dine egne erfaringer fra udlandet. I Danmark lægges der stor vægt på samarbejde, selvstændighed og kulturelt match.
Undersøg desuden om dine udenlandske kvalifikationer skal anerkendes formelt i Danmark – især hvis du søger job i regulerede brancher.
Skal du søge arbejde i Danmark med udenlandsk uddannelse?
Hvis du har en uddannelse og/eller erhvervserfaring fra udlandet og gerne vil arbejde i Danmark, er det vigtigt at undersøge, om dit fag er reguleret. I så fald skal du have en dansk godkendelse eller autorisation, før du må arbejde inden for området. Det gælder især i brancher, hvor der er krav om høj faglighed og ansvar, fx sundhed, undervisning, byggeri og jura.
Eksempler på regulerede erhverv:
Sundhedsfaglige job som læge, sygeplejerske, fysioterapeut og tandlæge kræver autorisation fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Undervisning og pædagogik kræver typisk en vurdering af din udenlandske uddannelse fra danske myndigheder. Det gælder fx lærer- og pædagogjob.
Tekniske og byggefaglige erhverv, som el-installatør, maskinmester eller certificeret rådgiver, kræver godkendelse fra fx Sikkerhedsstyrelsen og kan indebære ekstra prøver eller krav.
Juridiske og finansielle fag som advokat og revisor kræver dansk uddannelse eller ækvivalent godkendelse fra relevante styrelser.
Transport og sikkerhed, herunder piloter, skibsførere og togførere, er også regulerede og kræver dansk certificering.
Trin 2: Opdater din ansøgning og dit CV
Tilpas dit CV og din ansøgning til danske standarder: kort, præcis og fokuseret. Din LinkedIn-profil skal også være opdateret – og gerne på både dansk og engelsk – så du kan findes af danske rekrutteringsfirmaer.
Fremhæv din internationale erfaring og “oversæt” dine kompetencer til en dansk kontekst. Husk at vedlægge relevante certificeringer, referencer og dokumentation for tidligere ansættelser, når du sender din ansøgning.
Trin 3: Brug dit netværk
Genoptag kontakten til tidligere kolleger, studiekammerater og branchefolk i Danmark. LinkedIn og faglige netværk er gode steder at opdage jobmuligheder og blive inviteret til netværksarrangementer.
Overvej også at sende uopfordrede ansøgninger til virksomheder, du gerne vil arbejde for – det er almindelig praksis i Danmark.
Trin 4: Søg job
Søg tidligt – mange danske arbejdsgivere gennemgår ansøgninger løbende og venter ikke nødvendigvis til deadline. Hvis stillingsopslaget har en kontaktperson, så tag gerne kontakt med relevante spørgsmål – det kan styrke dit kandidatur.
Trin 5: Forbered dig til jobsamtaler
Du kan forvente flere samtalerunder, hvor der ofte lægges vægt på personlighed, samarbejdsevner og kulturelt match.
Nogle arbejdsgivere benytter case-opgaver eller personlighedstests som en del af processen.
Gør dig klar til at vise, hvordan dine erfaringer fra udlandet passer ind i den danske arbejdskultur. Vær forberedt på at forklare, hvorfor du ønsker at vende hjem, og hvordan din internationale erfaring kan skabe værdi for arbejdspladsen.
Trin 6: Forhandl og accepter et jobtilbud
Vær klar til at forhandle – det er normalt i Danmark at drøfte lønpakke og ansættelsesvilkår.
Hvis du får afslag, så bed om feedback – flere danske arbejdsgivere tilbyder gerne en vurdering, som du kan lære af.
Når du starter i jobbet, bør du fokusere på at genfinde dig i den danske arbejdskultur, som ofte er præget af flade hierarkier, uformel omgangstone og stor vægt på samarbejde.
Jobportaler i Danmark
A State of Denmark: https://careers.state-of-denmark.com/job-search
Work in Denmark: https://www.workindenmark.dk
Greater Copenhagen Region career portal
Headstart Career – Open jobs in central Denmark
English Job in Denmark: https://englishjobdenmark.dk/ (er målrettet udlændinge i Danmark, men deres events er også relevante for udlandsdanskere)
The Hub: https://thehub.io/jobs
Jobindex: https://www.jobindex.dk/
Jobnet: https://job.jobnet.dk/CV/frontpage
Desuden har mange fagforeninger deres egne jobportaler med branchespecifikke jobopslag.
Vil du efteruddanne dig?
Uanset om du vil skifte spor, styrke dine kompetencer eller opdatere din viden, findes der mange muligheder for efteruddannelse i Danmark. På ug.dk kan du få overblik over kurser, uddannelser og vejledning, så du kan tage det næste skridt i din karriere.